A klagede over Københavns Overpræsidiums og Civilretsdirektoratets afgørelser om ikke at lade det bidrag, han var pålagt at betale til sin tidligere ægtefælle B's underhold, bortfalde.
Det fremgik sagen, at A og B indgik ægteskab den 6. maj 1939. De blev separeret ved bevilling af 20. maj 1975 blandt andet på vilkår om, at A skulle betale bidrag til B's underhold efter overøvrighedens bestemmelse, indtil videre 3000 kr. månedligt. A og B blev skilt ved bevilling af 19. november 1979. Separationsvilkårene skulle også være gældende for skilsmissen.
I et brev af 22. april 1988 ansøgte A Københavns Overpræsidium om nedsættelse af bidraget. Overpræsidiet imødekom A's ansøgning, idet bidraget blev nedsat til 1000 kr. månedligt med virkning fra den 1. juli 1988.
Den 17. januar 1989 ansøgte A Københavns Overpræsidium om, at bidraget til B's underhold helt skulle bortfalde. A gjorde gældende, at han nu var fyldt 75 år, at han havde betalt bidrag i 14 år, samt at B modtog folkepension med diverse tillæg.
Efter at have indhentet oplysninger om A's og B's personlige og økonomiske forhold afslog Københavns Overpræsidium i en afgørelse af 21. marts 1989 at lade bidraget bortfalde.
A påklagede afgørelsen til Familieretsdirektoratet (nu Civilretsdirektoratet), som den 2. juni 1989 tiltrådte overpræsidiets afgørelse og begrundelsen for denne.
Den 9. september 1989 ansøgte A på ny Københavns Overpræsidium om, at hans bidragspligt måtte ophøre. A gjorde gældende, at den nye ægteskabslov, som skulle træde i kraft den 1. oktober 1989, ville indebære, at bidragspligten faldt bort efter 10 år.
Den 23. november 1989 traf Københavns Overpræsidium på ny afgørelse i sagen. Københavns Overpræsidium oplyste i afgørelsen, at ægteskabslovens nye regler om bidragspligt også ville få virkning i de tilfælde, hvor en bestemmelse om tidsubegrænset bidragspligt var truffet før den 1. oktober 1989. I sådanne tilfælde ville bidraget i almindelighed blive aftrappet og bortfalde, når der var betalt bidrag i en periode på 8-10 år. I tilfælde, hvor der forelå særlige omstændigheder, ville man først begynde aftrapning, når der var betalt bidrag i en periode, der oversteg samlivets varighed.
Under hensyn til varigheden af A's og B's ægteskab og til A's og B's nuværende økonomiske forhold fandt overpræsidiet, at der i A's sag forelå sådanne særlige omstændigheder, som bevirkede, at bidraget til B's underhold ikke burde bortfalde for tiden. Overpræsidiet afslog således A's ansøgning om, at bidraget måtte bortfalde.
A klagede over afgørelsen til Civilretsdirektoratet, som i en skrivelse af 19. februar 1990 stadfæstede Københavns Overpræsidiums afgørelse. Om de "særlige omstændigheder", som kunne føre til, at et tidsubegrænset underholdsbidrag ikke bortfaldt, selv om der var betalt bidrag i 8-10 år, hedder det i Civilretsdirektoratets afgørelse:
" ...
Ved "særlige omstændigheder" tænkes i denne sammenhæng navnlig på tilfælde, hvor der har været et meget langvarigt samliv mellem parterne, som regel mere end 20 år, og hvor en samlet vurdering af tilknytning til arbejdsmarkedet ved fastsættelsen i sin tid af vilkåret om bidragspligt ville gøre en aftrapning af bidragspligten efter 8 til 10 år urimelig.
...
Det bemærkes herved, at formålet med den ovenfor beskrevne aftrapningspraksis ifølge forarbejderne til den ovennævnte ændring af ægteskabsloven er at bringe udmålingspraksis i tilfælde, hvor der før lovens ikrafttræden er fastsat tidsubegrænset bidragspligt, i overensstemmelse med den nugældende praksis ved domstolene og ændring af lovens § 50, stk. 1.
Det tilføjes, at man ved bidragsudmåling som vejledende princip lægger hovedvægten på parternes bruttoindkomst eller efter omstændighederne den indtægt de kunne have, hvis de udnyttede deres erhvervsevne og øvrige indtægtsmuligheder, mens udgifterne spiller en mindre rolle, ..."
Herefter klagede A til mig, idet han blandt andet anførte, at myndighedernes aftrapningspraksis ikke kunne være i overensstemmelse med intentionerne bag ændringen af ægteskabsloven pr. 1. oktober 1989. Endvidere gjorde A gældende, at de sædvanlige regler om bidragsudmåling ikke kunne finde anvendelse i A's tilfælde, fordi såvel A som B er pensionister.
Jeg udtalte herefter følgende:
"Myndighedernes afgørelse er truffet efter ægteskabslovens §§ 50 og 53, stk. 2, som har følgende ordlyd:
§ 50.
"Indgår ægtefællerne ikke selv aftale herom, afgør retten spørgsmålet om bidragspligt, herunder spørgsmålet om pligtens varighed, mens overøvrigheden fastsætter bidragets størrelse. Medmindre der foreligger særlige omstændigheder, kan retten kun pålægge en ægtefælle bidragspligt for et bestemt tidsrum, der ikke kan overstige 10 år.
Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 træffes under hensyn til, i hvilket omfang den, der ønsker bidrag, selv kan skaffe sig et efter sine livsvilkår tilstrækkeligt underhold, og hvorvidt den anden part efter sine økonomiske forhold og de øvrige omstændigheder formår at udrede bidrag. Endvidere tages der hensyn til ægteskabets varighed. Der kan tillige tages hensyn til, om den, der ønsker bidrag, har behov for støtte til uddannelse eller lignende."
§ 53, stk. 2.
"En af overøvrigheden truffet afgørelse om bidragets størrelse kan ændres af overøvrigheden, såfremt omstændighederne taler derfor.
..."
Bestemmelsen i § 50, stk. 1, 2. pkt. trådte, efter vedtagelse i Folketinget den 30. marts 1989, i kraft den 1. oktober 1989. Den indebærer, at domstolene som hovedregel kun kan pålægge en ægtefælle tidsbegrænset bidragspligt, og at bidragsperioden ikke kan overstige 10 år. Kun såfremt der foreligger særlige omstændigheder, kan domstolene pålægge en ægtefælle tidsubegrænset bidragspligt.
Bestemmelsen vedrører alene de tilfælde, hvor domstolene afgør spørgsmålet om bidragspligt. Der sker således ingen ændring i parternes adgang til at indgå aftale om bidragspligten, herunder aftaler om tidsubegrænset bidragspligt.
Det var tidligere myndighedernes praksis, at bidraget på begæring af den bidragspligtige i tilfælde, hvor det af parterne selv eller af retten var fastsat uden tidsbegrænsning, blev aftrappet og senere bortfaldt, når der var betalt bidrag i en periode, der oversteg samlivets varighed.
Denne praksis har jeg tidligere haft lejlighed til at tage stilling til, og ikke fundet grundlag for at kritisere.
Praksis efter ændringen af ægteskabsloven er, som anført i Civilretsdirektoratets afgørelse, at de nye regler som udgangspunkt også finder anvendelse i tilfælde, hvor der er truffet bestemmelse om tidsubegrænset bidragspligt før den 1. oktober 1989. I så fald vil myndighederne lade bidraget aftrappe og bortfalde, allerede når der er betalt bidrag i 8-10 år, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Sådanne særlige omstændigheder kan ifølge praksis blandt andet foreligge, når der har været et meget langvarigt samliv mellem parterne, som regel mere end 20 år, og hvor en samlet vurdering af parternes personlige og økonomiske forhold, herunder alder og tilknytning til arbejdsmarkedet ved fastsættelsen i sin tid af vilkåret om bidragspligt, ville gøre en aftrapning af bidragspligten efter 8-10 år urimelig.
Om det lovgivningsmæssige grundlag for denne praksis kan jeg oplyse, at Justitsministeriet i bemærkningerne til det lovforslag, der blev vedtaget i marts 1989, blandt andet anførte følgende om ændringen af administrativ praksis for udmåling af ægtefællebidrag:
"...
I forbindelse med lovforslaget agter Justitsministeriet at gennemføre en ændring af administrativ praksis vedrørende udmåling af ægtefællebidrag, således at udmålingspraksis bringes i overensstemmelse med den nugældende praksis ved domstolene og den foreslåede ændring af ægteskabslovens § 50, stk. 1. Denne praksisændring vil blive gennemført ved, at der udsendes et cirkulære til statsamterne med det hovedindhold, at ægtefællebidrag fremtidig senest aftrappes og bortfalder, når der er forløbet en periode på 8-10 år efter separation eller skilsmisse, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder. En sådan praksisændring vil navnlig få betydning i de mange tilfælde, hvor afgørelsen om bidragspligt og varigheden heraf ikke er truffet under den nyeste restriktive retspraksis. Cirkulæret vil indeholde en overgangsordning.
..."
Lovforslaget blev behandlet i Folketingets Retsudvalg, som i en betænkning afgivet den 17. marts 1989, blandt andet udtalte følgende:
" ...
Udvalgsarbejdet har gjort det klart for flertallet, at det på den ene side er nødvendigt at opretholde adgangen til at pålægge tidsubegrænset bidragspligt, mens det på den anden side er nødvendigt at afgrænse anvendelsen af denne tidsubegrænsede bidragspligt til de forhold, hvor der har været tale om meget langvarige samliv, mere end 20 år, og hvor der kan konstateres et langvarigt og fuldstændigt fravær på arbejdsmarkedet for den bidragsnydende part, således at erhvervsmulighederne for den pågældende er mindsket betydeligt.
Det vil fortsat være muligt at få taget bidragsudmålingen op til vurdering, hvorved der vil være mulighed for at nedsætte bidraget til 0 kr. (...)
..."
På den baggrund finder jeg, at den praksis vedrørende aftrapning, som er beskrevet i Civilretsdirektoratets afgørelse af 19. februar 1990, er i overensstemmelse med Folketingets intentioner ved ændringen af ægteskabsloven. Udformningen af praksis kan derfor ikke i sig selv give mig anledning til bemærkninger.
Efter min gennemgang af sagen må jeg lægge til grund, at myndighedernes afgørelser om ikke at lade bidraget til (B's) underhold bortfalde, ligger inden for rammerne af de citerede lovbestemmelser og den beskrevne praksis.
Inden for disse rammer beror afgørelsen om nedsættelse og eventuelt bortfald af ægtefællebidraget på en skønsmæssigt præget vurdering. En sådan vurdering kan jeg efter de regler, der gælder for min virksomhed, kun kritisere, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Ved min gennemgang af sagen har jeg ikke fundet, at Deres og (B's) alder og status som pensionister udgør sådanne særlige omstændigheder, at jeg har grundlag for at kritisere Overpræsidiets og Civilretsdirektoratets afgørelser."