I anledning af avisomtale og efter udlån af akter i en typisk børnefjernelsessag fra Københavns Kommune foretog ombudsmanden af egen drift en generel undersøgelse af, hvordan partshøring gennemføres i børnefjernelsessager i de tilfælde, hvor forældrene ikke tager imod tilbuddet om advokatbistand. Undersøgelsen vedrørte praksis ved Børne- og Ungdomsnævnet i Københavns Kommune og i Den Sociale Ankestyrelse. Efter udformningen af en standardblanket, som kommunen anvendte i disse sager, tydede noget på, at forældre uden advokatbistand ikke automatisk fik tilsendt sagens akter i forbindelse med partshøring, men alene blev orienteret om muligheden for selv at tage initiativ til at få aktindsigt. I den forbindelse udtalte ombudsmanden, at det efter hans opfattelse følger af forvaltningslovens § 19, at socialforvaltningen i disse tilfælde har pligt til at sørge for, at forældrene eller deres repræsentant bliver bekendt med de relevante oplysninger og får lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Ombudsmanden fandt, at reglen om partshøring i bistandslovens § 125, stk. 1, ikke fuldt ud kunne fortrænge forvaltningslovens § 19, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 6.
Københavns Kommune undersøgte herefter 154 sager, hvoraf forældrene i 33 sager ikke havde benyttet advokatbistand. I 20 af disse sager var forældrene ikke blevet partshørt forud for afgørelsen. Det samme gjaldt i 3 ud af 302 undersøgte sager i Den Sociale Ankestyrelse. Ombudsmanden fandt ikke tilstrækkelig anledning til konkret at undersøge, om den undladte partshøring i disse sager var berettiget.
Ombudsmanden orienterede socialministeren og Folketingets Retsudvalg om sagen under hensyn til de igangværende overvejelser om revision af bistandslovens bestemmelser om børn og unge. (J. nr. 1990-1150-062).