A klagede over, at Socialministeriet (SM) ved beregning af social pension anser afkald på retten til at sidde i uskiftet bo efter en afdød ægtefælle for omfattet af § 28, stk. 3, nr. 4, i lov om social pension om forringelse af vedkommendes økonomiske stilling ved bortgivelse eller lignende dispositioner. A gjorde gældende, at opfattelsen var i strid med bistandsloven samt arvelovens regler om hensidden i uskiftet bo, og anførte til støtte herfor, at den længstlevende ægtefælle ifølge arvelovens § 14 har ret til at hensidde i uskiftet bo.
Ombudsmanden udtalte, at hovedvirkningen af hensidden i uskiftet bo er, at den længstlevende ægtefælle overtager fællesboet uden at skulle skifte med fælles livsarvinger, og da ægtefællen i levende live udøver en ejers rådighed over boet, kunne det ikke kritiseres, at SM generelt opfatter adgangen som en økonomisk betryggelse og derfor sidestiller afkald herpå med bortgivelse af midler. Ombudsmanden lagde herved også vægt på, at SM's opfattelse måtte anses for en videreførelse af ældre praksis vedrørende tilsvarende bestemmelser i den tidligere pensionslovgivning. (J. nr. 1990-42-044).