A klagede over en afgørelse af 3. oktober 1989 fra Undervisningsministeriet, hvorefter han blev anset for inhabil i forbindelse med nedsættelsen af et bedømmelsesudvalg til behandling af ansøgninger til docenturer ved Danmarks Lærerhøjskole. Inhabiliteten blev statueret med henvisning til omstændigheder under et sagsforløb i 1981-84 i forbindelse med A's deltagelse i bedømmelsen af en disputats fra B, som var ansøger til en docentstilling.
Undervisningsministeriet henviste i afgørelsen bl.a. til et notat fra lærerhøjskolens administration, hvorefter A's negative bedømmelse af B's disputats sammenholdt med A's adfærd i forbindelse med bedømmelsen måtte vække tvivl om A's upartiskhed ved bedømmelsen af B som ansøger til en docentstilling.
A gjorde gældende, at der var tale om faglig uenighed i forbindelse med bedømmelsen af disputatsen, og at der intet var i sagsforløbet, som berettigede til at erklære ham inhabil.
I anledning af A's klage bad jeg Undervisningsministeriet om en udtalelse. Jeg anførte bl.a. følgende:
"I inhabilitetssager af denne karakter vil der efter omstændighederne kunne være særlig anledning til at overveje, hvorvidt grundlaget for at statuere inhabilitet er fuldt tilstrækkeligt, idet særlige modhensyn kan gøre sig gældende i sager om bedømmelse af videnskabelige arbejder. Jeg bemærker i denne forbindelse, at forsøg på at hævde et modsætningsforhold for (af andre grunde) at undgå en bestemt person som bedømmer selvsagt ikke vil kunne føre til inhabilitet, jf. Juridisk Grundbog, 4 (1989), s. 76.
Under henvisning hertil beder jeg om, at ministeriet i sin udtalelse kommer ind på, hvorvidt ministeriet i den konkrete sag har overvejet dette spørgsmål nærmere."
Undervisningsministeriet udtalte herefter:
"...
I denne anledning skal man udtale, at ministeriet kan henholde sig til sin skrivelse af 3. oktober 1989. Der blev heri givet udtryk for, at ministeriet ikke fandt grundlag for at tilsidesætte den trufne afgørelse af inhabilitetsspørgsmålet, og at dette i nogen grad måtte afhænge af et skøn. Ministeriet fandt heller ikke grundlag for at sætte sagen om besættelse af docentstillingerne i bero.
For så vidt angår det i ombudsmandens skrivelse nævnte spørgsmål skal oplyses, at det ikke ses at være taget op til særskilt behandling i denne sag, men at man fra ministeriets side er opmærksom på spørgsmålet, jfr. således medfølgende kopi af ministeriets skrivelse af 2. januar 1989, hvor der ligeledes var spørgsmål om (A's) habilitet i forbindelse med nedsættelse af et bedømmelsesudvalg, og hvori man (side 3 forneden) erklærede sig enig i, at en ansøger ikke énsidigt burde kunne etablere et modsætningsforhold til en person med henblik på udelukkelse af den pågældende fra medvirken ved en bedømmelse."
I et brev til A udtalte jeg følgende:
"Almindelige bestemmelser om speciel inhabilitet findes nu i forvaltningslovens kapitel 2. Bestemmelser i andre love eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, som i videre omfang medfører inhabilitet, opretholdes, jf. forvaltningslovens § 34.
Efter § 3, stk. 4, i Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 597 af 3. december 1975 om ansættelse i professorstillinger, videnskabelige adjunkt/lektorstillinger og eksterne lektorater ved de højere uddannelsesinstitutioner under Undervisningsministeriet kan ingen vælges til medlem af et bedømmelsesudvalg, når der foreligger omstændigheder, der er egnet til at vække tvivl om den pågældendes upartiskhed.
Denne bestemmelse kan dog ikke antages at medføre inhabilitet i videre omfang end efter de almindelige bestemmelser i forvaltningslovens kapitel 2, jf. den sag, der er omtalt i Folketingets Ombudsmands Beretning for 1977, s. 649. I denne sag lagde ombudsmanden til grund, at bestemmelsen i bekendtgørelsens § 3, stk. 4, svarer til den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om inhabilitet, som siden er blevet lovfæstet i forvaltningslovens kapitel 2.
Ombudsmandssagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt der forelå inhabilitet i et bedømmelsesudvalg vedrørende besættelsen af en stilling som professor ved Københavns Universitet. Det pågældende medlem af bedømmelsesudvalget havde ved 3 tidligere lejligheder foretaget en bedømmelse af en af ansøgernes kvalifikationer. Hertil udtalte ombudsmanden bl.a., at den omstændighed, at en person tidligere har været medvirkende ved bedømmelsen af en ansøger til f.eks. en tjenestemandsstilling, ikke medfører, at han er inhabil ved en fornyet bedømmelse af ansøgeren i en ny sammenhæng. Noget andet er, at der på grund af en tidligere bedømmelse kan have udviklet sig et sådant forhold mellem ansøgeren og den pågældende bedømmer, at det må påregnes, at ansøgeren ikke vil have tillid til sagligheden af bedømmerens ny vurdering. Det vil da være ønskeligt, om der tages hensyn hertil ved bedømmelsesudvalgets sammensætning. Undtagelsesvis kan det omtalte forhold være udviklet til et sådant særligt skarpt modsætningsforhold, at der foreligger egentlig inhabilitet, således at bedømmeren er retligt afskåret fra medlemskab (s. 657, 1. spalte).
På baggrund af bl.a. denne sag vedtog konsistorium ved Københavns Universitet den 14. juni 1978 "Retningslinjer for behandling af habilitetsproblemer for medlemmer af fagkyndige bedømmelsesudvalg". Retningslinjerne blev af Direktoratet for de Videregående Uddannelser (nu Undervisningsministeriet, Universitetsafdelingen) udsendt til orientering for de højere uddannelsesinstitutioner.
I retningslinjerne anføres bl.a.:
"Det følger af de almindelige synspunkter om habilitet, at særligt venskab eller udpræget fjendskab kan bevirke inhabilitet. Der er her tale om kriterier, der ikke mindst inden for universitetsverdenen er særdeles vanskelige at arbejde med, idet bedømmere og de, der skal bedømmes, ofte kender hinanden på forhånd. Den strikte håndhævelse af, at venskab/fjendskab medfører inhabilitet, kan let føre til, at det er umuligt at sammensætte fagkyndige bedømmelsesudvalg. Man bør derfor normalt kun antage, at der foreligger inhabilitet, hvis venskabet/fjendskabet fremtræder klart og er af ikke ubetydelig styrke. Almindelige kollegial sympati medfører ikke inhabilitet. Det samme gælder faglig uenighed - inden for rammerne af sædvanlig akademisk levemåde."
Også disse retningslinjer må efter min opfattelse antages at svare til den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om inhabilitet, som nu er lovfæstet i forvaltningslovens kapitel 2.
I den foreliggende sag er jeg mest tilbøjelig til at mene, at (A) ikke har været direkte omfattet af forvaltningslovens inhabilitetsregler. Jeg bemærker herved, at min gennemgang af sagen efterlader det indtryk, at lærerhøjskolen har tillagt den faglige uenighed, der bestod mellem (A) og (B), betydelig vægt uden i samme grad at have lagt vægt på, at dette forhold efter forvaltningslovens grundsætninger om inhabilitet kun får betydning, såfremt det giver sig videregående udslag i et klart og gensidigt ytret modsætningsforhold af rent personlig karakter og af en vis styrke.
Forvaltningsloven indeholder imidlertid alene en lovfæstelse af mindstekrav vedrørende de grundlæggende rettigheder, der tilkommer den, der er part i en forvaltningssag. Loven er ikke til hinder for, at forvaltningsmyndighederne tillægger parterne videregående forvaltningsprocessuelle rettigheder og beføjelser; jf. herved bestemmelserne i lovens §§ 34-36, som opretholder mere vidtgående bestemmelser om inhabilitet, aktindsigt og begrundelse, der er fastsat ved eller i henhold til anden lovgivning. Forvaltningslovens almindelige bestemmelser om inhabilitet er således i almindelighed ikke til hinder for, at en myndighed vil kunne anvende videregående inhabilitetsregler.
Med hensyn til reglerne om speciel inhabilitet er det især ombudsmandens opgave at påse, at forvaltningsmyndighederne overholder forvaltningslovens niveau. Såfremt en myndighed statuerer inhabilitet i videre omfang, vil det som udgangspunkt ikke kunne give ombudsmanden anledning til bemærkninger. Endvidere er ombudsmanden efter praksis tilbageholdende med at behandle klager fra offentligt ansatte, hvori det gøres gældende, at vedkommende med urette er anset for inhabil. Jeg henviser herved til, at loven om Folketingets Ombudsmand i første række antages at tage sigte på den enkelte borgers retssikkerhed i forhold til forvaltningsmyndighederne. Det samme gælder forvaltningsloven, der som nævnt indeholder en række grundlæggende rettigheder for den, der er part i en forvaltningssag. En offentligt ansat, der i forhold til en konkret sag erklæres inhabil, har ikke partsstatus i forhold til sagens realitet.
Disse synspunkter fører til, at jeg i sager, hvor en offentligt ansat klager over, at han er anset for inhabil, kun vil kunne udtale kritik, såfremt der foreligger særlige omstændigheder. Der kunne eksempelvis være tale om, at en medarbejder blev anset for specielt inhabil i et sådant omfang, at det på afgørende måde påvirkede og ændrede indholdet af den pågældendes stilling. Særligt vedrørende videnskabelige bedømmelsesudvalg ville det også kunne give mig anledning til kritik, dersom en person blev erklæret speciel inhabil på et grundlag, der måtte antages at udspringe af et usagligt ønske om at undgå den pågældendes faglige medvirken ved bedømmelsen. Jeg har ved min gennemgang af sagen overvejet, om sådanne forhold har gjort sig gældende, men ikke i de foreliggende oplysninger fundet grundlag for at fastslå noget sådant.
Hertil kommer, at bedømmelsen af, om der foreligger et inhabilitetsbegrundende modsætningsforhold, indeholder visse elementer af skønsmæssig karakter. Sådanne skønsmæssige vurderinger er jeg efter de regler, der gælder for min virksomhed, normalt afskåret fra at tage stilling til.
På denne baggrund finder jeg ikke, at jeg på det foreliggende grundlag kan kritisere Undervisningsministeriets afgørelse af 3. oktober 1989."