A klagede over den tid, der indtil da var medgået til Told- og Skattestyrelsens (TOS) besvarelse af hans anmodning om aktindsigt.
A havde i august 1988 anmodet Skatteministeriet, Departementet (SKM) om aktindsigt. SKM oversendte først skrivelsen til Statsskattedirektoratet (SSD) i august 1989. Skrivelsen sås ikke at være indjournaliseret i SSD. I februar 1990 erindrede A SKM om sagen. SKM oversendte skrivelsen til SSD som en anmodning om sagens fremskyndelse. A's erindringsskrivelse blev indjournaliseret i SSD, men bortkom senere. Først efter henvendelse fra ombudsmandens kontor imødekom Told- og Skattestyrelsen (TOS) A's begæring om aktindsigt og traf samtidig afgørelse i sagen.
Ombudsmanden (FO) konstaterede, at sagen havde været 2 år og 8 måneder under behandling, og at afgørelse først var blevet truffet efter henvendelse fra FO's kontor. FO fandt, at SKM's og TOS's behandling af sagen havde været helt uantagelig. Da det blev konstateret, at der var begået fejl, burde SKM have truffet foranstaltninger med henblik på at sikre, at A snarest modtog en besvarelse. FO anmodede TOS om at oplyse årsagen til, at der ikke ved styrelsens restancekontrol, blev konstateret, at der i en sag var en ubesvaret skrivelse. FO fandt det uforståeligt, at hans høringsskrivelse til SKM ikke førte til, at aktindsigtsbegæringen straks blev besvaret. FO fandt det beklageligt, at der i strid med forvaltningslovens § 11, stk. 1, blev truffet afgørelse om sagens realitet samtidig med, at der blev meddelt aktindsigt. FO gik ud fra, at SKM og TOS på baggrund af sagen overvejede, om der måtte være behov for ændring eller præcisering af sagsgange i ministeriet/styrelsen. (J. nr. 1990-1601-220).