Et fagforbund klagede over en afgørelse fra Det Sociale Amtsankenævn for Nordjyllands Amt. Ved afgørelsen tiltrådte amtsankenævnet et afslag fra Sæby Kommune på hjælp efter bistandslovens § 46 til en varmeefterregning og på supplerende kontanthjælp efter bistandslovens § 37. Nævnet lagde vægt på, at A ikke havde haft realistiske muligheder for at afholde sine boligudgifter.
Forbundet havde under sagen gjort gældende, at der ikke havde ligget nogen "ond hensigt" bag A's og hans families boligskifte og flytning og hans erhvervsskift.
Det fremgik af sagsmaterialet, at A og hans familie flyttede til Sæby Kommune i 1986. Begge ægtefæller havde fået mundtligt tilsagn om arbejde i kommunen; de havde begge haft arbejde i den tidligere hjemkommune, som de opsagde i forbindelse med flytningen. De mundtlige tilsagn om fast arbejde blev ikke realiseret, og ægtefællerne var efter flytningen i flere perioder uden arbejde. De havde købt hus i Sæby Kommune i samme prisklasse som det, de fraflyttede og solgte.
I november 1988 søgte A Sæby Kommune om økonomisk hjælp til betaling af en varmeefterregning. A's ægtefælle modtog på dette tidspunkt arbejdsløshedsdagpenge, A havde arbejde. I februar 1989 blev også han på ny arbejdsløs og ansøgte herefter kommunen om supplerende kontanthjælp.
Sæby Kommune afslog begge ansøgninger. Vedrørende varmeefterregningen henviste kommunen til begrundelsen for et tidligere tilsvarende afslag, stadfæstet af amtsankenævnet:
"Nævnet fandt, at Deres meget store boligudgift der blev påtaget uden at De var sikret arbejde må anses for påtaget med henblik på at få den dækket af kontanthjælp, jfr. bistandslovens § 37, stk. 3, 4. punktum.
De opfylder derfor ikke betingelserne for at modtage hjælp til den fulde boligudgift.
Under henvisning til ovenstående fandt nævnet, at en yderligere boligudgift i form af en varmeefterregning ikke kan anses for en rimelig begrundet enkeltudgift, jfr. bistandslovens § 46.
Det skal bemærkes, at nævnet heller ikke under hensyn til Deres tidligere arbejdsindkomst fandt den påtagne boligudgift rimelig."
Vedrørende spørgsmålet om supplerende kontanthjælp foretog kommunen en beregning over familiens økonomiske forhold, som førte til, at ansøgningen ikke kunne imødekommes. Årsagen hertil var, at kommunen ikke havde godkendt den faktiske boligudgift, men indregnet en fiktiv boligudgift ud fra lejen i et boligselskab i kommunen, et boligselskab, hvor der efter kommunens forespørgsler i forbindelse med den tidligere hjælpansøgning havde været ledige lejligheder siden 1. april 1986.
Amtsankenævnet stadfæstede ved sin afgørelse kommunens afslag, idet nævnet anførte:
"Nævnet fandt Dem ikke berettiget til hjælp til varmeefterregningen, jfr. bistandslovens § 46 - eller til supplerende kontanthjælp, jfr. bistandslovens § 37, stk. 3, næstsidste punktum.
Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at De ikke har haft realistiske muligheder for at afholde boligudgifterne, hverken da De overtog boligen i 1986 eller i den senere periode, hvor både De og Deres kone var i arbejde.
Selv om De overtog Deres nuværende bolig i forventning om, at De begge fik vellønnet arbejde i Sæby, fandt nævnet, at en del af boligudgiften - i bistandslovens forstand - må anses for at være påtaget med henblik på at få den dækket af kontanthjælp."
I en udtalelse til mig i anledning af forbundets klage havde amtsankenævnet ikke yderligere at føje til sagen.
Forbundet gjorde under sagen udførligt rede for baggrunden for familiens flytning og situation efter flytningen. Deres hus havde siden 1988 været forsøgt solgt med henblik på flytning til lejerbolig.
Efter min gennemgang af sagen udtalte jeg følgende i en skrivelse til forbundet:
"Myndighederne har afslået (A's) ansøgning om hjælp til betaling af en varmeefterregning efter bistandslovens § 46, som har følgende indhold:
"Til en person, der kommer ud for ændringer i sine forhold, kan der særskilt eller i forbindelse med udbetalingen af kontanthjælpen ydes hjælp til dækning af rimeligt begrundede enkeltudgifter, såfremt pågældendes egen afholdelse af disse udgifter i afgørende grad ville vanskeliggøre pågældendes og familiens økonomiske muligheder for fremtidig at klare sig selv."
Ved afslaget er der lagt vægt på, at (A) ikke på noget tidspunkt har haft realistiske muligheder for at klare den store boligudgift.
Samme synspunkt ligger bag afslaget på supplerende hjælp efter bistandslovens § 37, idet ikke den faktiske boligudgift, men kun en (mindre) fiktiv boligudgift er indgået i den beregning, der gav som resultat, at (A) ikke var berettiget til supplerende hjælp. Amtsankenævnet har i den forbindelse henvist til § 37, stk. 3, næstsidste pkt., hvor det er anført, at der ikke kan ydes hjælp til den del af boligudgiften, der er påtaget "med henblik på at få den dækket af kontanthjælp."
I Socialministeriets vejledning om kontanthjælp nr. 49 af 5. marts 1987 er under pkt. 6 b om boligtillægget efter bistandslovens § 37, stk. 3, anført:
"...
Hvis boligudgiften efter en samlet bedømmelse af familiens størrelse og forhold skønnes at være for høj, og der kan fremskaffes en rimelig og billigere bolig, udgør udgifterne til denne grundlaget for boligtillægget.
Det afgørende må i denne forbindelse være, at der kan skaffes kontanthjælpsmodtageren et sådant boligtilbud. Det er op til den pågældende at afgøre, om han eller hun ønsker at flytte til den bolig, der kan fremskaffes. Konsekvensen af at afslå flytning vil imidlertid være, at boligtillægget beregnes ud fra udgiften til den afviste bolig.
Overgangen til at beregne hjælpen til dækning af boligudgiften "takstmæssigt" ud fra de faktiske udgifter og ikke som hidtil ud fra et rimelighedskriterium har medført et behov for at sikre imod misbrug. Der er derfor medtaget en bestemmelse i § 37, stk. 3, næstsidste pkt., om, at der ikke kan ydes hjælp til den del af boligudgiften, som eventuelt er påtaget med henblik på at få den dækket af kontanthjælp. ..."
Amtsankenævnet har fundet, at (A's) boligudgifter på baggrund af familiens økonomiske forhold, såvel ved flytningen som senere, har været urealistisk høje. Denne vurdering kan i og for sig ikke give mig anledning til bemærkninger.
Derimod finder jeg ikke, at der i de foreliggende oplysninger er tilstrækkeligt belæg for amtsankenævnets synspunkt om, at en del af boligudgiften "må anses for at være påtaget med henblik på at få den dækket af kontanthjælp". Jeg har i den forbindelse henset til, at (A's) familie faktisk klarede sig uden kontanthjælp i ca. 2½ år - bortset fra ansøgningen om hjælp efter bistandslovens § 46 til varmeefterregning efter ca. 1 års forløb.
Som det fremgår af bistandslovens § 37, stk. 3, 6. pkt., og af det ovenfor citerede fra kontanthjælpsvejledningen skal der i forbindelse med kontanthjælp ikke under alle omstændigheder ydes boligtillæg svarende til den faktiske boligudgift. Skønnes boligudgiften at være for høj, kan boligtillægget beregnes på grundlag af udgifterne til en "rimelig og billigere" bolig. En sådan fiktiv boligudgift forudsætter ifølge lovbestemmelsen, at der kan fremskaffes et sådant boligtilbud, og heri må efter min opfattelse ligge, at kommunen skal have ydet en aktiv indsats. Denne indsats må gå på dels hjælp til at få fremskaffet og præsenteret hjælpansøgeren for et konkret boligtilbud, dels vejledning om konsekvenserne af at afslå tilbuddet (beregning af boligtillæg ud fra en fiktiv husleje).
I (A's) tilfælde synes kommunens indsats alene at have bestået i en forespørgsel til et boligselskab med henblik på kommunens egen vurdering af (A's) hjælpberettigelse. En egentlig drøftelse med (A) om hans situation og andre boligmuligheder synes ikke at have fundet sted.
På denne baggrund finder jeg det meget tvivlsomt, om amtsankenævnet har været berettiget til ved beregningen vedrørende supplerende kontanthjælp alene at lægge en fiktiv boligudgift til grund.
På baggrund af det anførte har jeg henstillet til amtsankenævnet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse om spørgsmålet om supplerende kontanthjælp.
Da der under sagens behandling har været en tæt sammenhæng mellem spørgsmålet om supplerende kontanthjælp og spørgsmålet om hjælp efter bistandslovens § 46 til varmeefterregningen, idet de samme betragtninger er indgået i forbindelse med begge afgørelser, har jeg henstillet til amtsankenævnet tillige at genoptage afgørelsen om hjælp efter § 46. ..."
Efterfølgende modtog jeg underretning om, at amtsankenævnet havde truffet ny afgørelse i sagen.
Nævnet ændrede kommunens afgørelse vedrørende supplerende kontanthjælp og pålagde kommunen at beregne supplerende kontanthjælp til A på grundlag af dennes og familiens faktiske boligudgifter, idet nævnet ikke fandt grundlag for at anvende en fiktiv boligudgift ved beregning af boligtillægget.
Derimod fandt nævnet ikke grundlag for at ændre kommunens afslag på hjælp til betaling af varmeefterregningen.
Amtsankenævnets nye afgørelse blev indbragt for Den Sociale Ankestyrelse af både A og kommunen. Ankestyrelsen afviste at behandle sagen, idet denne ikke fandtes af principiel betydning.
På denne baggrund - og idet jeg ikke havde modtaget en fornyet henvendelse - meddelte jeg amtsankenævnet, at jeg ikke foretog videre i sagen.
Opdateret pr. 19930709