A erhvervede en fast ejendom i marts 1986 og solgte ejendommen i december 1987. A havde beboet ejendommen sammen med sin samlever og deres fælles barn. Told- og Skattestyrelsen meddelte afslag på A's anmodning om dispensation efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2. Styrelsen oplyste, at der dispenseres ved opløsning af et fast samlivsforhold mellem to personer, uanset køn og uanset forholdets karakter, og hvad enten samlivsforholdet opløses ved fraflytning eller død. Styrelsen begrundede afgørelsen med, at det i praksis - med henblik på at sikre, at der kun dispenseres i de tilfælde, hvor samlivet har haft en fastere karakter - kræves, at parterne har ejet ejendommen i sameje.
Den praksis, som Told- og Skattestyrelsen havde givet udtryk for, og hvorefter der kun dispenseres i de tilfælde, hvor samlivet har haft en fastere karakter, gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger. Ombudsmanden fandt imidlertid, at afgørelsen af, i hvilke tilfælde der foreligger samliv af fastere karakter, må bero på en nærmere vurdering af en række omstændigheder, herunder samlivets varighed, familieforhold og økonomiske forhold. Ombudsmanden fandt det således ikke holdbart i sig selv at tillægge det forhold, at de samlevende ejer fast ejendom sammen, afgørende betydning for, om der foreligger et fast samlivsforhold. Dette forhold er hverken en nødvendig eller en i sig selv tilstrækkelig betingelse for at kunne karakterisere et samlivsforhold som værende af fastere karakter.
Ombudsmanden henstillede til Told- og Skattestyrelsen at tage sagen op til fornyet overvejelse og meddele A en ny afgørelse, der var baseret på en samlet vurdering af A's samlivsforhold. (J. nr. 1990-602-222).