FOB 90.67

Afslag på aktindsigt i efterforskningssag, fangstjournaler og logbøger - begrundelse.

01-01-1990

A anmodede Fiskeriministeriet om aktindsigt i "ministeriets efterforskning m.m. vedrørende mistanke om fartøjet B's ulovlige brislingefiskeri i Østersøen" samt om aktindsigt i samtlige fangstjournaler og logbøger 3 år bagud for fiskefartøjerne B, C og D.

Ministeriet afslog anmodningen under henvisning til offentlighedslovens §§ 2 og 12.

Da sagen vedrørende fartøjet B's fiskeri i Østersøen på tidspunktet for A's henvendelse var overgivet til politiet og derfor omfattet af offentlighedslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., gav det ikke ombudsmanden grundlag for kritik, at denne del af A's anmodning var blevet afslået. Ligeledes kunne ombudsmanden ikke kritisere, at ministeriet anså fiskefartøjerne B, C og D's logbøger for "drifts- eller forretningsforhold el.lign." i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2, og at ministeriet anså det for at være af væsentlig økonomisk betydning for ejerne, at begæringen om aktindsigt ikke blev imødekommet.

Derimod fandt ombudsmanden det kritisabelt, at Fiskeriministeriet   i skrivelsen, hvorved anmodningen om aktindsigt blev afslået, ikke præciserede, hvilke dokumenter henvisningen til offentlighedslovens § 2 tog sigte på, samt at ministeriet ikke angav hovedhensynene bag afslaget i henhold til § 12 samt præciserede, at der var tale om anvendelse af bestemmelsens andet led. (J. nr. 1989-1687-37).