A klagede over, at Justitsministeriet havde tiltrådt en afgørelse truffet af Politimesteren i Ålborg om afvisning af en klage, som A havde indgivet imod en dansk polititjenestemand.
Af sagens akter fremgik det, at A's klage vedrørte en episode, som fandt sted i Ålborg Politikreds i forbindelse med, at A sammen med sin kone og søn var på vej fra den dansk/tyske grænse til Frederikshavn, hvorfra A skulle videre til Norge. A's søn kørte i en bil, som var købt i USA og sejlet til Bremerhafen, hvor den havde været udsat for hærværk. Ved grænsen påtalte det danske politi køretøjets stand, men nedlagde ikke noget kørselsforbud, da køretøjet skulle videre til Norge.
I Ålborg Politikreds blev bilen standset af en politiassistent og indbragt til bilinspektionen i Ålborg, hvor bilinspektøren efter at have undersøgt bilen nedlagde forbud mod køretøjets fortsatte kørsel som følge af, at det var behæftet med en række sikkerhedsmæssige fejl og mangler. A's søn fik i den anledning tilsendt et bødeforlæg på 500 kr. for overtrædelse af den danske færdselslovs § 67, stk. 1 og 2.
A klagede i en skrivelse, indgivet til den danske ambassade i Oslo, over, at politiassistenten havde optrådt ukorrekt bl.a. ved i forbindelse med, at A blev stoppet, at have optrådt arrogant og i den forbindelse udtalt "snak dansk - nu er vi i Danmark". A klagede endvidere over, at politiassistenten i ventetiden på bilinspektionen orienterede uvedkommende omkringstående om A's søns private forhold. A redegjorde i skrivelsen samtidig for, at A og hans søn med det samme over for politiassistenten havde meddelt, at der var givet dispensation til kørslen af det danske politi ved grænsen, ligesom A i skrivelsen oplyste, at hans søn under henvisning hertil havde klaget over at have modtaget et bødeforlæg i sagen.
Det fremgik endvidere af sagens oplysninger, at bødesagen på grund af den fremsatte indsigelse blev fremsendt til retten til afgørelse. Efter at A havde påklaget bødeforlægget til Statsadvokaten i Ålborg bl.a. under henvisning til den af politiet ved grænsen givne dispensation, meddelte Politimesteren i Ålborg, at det nu ved nærmere undersøgelse var blevet bekræftet, og at der - uanset at der fortsat havde foreligget en ulovlig kørsel trods den givne dispensation - efter det herefter foreliggende ikke ville blive foretaget videre i bødesagen.
A's klage over politiassistenten blev via Justitsministeriet fremsendt til Politimesteren i Ålborg med henblik på sagens indbringelse for Lokalnævnet for Ålborg Politikreds.
Klagen blev besvaret af Politimesteren i Ålborg ved en skrivelse til A, hvori der bl.a. blev redegjort for hovedindholdet af de fra politiassistenten og bilinspektøren indhentede udtalelser, og for, at klagen havde været behandlet på et møde i lokalnævnet, hvor lokalnævnets medlemmer og den lokalnævnet tilknyttede advokat enstemmigt besluttede, at klagesagen måtte betragtes som tilstrækkeligt oplyst. I skrivelsen var herefter anført følgende:
"...
Jeg må - på baggrund af de foreliggende oplysninger, der også efter min opfattelse belyser sagen på fuld tilstrækkelig måde - meddele Dem, at jeg ikke finder grundlag for at fastslå, at politiassistent ..... har optrådt ukorrekt overfor Dem eller Deres søn på nogen måde, hvorfor Deres klage herom afvises."
Efter at A på begæring havde fået tilsendt kopier af afhøringsrapporterne vedrørende politiassistenten og bilinspektøren, imødegik A disses forklaringer i en skrivelse til Politimesteren i Ålborg, idet A bl.a. redegjorde for, at politiassistentens ukorrekte optræden havde fundet sted på tidspunkter, hvor bilinspektøren ikke havde været til stede, ligesom A til støtte for sin fremstilling af sagen vedlagde to skriftlige fremstillinger af begivenhedsforløbet fra henholdsvis hans søn og hans hustru. A tilkendegav samtidig, at han ønskede politimesterens afgørelse påklaget til Justitsministeriet.
Efter at være blevet anmodet om at fremkomme med sine eventuelle supplerende bemærkninger dels i klagesagen vedrørende politiassistenten, dels i en sag, hvor A havde fremsat krav om refusion af en udgift på 732 kr. til transport af bilen fra Ålborg til Frederikshavn, anførte A i en skrivelse til Justitsministeriet bl.a., at det havde undret ham, at det først var efter hans klage i bødesagen til Statsadvokaten i Ålborg, at rigtigheden af hans oplysninger om den ved grænsen givne dispensation blev nærmere undersøgt.
I en skrivelse til A stadfæstede Justitsministeriet politimesterens afgørelse med følgende begrundelse:
"...
Efter en gennemgang af sagen skal man meddele, at Justitsministeriet ikke har fundet grundlag for kritik af den pågældende polititjenestemands adfærd. Ved afgørelsen har Justitsministeriet lagt vægt på de samme forhold, som politimesteren har henvist til som begrundelse for sin afgørelse. På baggrund af de af polititjenestemanden og (bilinspektøren) ... afgivne forklaringer har Justitsministeriet således ikke fundet grundlag for at fastslå, at politjenestemanden har tiltalt Dem uhøfligt eller ukorrekt, eller at han uberettiget har orienteret uvedkommende om Deres søns private forhold. ..."
Justitsministeriet tog ved sin afgørelse tillige stilling til det af A fremsatte refusionskrav, som blev afslået, idet ministeriet samtidigt beklagede, at politiet ved den danske grænse fejlagtigt havde tilladt bilen at køre ind i Danmark.
A bad Justitsministeriet om at oplyse, hvorvidt Justitsministeriet ved sin afgørelse vedrørende klagen over politiassistenten havde taget hensyn også til de i sagen fremsendte redegørelser fra hans hustru og søn. Som svar herpå meddelte Justitsministeriet bl.a. følgende i en skrivelse til A:
"...
I den anledning skal man meddele, at Justitsministeriets afgørelse af 4. januar 1989 er truffet på baggrund af en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger om de retlige og faktiske forhold i sagen, herunder de af Deres kone og søn afgivne forklaringer.
..."
I A's klage til mig klagede han alene over den del af Justitsministeriets afgørelse, som vedrørte afvisningen af hans klage over politiassistenten, idet han specielt fremhævede, at afgørelsen hvilede på et forkert grundlag, eftersom den bl.a. lagde vægt på bilinspektørens forklaring, uanset at han ikke havde været vidne til de påklagede episoder.
I en udtalelse i anledning af klagen henholdt Justitsministeriet sig til sin afgørelse med den deri anførte begrundelse.
Jeg udtalte følgende i en skrivelse til A:
"De har i Deres klage af 28. februar 1988 bl.a. anført, at De på bilinspektionen bad om at få oplyst navnet på politiassistenten "etter han selv hadde forlatt stasjonen like uhöflig som han startet". I den udtalelse, som er indhentet fra bilinspektør ....., har denne bl.a. kommenteret dette udsagn, hvorfor jeg ikke finder at kunne kritisere, at der ved den påklagede afgørelse også er lagt vægt på bilinspektørens forklaring.
Afgørelsen i en sag som den foreliggende, hvor påstand står imod påstand, afhænger i øvrigt af en bevismæssig vurdering, som i det foreliggende tilfælde yderligere vanskeliggøres af, at man ikke kan bortse fra, at der kan være opstået misforståelser af sproglige grunde. På denne baggrund samt på baggrund af sagens behandling i lokalnævnet finder jeg ikke, at der er rimelig grund til at antage, at yderligere undersøgelser fra min side vil kunne føre til en nærmere afklaring af hændelsesforløbet.
Jeg finder herefter ikke at kunne kritisere Justitsministeriets afgørelse vedrørende Deres klage, således som denne afgørelse er kommet til udtryk i Justitsministeriets skrivelser af 4. januar og 19. januar 1989.
Det skal dog bemærkes, at jeg finder det uheldigt, at der af politimesteren i Ålborg blev rejst straffesag imod Deres søn, uden at man forinden havde undersøgt rigtigheden af de oplysninger, som forelå fra Dem og Deres søn om den givne dispensation. Jeg har gjort Justitsministeriet og Politimesteren i Ålborg bekendt med min opfattelse.
..."