A klagede til mig over Civilretsdirektoratets afslag på at give ham fuldstændig aktindsigt i et brev med hans fraskilte ægtefælle B's australske adresse.
Det fremgik af sagens akter, at A sammen med B har barnet C, født i 1981. I forbindelse med ophævelse af A's og B's samliv blev Vestsjællands Statsamt anmodet om at fastsætte samværsret for A. Dette skete første gang ved resolution i november 1982.
Den praktiske gennemførelse af samværsretten medførte i de følgende år store problemer.
I 1988 meddelte B's advokat Vestsjællands Statsamt, at B var rejst til udlandet på et længerevarende ophold.
Efterfølgende anmodede advokaten om at få den gældende samværsresolution ophævet. Advokaten meddelte i øvrigt senere, at hun ikke var bekendt med B's adresse i udlandet.
Vestsjællands Statsamt meddelte, at man ikke fandt tilstrækkeligt grundlag for at ændre den bestående afgørelse om samværsret. Det fremgik bl.a. af afgørelsen, at B og sønnen C var rejst ud af landet og ikke forventedes tilbage i indeværende år (1988), at deres opholdssted var ukendt, samt at A havde anmodet om gennemtvingelse af samværsresolutionen.
I 1989 rettede A på ny henvendelse til Vestsjællands Statsamt. A oplyste, at han ikke havde set sin søn i over 1 år. I den anledning forespurgte statsamtet B's nye advokat om, hvorvidt han havde kendskab til B's og C's opholdssted.
Uden at besvare statsamtets henvendelse anmodede B's advokat på ny Vestsjællands Statsamt om midlertidigt at få ophævet A's samværsret med C.
Advokaten skrev en måned senere til Vestsjællands Statsamt, idet han bl.a. anførte:
"...
Jeg skal indtrængende anmode statsamtet om midlertidigt at bestemme, samkvemsretten ikke skal udøves, før landsretssagen mellem parterne vedrørende forældremyndigheden er afklaret. Til dette og som svar på Deres skrivelse ... skal jeg fortroligt til statsamtet alene meddele, at min kundes adresse er følgende:
... (B's adresse) ...
Jeg skal understrege, at denne adresse ikke må udleveres eller oplyses til hverken (A) eller en repræsentant for denne, da (B) desværre har været udsat for meget uheldige episoder og derfor vil have beskyttet sit privatliv.
..."
Statsamtet meddelte B's advokat, at man, forinden der blev truffet en realitetsafgørelse i sagen (formentlig i sagen om eventuel ophævelse af samværsretten), ville sende A en kopi af brevet og anmode ham om en udtalelse. Denne beslutning blev påklaget til Civilretsdirektoratet.
Senere anmodede A's advokat Vestsjællands Statsamt om at måtte blive gjort bekendt med B's australske adresse. Denne anmodning blev videresendt til Civilretsdirektoratet.
Civilretsdirektoratet meddelte A's advokat aktindsigt i den pågældende skrivelse, dog således, at B's adresse blev udeladt.
Direktoratet skrev bl.a.:
"... Civilretsdirektoratet finder det rettest, at (A) gøres bekendt med skrivelsen fra Dem, dog således at adressen udelades, idet (A's) interesse i at blive gjort bekendt med denne oplysning findes at burde vige for et afgørende hensyn til (B), jf. forvaltningslovens § 15, stk. 2, jf. stk. 1. Civilretsdirektoratet har ved afgørelsen navnlig lagt vægt på, at det af folkeregistret alene fremgår, at (B) er udvandret til Australien, og at adressen ikke ses på anden måde at være gjort offentlig tilgængelig, hvorfor (B) må have en afgørende interesse i, at hendes nærmere private adresse beskyttes. Man har endvidere lagt vægt på, at det kan være af afgørende betydning for (A's) mulighed for at varetage sine interesser under samværssagen, at han er bekendt med udvandringen til Australien, men ikke at han kender den nøjagtige adresse.
..."
Herefter klagede A's advokat til mig over Civilretsdirektoratets afslag på at give hans klient aktindsigt i B's fulde adresse.
Under min behandling af sagen rettede A henvendelse dels til Civilretsdirektoratet, og dels til justitsministeren. A's henvendelse omfattede bl.a. også spørgsmålet om aktindsigt i den nævnte adresse.
På den baggrund anmodede jeg A om at afvente Civilretsdirektoratets fornyede behandling af aktindsigtsspørgsmålet, forinden han tog stilling til, om der var grundlag for på ny at klage til mig.
Civilretsdirektoratet fastholdt imidlertid sin tidligere afgørelse om aktindsigtsspørgsmålet.
Herefter klagede A igen til mig.
I en skrivelse til A udtalte jeg følgende:
"Det fremgår af § 9 i forvaltningsloven, at den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter.
Denne ret til aktindsigt begrænses dog af § 15 i samme lov, der har følgende ordlyd:
"Retten til aktindsigt kan i øvrigt begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, herunder
...
Stk. 2. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af et dokument, skal parten gøres bekendt med dokumentets øvrige indhold."
Efter denne bestemmelse kan visse oplysninger - på grundlag af en konkret vurdering - undtages fra aktindsigt.
I afvejningen indgår på den ene side "afgørende hensyn til private eller offentlige interesser" og på den anden side "partens interesser i at kunne benytte sit kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv".
I forarbejderne til bestemmelsen er bl.a. følgende angivet om anvendelsen (Folketingstidende, tillæg A, sp. 140).
"... Det (er) kun afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, der kan begrunde en begrænsning af partens ret til aktindsigt. En sådan begrænsning kan endvidere, ligeledes som hidtil, kun ske på grundlag af en konkret afvejning af de modstående interesser, og denne må foretages for hvert enkelt dokument for sig, jf. forudsætningen herom i stk. 2. ..."
For at kunne begrunde begrænsninger i en parts aktindsigt, må der foreligge konkret "afgørende" hensyn til enten private eller offentlige interesser. Disse hensyn må være af en sådan styrke, at der er nærliggende fare for, at de nævnte interesser vil lide skade af væsentlig betydning, dersom begæringen om aktindsigt imødekommes. (Se Folketingstidende 1969-70, tillæg B, sp. 2138, og Folketingstidende 1963-64, tillæg B, sp. 662).
Foreligger der ikke disse hensyn, er det forhold, at de ønskede oplysninger skønnes at være uden betydning for partens mulighed for at varetage sit tarv, ikke i sig selv tilstrækkeligt til at undtage oplysninger fra aktindsigt.
Afslag på aktindsigt efter § 15, stk. 1, forudsætter således konkrete modstående hensyn af tilstrækkelig vægt. Er disse hensyn ikke til stede, må man fastholde udgangspunktet i forvaltningslovens § 9 og indrømme parten aktindsigt.
Civilretsdirektoratet afslog ved sin(e) afgørelse(r) ... at meddele Dem aktindsigt i den nævnte adresse. Direktoratet lagde navnlig vægt på, at det af folkeregistret alene fremgik, at (B) var udvandret til Australien, og at adressen ikke på anden måde sås at være gjort offentlig tilgængelig.
På den baggrund konkluderede Civilretsdirektoratet, at (B) måtte have en afgørende interesse i, at hendes private adresse blev beskyttet.
Forinden afgørelsen blev truffet, havde (B's) advokat forbudt myndighederne at udlevere adressen, idet han anførte, at hun havde "været udsat for meget uheldige episoder". Hvad der nærmere lå i dette, var ikke uddybet.
Jeg har efter min gennemgang af sagen lagt til grund, at baggrunden for Civilretsdirektoratets oplysning om, at adressen ikke fremgik af folkeregistret, var, at (B) ikke havde anmeldt flytning - og ikke at hun specielt havde anmodet om adressebeskyttelse.
Efter min opfattelse vil (B's) ikke nærmere dokumenterede interesse i, at De ikke er bekendt med hendes australske adresse, ikke være tilstrækkeligt til at bringe undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 15, stk. 1, til anvendelse.
Civilretsdirektoratet har således ikke ved sin afgørelse haft konkrete oplysninger om, hvilke mulige skadevirkninger, der kunne være forbundet med en imødekommelse af Deres begæring om aktindsigt. Tværtimod har myndighederne gennem årene fastholdt, at De - trods problemer med gennemførelse af samværsretten - fortsat havde ret til personligt samvær med Deres barn.
Herefter kan jeg, således som sagen er forelagt for mig, ikke anse det for godtgjort, at Civilretsdirektoratet har haft hjemmel i forvaltningslovens § 15, stk. 1, til at nægte Dem aktindsigt i (B's) australske adresse.
Jeg har gjort Civilretsdirektoratet bekendt med min opfattelse og henstillet, at direktoratet genoptager behandlingen af aktindsigtsbegæringen."
Civilretsdirektoratet genoptog sagen og underrettede mig herefter om, at man efter en fornyet overvejelse på baggrund af min udtalelse fortsat ikke fandt, at A havde krav på aktindsigt i B's australske adresse.
Jeg meddelte Civilretsdirektoratet, at jeg ikke fandt at have tilstrækkelig anledning til at foretage videre på det foreliggende grundlag.