I en konkret sag havde A's ægtefælle efter ansøgning fået revalideringshjælp efter den dagældende bestemmelse i bistandslovens § 42. Revalideringsydelsen omfattede tilbagebetalingspligtig hjælp til terminsudgifter. A havde ved bevillingen - mod protest - underskrevet en tilbagebetalingserklæring. Da hjælpen skulle tilbagebetales, var ægtefællerne blevet skilt, og A's tidligere ægtefælle havde ingen midler. Myndighederne pålagde herefter A at tilbagebetale beløbet under henvisning til, at ægtefæller hæfter solidarisk for hjælp ydet til terminsudgifter. Denne retsopfattelse havde støtte i flere udtalelser fra Den Sociale Ankestyrelse.
Under henvisning til retspraksis udtalte ombudsmanden, at ægtefællers solidariske hæftelse for tilbagebetaling af hjælp, der alene er ansøgt af og bevilget til den ene ægtefælle (mod tilbagebetalingspligt), forudsætter udtrykkelig hjemmel. Ægtefællers gensidige forsørgelsespligt kan ikke i sig selv danne grundlag for solidarisk hæftelse. Da en sådan hjemmel ikke findes, må der ved afgørelse af spørgsmålet om solidarisk hæftelse for tilbagebetaling af hjælp til terminsudgifter foretages en konkret bedømmelse af, hvorvidt hjælpen kan anses for at være ydet til begge ægtefæller.
Da der savnes nærmere generelle retningslinier for denne konkrete vurdering, henstillede ombudsmanden til Den Sociale Ankestyrelse at tage sagen op til principiel behandling. Med hensyn til den konkrete sag bemærkede ombudsmanden, at det måtte anses for tvivlsomt, hvorvidt hjælpen kunne anses som ydet til begge ægtefæller med den virkning, at der var solidarisk hæftelse for tilbagebetalingen. Det forhold, at A - mod protest - havde underskrevet en tilbagebetalingserklæring, burde ikke tillægges afgørende betydning. (J. nr. 1990-40-051).