A, der havde et barn i daginstitution, modtog uddannelseshjælp i henhold til bistandslovens § 42. Efter en ændring i bistandsloven blev det bestemt, at kontanthjælp skulle indgå i beregningsgrundlaget for daginstitutionsbetaling.
Efter at have hørt Socialministeriet, traf den kommune, der behandlede A's sag, afgørelse om, at såvel låne- som tilskudsandelen af § 42-hjælpen skulle medtages i beregningsgrundlaget for institutionsbetalingen. Denne afgørelse blev stadfæstet af amtsankenævnet (N), mens Den Sociale Ankestyrelse (DSA) afviste at behandle sagen som principiel under henvisning til, at formålet med de ændrede betalingsregler var at ligestille kontanthjælpsmodtagere med forældre i arbejde, for så vidt angik disponibel indkomst.
Overfor ombudsmanden henviste både N og DSA til nogle principielle afgørelser, hvorefter det for uddannelsessøgendes vedkommende var fast praksis ved vurderingen af børns ret til kontanthjælp at betragte SU-midler som en del af de pågældendes indtægter.
Ombudsmanden anførte over for S, at det hverken kunne udledes af ordlyden af betalingsbekendtgørelsens § 4, stk. 3, eller af sammenhængen i bekendtgørelsen, at også kontanthjælp ydet som lån (eller mod tilbagebetalingspligt) skulle indgå i beregningsgrundlaget. En formålsfortolkning kunne heller ikke føre til dette resultat.
På denne baggrund besluttede DSA at optage sagen til principiel behandling. (J. nr. 1989-2020-061)