A klagede over Civilretsdirektoratets afgørelse vedrørende B's ret til samvær med A's og B's fælles barn.
A og B ophævede samlivet i 1986, og i 1989 fastsatte Københavns Overpræsidium efter ansøgning fra A en samværsresolution, hvori blev fastsat de nærmere rammer for omfanget og udøvelsen af B's samværsret.
Siden ansøgte A nogle gange om ophævelse af B's samværsret bl.a. med henvisning til B's alkoholforbrug.
Københavns Overpræsidium ophævede i maj 1990 B's ret til samvær med barnet.
B klagede herover til Civilretsdirektoratet, som i skrivelse af 12. juli 1990 bestemte, at der skulle fastsættes samværsret for B efter overpræsidiets nærmere bestemmelse. Civilretsdirektoratet havde ved afgørelsen lagt vægt på, at B var i antabusbehandling, hvilket var blevet bekræftet af et alkoholambulatorium.
A anmodede Civilretsdirektoratet om at genoptage sagen. A henviste bl.a. til, at Civilretsdirektoratet burde have indhentet yderligere oplysninger om A's alkoholforbrug m.v.
Civilretsdirektoratet meddelte i brev af 24. august 1990 A følgende afgørelse:
" ...
I den anledning skal man meddele, at Civilretsdirektoratet efter på ny at have gennemgået sagen må fastholde den trufne afgørelse.
Civilretsdirektoratet vedlægger til orientering en kopi af skrivelse fra alkoholambulatoriet. Heraf fremgår, at (B) har været i behandling på alkoholambulatoriet, men at det ikke på noget tidspunkt er lykkedes at gennemføre en behandlingsperiode af rimelig længde, idet (B) har fået tilbagefald.
Civilretsdirektoratet finder fortsat ikke, at oplysningerne fra alkoholambulatoriet giver grundlag for at ophæve samværsretten.
Civilretsdirektoratet har således ikke fundet, at der i sagen foreligger sådanne oplysninger om Deres, (B's) eller (barnets) forhold, at disse kan begrunde fravigelse af udgangspunktet i myndighedsloven, hvorefter et barns forbindelse med begge forældre skal søges bevaret ved at den, der ikke har forældremyndigheden over barnet har ret til samvær med barnet.
Man har desuden ikke fundet grundlag for at søge yderligere oplysninger i sagen.
Såfremt De har konkrete forslag til fastsættelse af vilkår for samværets udøvelse, skal disse fremsættes overfor overpræsidiet."
I en særskilt skrivelse til Civilretsdirektoratet bemærkede jeg følgende om Civilretsdirektoratets begrundelse for afgørelsen af 24. august 1990:
"Efter forarbejderne til forvaltningsloven skal begrundelsen for en afgørelse fremtræde som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold.
De nærmere krav til indholdet af en begrundelse er angivet i forvaltningslovens § 24. Når afgørelsen beror på et skøn, skal begrundelsen, ud over en henvisning til de anvendte retsregler, indeholde en angivelse af de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Om begrundelsen i tilfælde som det foreliggende, hvor der (efter praksis) kræves "særlige grunde" for at undlade at fastsætte samværsret, henvises til Juridisk Grundbog, 1989 bind 54, s. 173. En begrundelse for en afgørelse om at opretholde samværsretten vil opfylde kravene i § 24, hvis den indeholder en henvisning til, hvad der efter praksis er anset for at være særlige grunde, sammenholdt med en konstatering af, at ingen af disse særlige grunde foreligger i den konkrete sag.
Civilretsdirektoratet har ikke i denne sag nærmere redegjort for, hvad der efter praksis kan medføre, at samværsretten fratages en forælder. Civilretsdirektoratet henviser i afgørelsen af 24. april 1990 blot til, at der ikke i sagen er sådanne oplysninger " ... om Deres (...), (B's) eller (barnets) forhold, at disse kan begrunde fravigelse af udgangspunktet i myndighedsloven, hvorefter et barns forbindelse med begge forældre skal søges bevaret ..."
I Civilretsdirektoratets afgørelse af 12. juli 1990 var begrundelsen for, at der - i modsætning til, hvad overpræsidiet havde bestemt - skulle fastsættes samværsret for (B), at han var i antabusbehandling. Ved Civilretsdirektoratets afgørelse af 24. august 1990 forelå oplysning om, at (B) ikke overholdt antabusbehandlingen. Uanset dette fastholdt direktoratet, at der skulle fastsættes samværsret for (B).
Under disse omstændigheder burde Civilretsdirektoratet efter min opfattelse i begrundelsen for afgørelsen af 24. august 1990 have forklaret nærmere, hvorfor bortfaldet af forudsætningen om, at (B) var i antabusbehandling, ikke kunne føre til en anden afgørelse."