Socialstyrelsen traf afgørelse om at begrænse samkvemmet mellem A og hendes barn B, der var tvangsmæssigt fjernet fra hjemmet. Begrænsningerne bestod bl.a. i, at telefonsamtaler foregik med medhør.
A gjorde gældende, at denne begrænsning i samkvemmet var i strid med grundlovens § 72 og savnede hjemmel i bistandsloven.
Ombudsmanden udtalte, at et så væsentligt indgreb i privatlivets fred som det her foreliggende kræver klar og sikker hjemmel i lovgivning. Han nærede derfor betænkelighed ved at anse indgrebet for hjemlet i medfør af en analogi af regler om brevkontrol udstedt i henhold til bistandsloven. Desuden anså ombudsmanden begrænsningen for et indgreb i den ved grundlovens § 72 sikrede ret til at føre hemmelige telefonsamtaler. Ombudsmanden lagde ved afgørelsen til grund, at den i § 72 indeholdte beskyttelse gælder både inden og uden for strafferetsplejen. Ombudsmanden fandt endvidere på baggrund af formålet med grundlovens § 72 og et enigt standpunkt i teorien, at der ikke på tidspunktet for den trufne afgørelse forelå fornødent retligt grundlag for at fravige kravet i § 72 om retskendelse.
Under hensyn til den tvivl, der dog må siges at bestå om de rejste spørgsmål, fandt ombudsmanden ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere de gældende regler som værende uden hjemmel eller grundlovsstridige. Ombudsmanden henstillede dog til Socialministeriet, at en udtrykkelig lovregulering søgtes tilvejebragt, og han gjorde Retsudvalget bekendt med sin udtalelse. (J. nr. 1989-579-062).