A klagede over to afgørelser fra Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen (nu Arbejdsmarkedets Ankenævn). Ved afgørelserne tiltrådte ankenævnet Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelser om, at A ikke var berettiget til at modtage dagpenge under jobsøgning i Tyskland, idet hun ikke havde været tilmeldt arbejdsformidlingen som ledig i 4 uger umiddelbart inden afrejsen.
Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at A var tilmeldt arbejdsformidlingen som ledig fra den 22. oktober 1987. Den 6. juni 1988 ansøgte A om at bevare dagpengeretten under jobsøgning i Tyskland fra den 14. juni 1988; hun havde afholdt ferie og modtaget feriedagpenge fra den 16. maj til den 21. maj 1988.
Med henvisning til denne ferie meddelte Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen A afslag på hendes ansøgning. Direktoratet anførte, at de 4 ugers ledighed, som efter artikel 69 i EF-forordning nr. 1408/71 er en betingelse for overførsel af dagpengeret, efter direktoratets praksis skal ligge umiddelbart før afrejsen, og henviste til sit cirkulære af 11. december 1986, afsnit II, ad 3.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse, men anmodede samtidig direktoratet om at tage stilling til, hvorvidt der var grundlag for i A's tilfælde at dispensere fra 4-ugersreglen, jf. sidste punktum i artikel 69.
Efter at direktoratet havde afslået at dispensere, klagede A på ny til ankenævnet.
Ankenævnet fandt ikke grundlag for at pålægge direktoratet at dispensere fra 4 ugers reglen.
I forbindelse med klagen til mig anførte A, at hun opfyldte artikel 69's betingelser for at modtage dagpenge under jobsøgning i Tyskland, og at afslaget alene byggede på Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens praksis.
I en udtalelse til mig anførte Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen:
"...
Ifølge overskriften til artikel 69 i EF-forordning nr. 1408/71 indeholder artiklen "betingelser og grænser for bevarelse af ret til ydelser", og ifølge artikel 69, stk. 1, skal ansøgere være helt arbejdsløs og opfylde de i lovgivningen foreskrevne betingelser for ret til ydelser for at kunne bevare sin ret til ydelser.
På baggrund af denne ordlyd har direktoratet fundet det naturligt at placere de i artikel 69, stk. 1, litra a nævnte 4 uger umiddelbart forud for den periode, for hvilken der skal ydes arbejdsløshedsdagpenge under arbejdssøgning i et andet EF-land.
Fortolkningen af bestemmelsen i artikel 69 var medio 1986 genstand for drøftelser i direktoratet, dels i forbindelse med ombudsmandens henvendelse til direktoratet om udstedelse af attesterne, og dels i forbindelse med ankenævnets tilbagesendelse af nogle sager til direktoratet om spørgsmålet.
Efter at problemstillingen har været forelagt Arbejdsministeriets departement, der var enig i direktoratets fortolkning af bestemmelsen, blev fortolkningen indarbejdet i direktoratets cirkulære af 22. december 1986, og er nu fastsat i direktoratets B-vejledning af 24. april 1989.
Det følger videre af artikel 69, stk. 1, litra a, at det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution kan give samtykke til, at medlemmet rejser inden udløbet af 4-ugers-perioden.
Direktoratet kan til dette oplyse, at direktoratet kun i få tilfælde dispenserer for 4-ugers-reglen. Dette sker kun i forbindelse med, at et medlem har indgået aftale om en ansættelsessamtale, der bevirker, at 4-uger-fristen ikke kan overholdes. Direktoratet dispenserer således ikke i forbindelse med afholdelse af ferie i 4-uger-perioden, idet medlemmet i denne periode skal være fuldt ud til rådighed for arbejdsmarkedet i Danmark.
Direktoratet accepterer endvidere kun sygdom i 4-ugers-perioden af højst 3 dages varighed.
Endelig skal det bemærkes, at direktoratet i sin tidligere pjece "Om at få danske dagpenge, mens du søger arbejde i andre EF-lande" og nuværende pjece "Om at være arbejdsløshedsforsikret i EF", som kan fås på alle arbejdsformidlingskontorer og i arbejdsløshedskasserne, gør opmærksom på, at man bl.a. ikke må afholde ferie i 4-uger-perioden.
..."
Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen henviste i sin udtalelse til direktoratets udtalelse og bemærkede følgende:
"... at nævnet i 1985-86 behandlede en række klager over afgørelser, hvor direktoratet havde givet afslag på dagpengeudbetaling til arbejdsløshedskassemedlemmer under arbejdssøgning i andet EF-land under henvisning til, at de pågældende - som havde holdt ferie indenfor de sidste 4 uger før afrejsen - ikke havde stået til rådighed for arbejdsformidlingen i mindst 4 uger før afrejsen.
Efter drøftelse på ankenævnets møde den 14. november 1985 af de ovennævnte sager besluttede ankenævnet at tilbagesende disse sager til fornyet afgørelse i direktoratet. Ankenævnet henviste til, at nævnet ikke fandt, at der var hjemmel i artikel 69, stk. 1, pkt. a, i forordning 1408/71 til at kræve, at en ansøger i hele 4 uger før sin afrejse havde været tilmeldt arbejdsformidlingen her i landet.
Ankenævnet fandt, at der ville kunne stilles krav om en sammenhængende ledighedsperiode på mindst 4 uger i hvert fald på det tidspunkt, hvor der blev indgivet ansøgning om tilladelse til at bevare dagpengeretten under arbejdssøgning i udlandet, men at den omstændighed, at medlemmet herefter afholder optjent ferie i perioden op til afrejsen, ikke kan medføre at betingelserne i artikel 69, stk. 1, pkt. a, ikke anses for opfyldt.
Direktoratet forelagde herefter problemstillingen for Arbejdsministeriets departement.
Der henvises til det vedlagte brev fra Arbejdsministeriet af 25. september 1986. Som det fremgår blev fortolkningen af artikel 69, stk. 1, pkt. a, fastlagt på et møde i Arbejdsministeriet med deltagelse af Socialministeriets Internationale Kontor, Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, Arbejdsministeriets Internationale Kontor og 2. kontor.
Ankenævnets sekretariat har, efter udsendelse af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens cirkulære om arbejdsløshedsforsikringsforholdene for vandrende arbejdstagere i EF af 11. december 1986, i forbindelse med behandlingen af en konkret sag anmodet om en nærmere redegørelse for direktoratets krav om 4 ugers komplet ledighed op til afrejsedagen.
Direktoratet har hertil oplyst, at direktoratet fandt, at ovennævnte fortolkning stemte overens med bestemmelsens intention om, at ordningen, hvorefter udbetaling af danske dagpenge i et andet EF-land var en mulighed, der gives til arbejdssøgende, der reelt var ledige og til rådighed for arbejdsmarkedet på afrejsetidspunktet.
Betingelsen om, at der ikke måtte forekomme ferie i 4 ugers perioden var opstillet for at forhindre, at kravet om at pågældende skulle være til rådighed for arbejdsmarkedet blev gjort illusorisk.
For så vidt angår (A's) sag bemærkes, at ankenævnet ved sin afgørelse meddelt den 20. februar 1989 tiltrådte, at hun ikke opfyldte betingelserne for at modtage danske dagpenge under arbejdssøgning i Tyskland, jf. artikel 69 i EF-forordning 1408/71, idet hun havde holdt ferie fra den 16. maj - 21. maj 1988, og således ikke havde været tilmeldt arbejdsformidlingen i 4 uger umiddelbart før afrejsen den 14. juni 1988. Samtidig bad ankenævnet imidlertid direktoratet om at tage stilling til, om der var grundlag for i denne sag at dispensere fra 4 ugers perioden, jf. artikel 69, stk. 1, a) sidste punktum.
Direktoratet afslog den 17. marts 1989 dispensation.
Ankenævnet tiltrådte den 31. august 1989 direktoratets afslag på dispensation.
..."
Jeg udtalte jeg i en skrivelse til A:
"Artikel 69 i EF-forordning nr. 1408/71 indeholder betingelser og grænser for bevarelse af ret til ydelser til arbejdsløse, der rejser til en anden medlemsstat. I artiklens stk. 1 er bl.a. fastsat følgende:
"En helt arbejdsløs arbejdstager, der opfylder de i en medlemsstats lovgivning foreskrevne betingelser for ret til ydelser, og som rejser til en eller flere andre medlemsstater for at søge beskæftigelse dér, bevarer sin ret til disse ydelser under følgende betingelser og inden for følgende grænser:
- a) han skal før sin afrejse have været tilmeldt som arbejdssøgende og have stået til den kompetente stats arbejdsformidlings rådighed i mindst fire uger, efter at han er blevet arbejdsløs. Det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution kan dog give samtykke til, at han rejser inden udløbet af denne frist:
...
- c) retten til ydelser bevares i et tidspunk af højst tre måneder,
..."
I Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens dagældende cirkulære af 11. december 1986 var det i afsnit II, ad 3, anført:
"...
Ifølge forordning nr. 1408/71, artikel 69, kan et helt ledigt dagpengeberettiget medlem (såvel arbejdstager som selvstændig erhvervsdrivende), der rejser til en eller flere medlemsstater (EF-lande) for at søge arbejde, bevare retten til danske dagpenge i indtil 3 måneder på betingelse af, at pågældende har været tilmeldt arbejdsformidlingen (i Danmark) som ledig og arbejdssøgende i mindst 4 uger, efter at pågældende blev arbejdsløs.
Disse 4 uger skal ifølge direktoratets praksis ligge umiddelbart før afrejsen, og der skal være tale om komplet ledighed. Det betyder,
at medlemmet ikke kan kombinere afrejsen med afholdelse af ferie,
at arbejde (herunder også arbejdstimer, der anføres som bierhverv) - også af kort varighed - afbryder 4-ugers-perioden, og at en ny 4-uger-periode med fuldstændig arbejdsløshed må påbegyndes, og
at mere end en enkelt sygdomsperiode af højst 3 dages varighed afbryder 4-ugers-perioden, og at en ny 4-ugers-periode må påbegyndes.
..."
Af direktoratets udtalelse af 13. november 1989 til mig fremgår det, at betingelsen om 4 ugers ledighed umiddelbart før afrejsen havde været drøftet på et møde med deltagelse af bl.a. repræsentanter for Arbejdsministeriets departement inden udsendelsen af cirkulæret. Indholdet af drøftelsen vedrørende betingelsen om 4 ugers ledighed fremgår af den af ankenævnet nævnte skrivelse af 25. september 1985 fra Arbejdsministeriet og svarer til det, som blev fastsat i cirkulæret.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens nugældende vejledning af 24. april 1989 om arbejdsløshedsforsikring i relation til EF har om betingelsen om 4 ugers ledighed et til det tidligere cirkulære svarende indhold, dog er (udtrykkeligt) anført, at medlemmet "ikke må afholde ferie i 4-ugers-perioden".
Arbejdsministeriet har i sin ovennævnte skrivelse af 25. september 1985 givet udtryk for, at intentionerne bag bestemmelsen i artikel 69, stk. 1, må være, at et ledigt medlem, der forgæves har søgt arbejde her i landet i mindst 4 uger, kan få mulighed for at søge arbejde i de øvrige EF-lande i op til 3 måneder og samtidig få udbetalt danske dagpenge.
Den fastsatte betingelse om 4 ugers ledighed umiddelbart før afrejsen må ses som udtryk for, at jobsøgningen i et andet EF-land skal have nøje tilknytning til en ledigheds- og forgæves arbejdssøgningsperiode her i landet.
Efter min opfattelse er det ikke uden videre klart, om betingelsen om 4 ugers ledighed umiddelbart inden afrejsen kan fastsættes inden for rammerne af bestemmelserne i artikel 69.
Dette spørgsmål må bedømmes efter indholdet i EF-forordningens bestemmelser.
Ombudsmanden har i flere sager udtalt, at han ved bedømmelsen af spørgsmål, der helt eller delvis, direkte eller indirekte må vurderes efter EF-retlige regler, finder at måtte udvise nogen tilbageholdenhed, idet ombudsmandsembedet i almindelighed må anses for et mindre egnet forum for afklaring af rækkevidden af EF-retlige regler. Det bemærkes i den forbindelse, at ombudsmanden ikke har adgang til at forelægge sådanne spørgsmål for De Europæiske Fællesskabers Domstol til præjudiciel afgørelse, således som det tilkommer - og i et vist omfang påhviler - de nationale domstole i EF-traktatens artikel 177.
Jeg finder herefter ikke at burde tilkendegive nogen opfattelse med hensyn til myndighedernes afgørelse i Deres sag."