A klagede over Undervisningsministeriets behandling af en klage fra ham over sagsbehandlingen i forbindelse med besættelsen af et professorat.
Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at Undervisningsministeriet i 1987 opslog et professorat i teologi med etik og religionsfilosofi som hovedfag ved det teologiske fakultet, X Universitet, som ledig. A indgav sammen med 8 andre ansøgning om ansættelse i stillingen. To af ansøgningerne blev senere tilbagekaldt.
Det Teologiske Fakultetsråd besluttede på et møde at nedsætte et bedømmelsesudvalg bestående af 5 professorer fra universiteterne i Oslo, Odense, København, Århus og Wuppertal. Ansøgerne blev underrettet herom i skrivelse af 21. december 1987. Samtidig blev det meddelt, at eventuelle bemærkninger til udvalgets sammensætning skulle være fakultetssekretariatet i hænde senest den 7. januar 1988. Denne frist blev på grund af bortrejse forlænget for A's vedkommende til den 15. januar 1988.
Fakultetsrådet besluttede på mødet den 14. december 1987 at bemyndige dekanen og prodekanen til at "færdiggøre sagen og tage kontakt til 5. medlem af bedømmelsesudvalget."
I en skrivelse af 14. januar 1988 stilet til dekanen for det teologiske fakultet fremsatte A bemærkninger til bedømmelsesudvalgets nedsættelse. A henviste indledningsvis til, at fristen til at fremkomme med bemærkninger for A's vedkommende var blevet forlænget. I øvrigt oplyste A, at han ikke havde indvendinger imod nogen bestemt person i udvalget, men henledte opmærksomheden på, at udvalget måtte anses for fagligt set snævert sammensat, idet filosofisk hermeneutik, fænomenologi og etik i kontinental sammenhæng var meget svagt dækket. Hvis ikke fakultetet så sig i stand til at sammensætte et udvalg med en stærkere kontinentalfilosofisk kompetence end det påtænkte, foreslog A, at udvalget inddrog en særlig (fransk eller tysk) sagkyndig til at udtale sig om indleverede arbejder på hovedsprogene på de områder, hvor det selv måtte skønne at kunne udtale sig med mindre sikkerhed.
Med et brev af 22. november 1988 fremsendte fakultetssekretariatet til ansøgerne bedømmelsesudvalgets udtalelse med henblik på, at de kunne fremkomme med deres bemærkninger. Udvalget anså fire af ansøgerne, heriblandt A, for næsten lige kvalificerede, men besluttede enstemmigt at indstille B til ansættelse.
I en skrivelse af 30. november 1988 fremsatte A bemærkninger til indstillingen, og i fortsættelse heraf rykkede han i en skrivelse af 7. december 1988 for svar på sit brev af 14. januar 1988. A henviste til, at han i et brev af 26. januar 1988 havde fået besked om, at udvalget var blevet endeligt konstitueret, og var derfor gået ud fra, at hans indvendinger var blevet afvist af fakultetsrådet. A havde i mellemtiden erfaret, at hans henvendelse aldrig var blevet behandlet af fakultetsrådet, og bad derfor om en redegørelse for, hvorledes hans henvendelse var blevet behandlet.
I en skrivelse af 14. december 1988 til A besvarede dekanen hans brev af 7. december 1988. Hun oplyste, at hun og prodekanen havde drøftet forslaget i A's brev af 14. januar 1988 om at inddrage sagkyndig assistance med formanden for bedømmelsesudvalget, ligesom udvalgets sammensætning endnu en gang var blevet drøftet med udgangspunkt i A's skrivelse. Drøftelserne resulterede i, at dekanatet måtte fastholde, at udvalget besad den nødvendige kompetence til at bedømme de indkomne ansøgninger. Dekanatet havde orienteret forretningsudvalget og fakultetsrådet herom henholdsvis den 28. januar og den 2. marts 1988. Fakultetsrådet havde drøftet A's skrivelser på møde den 12. december 1988 og konkluderet, at A's synspunkter ikke rokkede ved bedømmelsesudvalgets indstilling, og rådet havde enstemmigt tilsluttet sig, at B blev indstillet til ansættelse.
I en skrivelse af samme dato meddelte dekanen X Universitet, at fakultetsrådet havde vedtaget at indstille B til ansættelse.
I en skrivelse af 19. december 1988 klagede A til rektor for X Universitet over, at han ikke havde fået svar på sit brev af 14. januar 1988 samt over, at hans brev ikke var blevet forelagt for fakultetsrådet, førend bedømmelsesudvalget var blevet endeligt konstitueret. Der var herved sket en tilsidesættelse af § 3, stk. 7, i bekendtgørelse nr. 597 af 3. december 1975. A gjorde endvidere opmærksom på, at det ikke af dekanens skrivelse af 14. december 1988 til ham kunne ses, om hans brev af 14. januar 1988 havde været forelagt fakultetsrådets medlemmer forud for mødet den 12. december 1988. A fandt, at ansættelsessagen ikke kunne afsluttes, førend bedømmelsesudvalget havde haft lejlighed til at kommentere hans indsigelser, samt bemærkede, at han gik ud fra, at hans klage ville have opsættende virkning med hensyn til ansættelsesbeslutningen.
Rektor meddelte A i et brev af 22. december 1988, at ansættelsessagen var blevet stillet i bero, samt at han samtidig havde bedt Det Teologiske Fakultet om en udtalelse. Dekanen afgav på fakultetsrådets vegne i skrivelse af 9. januar 1989 udtalelse til rektor om sagen.
Det fremgik heraf, at A's klage var blevet behandlet på et ekstraordinært møde i fakultetsrådet samme dag, og at rådet ikke havde fundet, at der var begået sagsbehandlingsfejl. Denne opfattelse måtte fakultetsrådet fastholde, samt at der allerede var taget hensyn til A's forslag i skrivelsen af 14. januar 1988 om sikring af den nødvendige faglige bredde. Heller ikke på daværende tidspunkt ville det være muligt at nedsætte et udvalg med en anden sammensætning, og rådet anmodede rektor om, at indstillingen om ansættelse af B blev effektueret.
Rektor besvarede i skrivelse af 20. februar 1989 A's klage af 19. december 1988 og anførte bl.a. følgende:
"Efter en gennemgang af sagen finder rektoratet, at det teologiske fakultetsråd ved udpegningen af medlemmer til det fagkyndige bedømmelsesudvalg vedrørende det ledige professorat i teologi med etik og religionsfilosofi som hovedfag har fulgt ansættelsesbekendtgørelsens regler om nedsættelse og sammensætning af udvalget, jf. ansættelsesbekendtgørelsens § 3, stk. 1-5.
Rektoratet skal udtale, at man finder, at det, selvom det ikke af Deres skrivelse af 14. januar 1988 fremgår, at der hermed i ansættelsesbekendtgørelsens forstand gøres indsigelse mod sammensætningen af bedømmelsesudvalget, ville have været rigtigst, om dekanatet havde taget denne tolkningsmulighed i betragtning og derfor - jf. ansættelsesbekendtgørelsens § 3, stk. 7, sidste punktum - havde forelagt fakultetsrådet skrivelsen til behandling fremfor blot til orientering. Rektoratet finder imidlertid, at det er forståeligt, at dekanatet har opfattet skrivelsen således, at den ikke indeholdt indsigelse mod bedømmelsesudvalgets sammensætning. Hverken fakultetsrådets forretningsudvalg eller fakultetsrådet havde da heller ved den efterfølgende orientering i foråret 1988 bemærkninger til den valgte fremgangsmåde. Fakultetsrådet tog i forbindelse med ansættelsesbeslutningen på ordinært møde den 12. december 1988 stilling til Deres skrivelser af 30. november og 7. december 1988 og dermed også til indholdet af Deres skrivelse af 14. januar 1988. På det ekstraordinære møde den 9. januar 1989 fastholder fakultetsrådet, jf. ovenfor citerede udtalelse af samme dato, at der intet er sket, der rejser tvivl om sagligheden i nedsættelsen af det pågældende udvalg samt at der allerede var taget hensyn til Deres ønske om sikring af den nødvendige faglige bredde i bedømmelsesudvalget.
Rektoratet skal beklage, at De ikke fik svar på Deres skrivelse af 14. januar 1988. Fejlen er blevet påtalt overfor det teologiske fakultetsråd og det teologiske fakultetssekretariat."
Det var således rektoratets opfattelse, at der ikke var sket en procedurefejl, der kunne gøre indstillingen om at ansætte B ugyldig. Indstillingen ville derfor blive videresendt til Undervisningsministeriet.
Denne afgørelse påklagede A til Undervisningsministeriet, Direktoratet for De Videregående Uddannelser, som videresendte både A's klage og en indstilling af 28. februar 1989 fra universitetet om at ansætte B til Undervisningsministeriets departement.
I en skrivelse af 14. april 1989 fremsatte A yderligere bemærkninger til sagen.
Undervisningsministeriet udnævnte ved skrivelse af 27. juli 1989 B til professor med virkning fra den 1. august 1989. I en skrivelse af samme dato besvarede ministeriet A's klage. Ministeriet fandt ikke at kunne give A medhold og henviste herved til følgende:
"...
På denne baggrund skal man udtale, at ministeriet finder, at Deres skrivelse af 14. januar 1988 naturligt burde have været opfattet som en indsigelse mod bedømmelsesudvalgets sammensætning, og at den - evt. efter afklaring af tvivl om forståelsen ved forespørgsel til Dem - burde have været forelagt for fakultetsrådet, således at bedømmelsesudvalget ikke var blevet nedsat forud for fakultetsrådets stillingtagen. Man kan tilslutte sig fakultetsrådets beklagelse af fejlen og rektors påtale af denne.
Ministeriet er for sit vedkommende ikke kompetent til at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt bedømmelsesudvalget har kunnet anses for tilstrækkeligt dækkende i faglig henseende, men må henholde sig til, at fakultetsrådet efter behandling af spørgsmålet har gjort gældende, at der efter dettes vurdering ikke er eller har været grundlag for at ændre sammensætningen.
Da den begåede fejl herefter må antages ikke at have været af afgørende betydning for sagens udfald, finder ministeriet ikke at have rimeligt grundlag for at erklære den foreliggende indstilling om besættelse af professoratet for ugyldig og at stille krav om nedsættelse af et nyt bedømmelsesudvalg.
..."
I klagen til mig gjorde A det samme gældende, som han anførte over for Undervisningsministeriet, og desuden påpeget, at hvis ikke tilsidesættelsen af ansættelsesbekendtgørelsens § 3, stk. 7, medførte, at ansættelsesbeslutningen blev underkendt som ugyldig, var bestemmelsen blevet gjort betydningsløs.
I en skrivelse til A udtalte jeg følgende:
"Undervisningsministeriets bedømmelse af sagen er sket på grundlag af § 3, stk. 7, i bekendtgørelse nr. 597 af 12. marts 1975 om ansættelse i professorstillinger, videnskabelige adjunktstillinger og eksterne lektorater ved de højere uddannelsesinstitutioner under Undervisningsministeriet. Bestemmelsen har følgende indhold:
"Stk. 7. Umiddelbart efter, at der er truffet beslutning om sammensætningen af bedømmelsesudvalget, meddeles dette til ansøgerne, og der fastsættes en frist på mindst 8 og højst 14 dage, inden for hvilken ansøgerne skriftligt kan gøre indsigelse. Eventuelle indsigelser behandles snarest herefter."
Undervisningsministeriet har, som det ses af citatet ovenfor, ved sin bedømmelse af sagen lagt til grund, at Deres brev af 14. januar 1988 burde være blevet behandlet som en indsigelse imod bedømmelsesudvalgets sammensætning, og at skrivelsen derfor burde have været forelagt fakultetsrådet, inden der blev truffet endelig beslutning om bedømmelsesudvalgets konstitution. Denne opfattelse kan ikke give mig grundlag for bemærkninger.
Sagen rejser således alene spørgsmål om, om tilsidesættelsen af ansættelsesbekendtgørelsens § 3, stk. 7, indebar, at ansættelsesbeslutningen ikke burde være truffet på det foreliggende grundlag, og om beslutningen af 27. juli 1989 derfor burde anses for ugyldig.
I den almindelige forvaltningsrets ugyldighedslære antages det, at en sagsbehandlingsfejl ikke i sig selv kan medføre, at en afgørelse underkendes som ugyldig, men at det herudover må kræves, at fejlen må anses for væsentlig. I forhold til en forskrift som § 3, stk. 7, i ansættelsesbekendtgørelsen betyder væsentlighedskravet, at fejlen skal have haft indflydelse på sagens udfald.
Ved bedømmelsen af, om denne betingelse kan anses for opfyldt i den foreliggende sag, kommer det efter min mening i betragtning, at Deres indvendinger imod bedømmelsesudvalgets sammensætning blev drøftet mellem dekanatet og udvalgets formand inden udvalgets endelige konstitution, samt at Deres indvendinger var fakultetsrådet, rektoratet og Undervisningsministeriet bekendt, da de tog stilling til, hvem der burde ansættes i stillingen. På denne baggrund finder jeg ikke at have grundlag for at kritisere, at Undervisningsministeriet ikke anså den begåede procedurefejl for tilstrækkelig til at påvirke ansættelsesafgørelsens gyldighed, og at ministeriet derfor fandt at kunne udnævne (B) den 27. juli 1989 på det da foreliggende grundlag."