B's fagforening A klagede over Den Sociale Ankestyrelses tiltrædelse af Sikringsstyrelsens afgørelse, hvorefter B's lidelse ikke kunne anerkendes som omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven. B fandt, at ankestyrelsens begrundelse for afgørelsen var utilstrækkelig.
Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at B den 1. april 1983 blev ansat som omsorgspædagog på X, som er en institution, der tager sig af psykisk handicappede klienter.
I februar 1986 indsendte B's sygesikringslæge anmeldelse til Sikringsstyrelsen, Arbejdsskadeforsikringen (nu Arbejdsskadestyrelsen) om, at B havde pådraget sig en "tennisalbue" på højre arm under arbejdet, som bl.a. bestod i løft af klienterne, som på den afdeling, hun var ansat, var i alderen 4-26 år.
Styrelsen meddelte i skrivelse af 11. august 1986, at styrelsen ikke kunne anerkende tilfældet som omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven. Styrelsen henviste herved til følgende:
"...
Til Sikringsstyrelsen er indgået anmeldelse af en armlidelse i form af "tennisalbue" i højre arm, som De eventuelt kunne have pådraget Dem under arbejde som omsorgsassistent for (X) i (Y) Amt.
For at en sådan lidelse skal kunne anerkendes under arbejdsskadeforsikringsloven, kræves følgende betingelser opfyldt:
1) Lidelsen skal være forårsaget af uvant arbejde.
2) Dette arbejde skal samtidig have været særligt belastende.
ELLER
3) Lidelsen skal være forårsaget af hurtigt gentagne og stærkt belastende arbejdsbevægelser.
Der skal samtidig være tale om hel eller delvis opgivelse af sædvanligt arbejde.
I sagen foreligger oplysninger fra læge (C), arbejdsgiveren, samt supplerende oplysninger fra Dem selv.
For så vidt angår Deres sag, skal man herefter meddele, at betingelsen under pkt. 2 og 3, ikke er opfyldt. Lidelsen er således ikke omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme i § 1 i Sikringsstyrelsens bekendtgørelse af 23. maj 1986, jvf. pkt. E 6 b, og giver Dem derfor ikke ret til ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven."
A klagede for B over afgørelsen til Den Sociale Ankestyrelse, som i skrivelse af 5. februar 1987 tiltrådte Sikringsstyrelsens afgørelse. Ankestyrelsen begrundede afgørelsen således:
"Ankestyrelsen tiltræder Sikringsstyrelsens afgørelse af 11. august 1986 med den heri angivne begrundelse."
I skrivelse af 21. juli 1987 anmodede advokat D på vegne af B Sikringsstyrelsen om, at sagen blev genoptaget. Han henviste til, at Arbejdstilsynet i et brev af 16. juli 1987 til ham havde meddelt, at X "klart er amtets tungeste og mest umoderne institution", samt at "der på institutionen opstår et uforholdsmæssigt stort antal arbejdsskader". Desuden henviste han til, at Arbejdstilsynet i 1982 havde påtalt over for X, at arbejdsforholdene vedrørende løft var kritisable og påbudt institutionen forskellige foranstaltninger til imødegåelse af skader.
Styrelsen meddelte i skrivelse af 11. september 1987, at styrelsen "efter vurdering af de nu foreliggende oplysninger ... fortsat ikke (finder) at tilfældet kan anerkendes som arbejdsskade ...".
Denne afgørelse klagede advokat D for B over til Den Sociale Ankestyrelse. For ankestyrelsen forelå udover det materiale, der var blevet forelagt Sikringsstyrelsen, en erklæring af 10. maj 1988 fra speciallæge i kirurgi, E, en erklæring af 10. juni 1988 fra læge C, Arbejdsmedicinsk afdeling, V Sygehus. Erklæringerne indeholdt følgende konklusioner:
Erklæringen af 10. maj 1988:
"Konklusion: Undersøgelse har vist tegn på nedsat muskelkraft og muskelfylde som meget vel svarer til de af undersøgte fremførte klager.
Det tydelige tegn på neurom ved 4. finger er næppe af betydning for de aktuelle klager. Der er ikke foretaget operation ved senetilhæftet ved epicondylus lateralis humeri, og der er ikke foretaget atroskopi i albueleddet.
Med den derved nævnte usikkerhed i den eksakte diagnose er det mit skøn, at undersøgtes gener meget vel kan være forårsaget af det af hende beskrevne tunge fysiske arbejde med at holde urolige, stærke og tunge handicappede klienter i institutionsarbejdet."
Erklæringen den 10. juni 1988:
"Foreløbig konklusion:
der har uden tvivl været tale om særlig belastning med løft og bæring af de tunge klienter, og generne er opstået efter forholdsvis kort tids arbejde på institutionen. På trods af flere adækvate behandlingsforsøg er generne fortsat til stede. Det har medført, at pt. måtte overgå til andet og mindre fysisk krævende arbejde på 3/4 tid. Der er fortsat tale om et væsentligt helbredsmæssigt mén, der tydeligt udløses ved almindeligt husarbejde.
I det nuværende arbejde er der tale om forholdsvis lette klienter med lille fysisk belastning. Det må umiddelbart vurderes sådan, at pt. kan fortsætte i dette.
Prognosen mht. fuld restitution af nuværende lidelse er lidt usikker."
Den Sociale Ankestyrelse tiltrådte ved skrivelsen af 1. november 1988 Sikringsstyrelsens afgørelse med følgende begrundelse:
"Ankestyrelsen finder ikke, at der er fremkommet nye oplysninger, der ændrer grundlaget for de tidligere trufne afgørelser."
I klagen til mig anførte A, at Den Sociale Ankestyrelses begrundelse for afgørelsen af 1. november 1988 må anses for utilstrækkelig.
I en skrivelse til A udtalte jeg følgende:
"Den Sociale Ankestyrelses afgørelse blev truffet på grundlag af § 10 i lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 om arbejdsskadeforsikring samt Sikringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 276 af 23. maj 1986 om fortegnelse over erhvervssygdomme § 1, pkt. E. 6. b. Bestemmelserne har følgende indhold:
Arbejdsskadeforsikringsloven:
"§ 10. Som erhvervssygdom anses sygdomme, som efter medicinsk og teknisk erfaring er forårsaget af særlige påvirkninger, som bestemte persongrupper gennem deres arbejde eller de forhold, hvorunder dette foregår, er udsat for i højere grad end personer uden sådant arbejde. Chefen for arbejdsskadestyrelsen fastsætter, hvilke sygdomme der kan anses for erhvervssygdomme. Det kan herved bestemmes, at sygdomme kun anses for erhvervssygdomme, når de er forårsaget af arbejde i bestemte arbejdsområder eller andre særlige vilkår er opfyldt.
Stk. 2. En person, der har pådraget sig en erhvervssygdom, har krav på ydelser efter loven, medmindre det anses for overvejende sandsynligt, at pågældendes sygdom skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige.
Bekendtgørelse af 23. maj 1986:
"§ 1. Pkt. E 6 b
- Sygdomme forårsaget af fysiske påvirkninger.
....
- a)Sygdomme i ledkapslernes slimsække forårsaget af vedvarende tryk.
b)1.Tendovaginitis (seneskedehindebetændelse), epicondylitis (tennisalbue) og peritendinitis (betændelse i senevæv) forårsaget af uvant arbejde, der samtidig er særligt belastende, og som har medført hel eller delvis opgivelse af sædvanligt arbejde.
2.Epicondylitis (tennisalbue) forårsaget af hurtigt gentagne og stærkt belastende arbejdsbevægelser, og som har medført hel eller delvis opgivelse af sædvanligt arbejde.
..."
Den Sociale Ankestyrelse har pligt til at begrunde en afgørelse som den foreliggende, jfr. herved § 22 i forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985) og § 10, stk. 1, i lov om Den Sociale Ankestyrelse (lovbekendtgørelse nr. 530 af 13. august 1986).
En begrundelse skal ifølge forvaltningslovens § 24, stk. 2, "om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen."
Ankestyrelsen burde efter min mening ikke blot have henvist til, at der ikke var fremkommet nye oplysninger, der ændrede grundlaget for de tidligere trufne afgørelser, men have forklaret, hvorfor den ikke kunne tiltræde konklusionerne i de lægeerklæringer, der blev forelagt styrelsen samt den tilkendegivelse om arbejdets karakter, som var indeholdt i Arbejdstilsynets skrivelse af 16. juli 1987.
Ankestyrelsens afgørelse var således efter min mening ikke tilstrækkeligt begrundet.
Jeg har samtidig hermed gjort Den Sociale Ankestyrelse bekendt med min opfattelse."