A klagede over, at Den Sociale Ankestyrelse havde afslået at yde A's handicappede datter, B, støtte til køb af bil udover den sædvanlige låneramme.
B, som dengang var 5 år, var stærkt handicappet. Hun havde derfor brug for en række hjælpemidler i hverdagen.
I en afgørelse fra et revaliderings- og pensionsnævn blev B bevilget støtte til køb af bil, men kun inden for den sædvanlige låneramme. Som begrundelse for afgørelsen henviste nævnet til, at der ikke forelå sådanne ganske særlige forhold i forbindelse med B's invaliditet, som nødvendiggjorde benyttelsen af en større eller dyrere bil.
A klagede over afgørelsen til Den Sociale Ankestyrelse, som meddelte hende følgende afgørelse:
"På baggrund af oplysningerne om Deres datters helbredsmæssige og øvrige forhold skønnes hun ikke berettiget til køb af bil ud over sædvanlig låneramme, jf. bekendtgørelsen § 4.
Ankestyrelsen tiltræder således Revaliderings- og Pensionsnævnets afgørelse."
A anførte i klagen til mig, at B havde behov for følgende fire hjælpemidler, når hun skulle uden for hjemmet (f.eks. når hun skulle på aflastningsophold): skalstol, klapvogn, gåpil og pottestol, og at disse hjælpemidler ikke kunne være i en bil, som kan købes inden for den sædvanlige låneramme. A henviste endvidere til, at det ikke fremgik af afgørelsen, at ankestyrelsen havde taget stilling til, hvilke hjælpemidler det er nødvendigt for B at medbringe, og at styrelsen heller ikke uddybede afgørelsen, da A havde bedt om det.
I anledning af A's klage til mig bad jeg revaliderings- og pensionsnævnet og ankestyrelsen om uddybende redegørelser for afgørelserne.
Revaliderings- og pensionsnævnet oplyste herefter bl.a., at det var muligt at købe en Danica Stationcar og en Lada Stationcar inden for den sædvanlige låneramme.
Ankestyrelsen oplyste bl.a. følgende:
"...
I den foreliggende sag har Ankestyrelsen skønnet, at
(B's) nødvendigste hjælpemidler kunne rummes i en bil inden for den almindelige låneramme, jf. i den forbindelse også Revaliderings- og Pensionsnævnets uddybende udtalelse ...
Ankestyrelsen har ved afgørelsen heraf lagt vægt på, at ganghjælpemiddel (gåpil), siddehjælpemiddel (skalstol) og klapvogn skal kunne medbringes, hvilket er i overensstemmelse med den af Socialstyrelsen givne vejledning, jf. Socialstyrelsens notat af 18. september 1985 om behandling af ansøgninger om støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58."
Jeg udtalte følgende i en skrivelse til A:
"Med hensyn til Deres klage over, at B kun er blevet bevilget støtte til køb af en bil inden for den sædvanlige låneramme, bemærker jeg følgende:
Myndighedernes afgørelser er truffet efter bistandslovens § 58, stk. 3, hvorefter der til personer med invaliditet eller sygdoms- eller aldersbetinget svagelighed ydes støtte til erhvervelse af motorkøretøj, og efter §§ 4 og 6 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 886 af 11. december 1986 om støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58. ...
Det afgørende for vurderingen af, hvorvidt der kan bevilges udvidet støtte til køb af bil, er ansøgerens funktionsevnenedsættelse.
I denne vurdering indgår såvel helbredsmæssige som sociale forhold.
Sådanne skønsmæssige afgørelser er jeg - efter de regler, der gælder for min virksomhed - normalt afskåret fra at efterprøve. Hertil kommer, at jeg ikke har forudsætning for at tage stilling til spørgsmål, som kræver lægelig sagkundskab.
Efter min gennemgang af sagen kan jeg ikke kritisere, at myndighederne har afvist at yde (B) udvidet lån.
For så vidt angår myndighedernes begrundelser bemærker jeg følgende:
Begrundelserne i revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse af ... og Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af ... indeholder kortfattede konstateringer af, at ( B's) helbredsmæssige forhold ikke kan berettige hende til støtte til køb af bil ud over sædvanlig låneramme.
Begrundelserne må efter min mening anses for utilstrækkelige i forhold til de krav til en begrundelses udformning, der er fastsat i forvaltningslovens § 24.
Efter forarbejderne til forvaltningsloven skal begrundelsen for en afgørelse fremtræde som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold.
Myndighederne burde allerede i afgørelserne (jf. forvaltningslovens § 22) have givet Dem en tilstrækkelig begrundelse for afgørelsen.
Revaliderings- og pensionsnævnet har under min behandling af sagen udtalt, at De gennem efterfølgende aktindsigt blev "bekendt med begrundelsen for afslaget", forstået således, at akterne udgør en uddybning af nævnets begrundelse. For god ordens skyld skal jeg hertil bemærke, at en sådan aktindsigt ikke i sig selv kan gøre en tidligere meddelt utilstrækkelig begrundelse fyldestgørende. En utilstrækkelig begrundelse må suppleres med en yderligere begrundelse, der udarbejdes af vedkommende myndighed.
Særligt for så vidt angår Den Sociale Ankestyrelse bemærker jeg, at ankestyrelsen allerede med afgørelsen burde have redegjort for, at ankestyrelsen fandt, at de nødvendige hjælpemidler kunne rummes i en bil, der kunne købes inden for den sædvanlige låneramme, og for, hvilke hjælpemidler styrelsen anså for at være nødvendige for (B).
Jeg har gjort revaliderings- og pensionsnævnet og ankestyrelsen bekendt med min opfattelse. Derudover har jeg ikke grundlag for at foretage videre i sagen. Jeg henviser herved til, at ankestyrelsen i udtalelsen ..., som De har modtaget en kopi af, nærmere har begrundet sin afgørelse.
..."