Et fagforbund klagede over Den Sociale Ankestyrelses afgørelse i skrivelse af 24. maj 1989. Ved afgørelsen tiltrådte ankestyrelsen Sikringsstyrelsens (nu Arbejdsskadestyrelsens) afgørelse af 15. marts 1988, hvorefter A's lidelse fortsat ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade; Sikringsstyrelsen henholdt sig til sin tidligere afgørelse. Sikringsstyrelsens tidligere afgørelse var den 1. juli 1985 blevet tiltrådt af ankestyrelsen, og i en udtalelse af 2. april 1986 fandt ombudsmanden ikke grundlag for at kritisere denne afgørelse.
A havde i et brev af 20. november 1989 præciseret klagepunkterne i forbindelse med ankestyrelsens afgørelse af 24. maj 1989 således:
1) A's tidligere arbejdsgiver, B, havde fået uindskrænket aktindsigt i sagens akter i forbindelse med en høring, og
2) ankestyrelsens begrundelse var utilstrækkelig.
Det fremgik af sagsmaterialet, at forbundet i juni 1986 anmodede Sikringsstyrelsen om genoptagelse af sagen. Sikringsstyrelsen afviste genoptagelse, hvilket blev tiltrådt af ankestyrelsen den 30. juni 1987.
Den 12. januar 1988 fremsatte forbundet på ny over for Sikringsstyrelsen anmodning om genoptagelse med henvisning til en neuromedicinsk speciallægeerklæring af 16. november 1987. Den 15. marts 1988 meddelte Sikringsstyrelsen, at styrelsen "efter en vurdering af de nu foreliggende oplysninger" fortsat ikke fandt, at A's lidelse kunne anerkendes som en arbejdsskade. Sikringsstyrelsen henholdt sig herefter til den tidligere afgørelse i sagen. Også i klagen til Den Sociale Ankestyrelse over Sikringsstyrelsens afvisning af 15. marts 1988 henviste forbundet til speciallægeerklæringen og anmodede endvidere ankestyrelsen om at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.
Ved skrivelse af 5. oktober 1988 sendte Den Sociale Ankestyrelse fotokopi af sagens akter - herunder den nævnte speciallægeerklæring - til udtalelse hos B, som den 25. oktober 1988 fremsatte nogle bemærkninger til sagen, navnlig om A's arbejde hos B.
Ved afgørelsen af 24. maj 1989 tiltrådte ankestyrelsen Sikringsstyrelsens afgørelse af 15. marts 1988.
Ankestyrelsens oprindelige afgørelse af 1. juli 1985 var (bl.a.) begrundet med en henvisning til oplysningerne fra en undersøgelse på Arbejdsmedicinsk Klinik og en neuropsykologisk undersøgelse fra 1983 om bl.a. tidspunktet for, hvornår A's symptomer startede.
Den neuromedicinske speciallægeerklæring af 16. november 1987, som forbundets genoptagelsesanmodning af 12. januar 1988 byggede på, konkluderede:
"...
(A) er en 70-årig mand, der er ud af sund og rask familie, ligesom han ikke tidligere har frembudt tegn eller symptomer på legemlig eller psykisk lidelse.
Observanden har fra 1930 og frem til 1978 arbejdet som maler, en stor del af tiden har han været bygningsmaler, men det meste af tiden har han været tilknyttet værftsindustrien og der kan ud fra de anamnestiske oplysninger ikke herske tvivl om at observanden under sin 24-årige ansættelse på (B) i stor udstrækning har været groft eksponeret for organiske opløsningsmidler, og der foreligger en klinik pegende på at observanden som følge af dette har pådraget sig et malersyndrom.
Der foreligger tidligere udsagn i sagen, men jeg finder ikke at de tidligere udsagn har givet en rimelig beskrivelse af den kvantitative og kvalitative eksponering observanden har været udsat for.
Under ansættelsen på (B) har observanden fra i hvertfald 1965 til 1978 arbejdet under forhold, der har været urimelige. ... (en beskrivelse af det arbejde, A udførte) ...
I 13 år har observanden arbejdet under disse betingelser og der beskrives faktisk allerede fra slutningen af 60'erne tegn og symptomer der er i overensstemmelse med mere kronisk påvirkning, altså et malersyndrom.
Efter hustruens udsagn er der heller ikke tvivl om at det hukommelses- og koncentrationsbesvær der beskrives har udviklet sig i slutningen af 60'erne, og det var dette der var baggrunden for at han blev forflyttet som kontrollør i .... Idrætsbane og Travbane, fordi han ikke kunne administrere selv simple funktioner. Det beskrives ligeledes at han på dette tidspunkt blev psykisk ændret, og denne ændring har fulgt ham sidenhen. Familien har hele tiden slået det hen med at det var et erhvervsproblem, hvad der på den ene side er rigtigt, men på den anden side også er et udtryk for, at de egentlig ikke har erkendt den toksiske encephalopathi og dens udviklingstegn. Det beskrives ligeledes at han ikke har haft hovedpine, mens han har arbejdet som maler, - men han har haft hovedpine. Man betragtede det som en selvfølge, at man havde hovedpine.
Idag foreligger der således en lettere intellektuel reduktion. Psykisk ændring, der har medført at man visse steder hellere ser hans hæl end hans tå, og er baggrunden for at han blev nedstemt som formand i pensionistklubben på B. Der er en karakteristisk overfølsomhed for organiske opløsningsmidler, han er træt og energiløs, han er blevet impotent, og han er også i nogen grad lettere påvirkelig af få genstande. Der kan efter min mening ikke herske tvivl om at den tidligere trufne afgørelse i Sikringsstyrelsen er sket på forkerte præmisser. Tilstanden må anerkendes som værende betinget af en arbejdsskade, og jeg mener på det foreliggende at han både er berettiget til en erhvervsinvaliditetserstatning og en menskadeerstatning.
..."
I udtalelsen af 25. oktober 1988 til ankestyrelsen havde B bestridt flere af oplysningerne om A's beskæftigelse på B.
I skrivelse af 19. januar 1989 havde forbundet fremsat nogle bemærkninger til B's udtalelse og fastholdt de tidligere oplysninger i speciallægeerklæringen af 16. november 1987.
I et brev af 6. juni 1989 til ankestyrelsen anmodede forbundet om en uddybende begrundelse for styrelsens afgørelse af 24. maj 1989, navnlig en præcisering af, hvilke sagsakter der havde ført til ankestyrelsens vurdering af, at A's symptomer først var begyndt, efter at han var ophørt med sit arbejde som maler. Ankestyrelsen anførte hertil i skrivelse af 19. juni 1989:
"... På denne baggrund fandt Ankestyrelsen, at der nu var givet udtryk for så modstridende oplysninger om skadelidtes symptomdebut og udsættelse for opløsningsmidler, at Ankestyrelsen måtte holde sig til den første journal fra Arbejdsmedicinsk Klinik, hvorefter lidelsen efter Ankestyrelsens opfattelse ikke var til anerkendelse."
Ankestyrelsen oplyste yderligere i en skrivelse af 16. august 1989 som svar på et brev af 21. juli 1989 fra forbundet:
"...(B's) erklæring korrigerede væsentlig det i overlæge (C's) erklæring under punktet "eksponeringsmuligheder" anførte ...
...Efter overlæge (C's) erklæring har Ankestyrelsen ikke modtaget oplysninger om begyndelsestidspunktet for den anmeldte lidelse ...
...Som nævnt i Ankestyrelsens skrivelse af 19. juni 1989 har Ankestyrelsen fundet, at der nu er givet udtryk for så modstridende oplysninger om skadelidtes symptomdebut og udsættelse for opløsningsmidler, at Ankestyrelsen må holde sig til den første journal fra Arbejdsmedicinsk Klinik (journaludskrift af 8. juni 1983), hvorefter aktuelle tilstand er startet langsomt de sidste 2-3 år med tiltagende hukommelsesbesvær og øget glemsomhed.
Ankestyrelsen har herefter ud fra en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger om eksposition, symptomer på lidelsen m.v. ikke fundet, at der var grundlag for at anerkende den anmeldte lidelse som en arbejdsskade. ..."
I klageskrivelsen til mig anførte forbundet vedrørende spørgsmålet om videregivelse af sagens akter til B, at B's interesse i sagen ikke var så stor, at den kunne begrunde en så udstrakt videregivelse (alle sagens akter). B's interesse kunne være tilgodeset ved fremsendelse af de afgivne faktiske oplysninger om A's arbejdsforhold på B. Om ankestyrelsens begrundelse for afgørelsen af 24. maj 1989 anførte forbundet, at man på trods af de to uddybende skrivelser fra ankestyrelsen ikke havde fået svar på, på hvilke oplysninger ankestyrelsen byggede sin vurdering af begyndelsestidspunktet for A's symptomer, samt hvorvidt ankestyrelsen var af den opfattelse, at A ikke havde været udsat for skadelige påvirkninger i en grad, som kan medføre den konstaterede lidelse.
Ankestyrelsen anførte i sin udtalelse af 14. februar 1990:
"...
Til det første klagepunkt skal Ankestyrelsen udtale, at vi er enige med (forbundet) i, at der ved den givne aktindsigt burde være foretaget en ekstrahering af sagens bilag i overensstemmelse med det af (forbundet) anførte.
Efter Ankestyrelsens praksis begrænses aktindsigt til arbejdsgiveren til de oplysninger, der alene relaterer sig til virksomheden og arbejdsmiljøet på denne, og det beror på en fejltagelse, at der ikke er foretaget en ekstrahering i overensstemmelse hermed, hvilket hermed meget beklages.
Til det andet klagepunkt skal vi henvise til Ankestyrelsens afgørelse af 24. maj 1989 og Ankestyrelsens uddybende besvarelser til (forbundet) af henholdsvis 19. juni 1989 og 16. august 1989, se specielt svaret ad pkt. 3 i brev af 16. august 1989 (vedrørende A's symptomdebut; min bemærkning).
Ankestyrelsen finder, at der hermed er givet en begrundelse for afgørelsen, og at de stillede spørgsmål er besvaret."
Efter at have modtaget kopi af ankestyrelsens udtalelse fastholdt forbundet sine indsigelser vedrørende begrundelsen for afgørelsen.
Efter min gennemgang af sagen udtalte jeg følgende i en skrivelse til forbundet:
"Klagen over omfanget af den tidligere arbejdsgivers indsigt i sagens akter.
Problemet vedrørende det omfattende kendskab, som den tidligere arbejdsgiver har fået til samtlige sagens akter, er ikke et spørgsmål om aktindsigt (efter offentlighedsloven), men et spørgsmål om ankestyrelsens videregivelse af oplysninger i forbindelse med indhentelsen af arbejdsgiverens eventuelle bemærkninger til sagen, d.v.s. i forbindelse med sagens oplysning.
Jeg henviser i denne forbindelse til straffelovens § 152.
Den Sociale Ankestyrelse har i udtalelsen af 14. februar 1990 oplyst, at den omfattende videregivelse af sagens akter i forbindelse med en høring af den tidligere arbejdsgiver beroede på en fejl, som ankestyrelsen beklager. Der burde have været foretaget en ekstrahering i overensstemmelse med det, forbundet har anført.
Jeg finder det på linje med forbundet og ankestyrelsen beklageligt, at (B) i forbindelse med høringen i (A's) sag fik tilsendt alle akter.
Jeg har gjort ankestyrelsen bekendt med min opfattelse.
Klagen over Den Sociale Ankestyrelses begrundelse.
Ankestyrelsens begrundelse i afgørelsen af 24. maj 1989 er udformet som en tiltrædelse af Sikringsstyrelsens afgørelse. Sikringsstyrelsen fandt ved sin afgørelse af 15. marts 1988, at (A's) lidelse "efter en vurdering af de nu foreliggende oplysninger" fortsat ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade, og henholdt sig til den tidligere afgørelse i sagen.
Den tidligere (oprindelige) afgørelse - ankestyrelsens afgørelse af 1. juli 1985 - var navnlig begrundet i en vurdering af oplysningerne om begyndelsestidspunktet for (A's) symptomer, hvor ankestyrelsen lagde vægt på de først fremkomne oplysninger herom fra en undersøgelse på Arbejdsmedicinsk Klinik og en neuropsykologisk undersøgelse fra 1983 (ifølge hvilke symptomerne var startet 2-3 år før undersøgelserne, d.v.s. efter (A's) arbejdsophør).
Som grundlag for anmodningen om genoptagelse af 12. januar 1988 henviste forbundet til speciallægeerklæringen af 16. november 1987, som bl.a. indeholdt andre oplysninger om begyndelsestidspunktet for (A's) symptomer end de, der lå til grund for den oprindelige afgørelse i sagen. Erklæringen indeholdt endvidere oplysninger om (A's) arbejdsforhold, som ankestyrelsen fik yderligere belyst gennem den indhentede udtalelse fra (B).
På denne baggrund finder jeg ikke, at ankestyrelsens begrundelse for afgørelsen af 24. maj 1989 er tilstrækkelig i forhold til de krav til en begrundelses udformning, som er fastsat i forvaltningslovens § 24, jf. § 22.
En fyldestgørende begrundelse for afgørelsen måtte efter min opfattelse indeholde en udtrykkelig stillingtagen til grundlaget for genoptagelsesanmodningen, navnlig (henset til baggrunden for den oprindelige afgørelse i sagen) til erklæringens oplysninger om symptomernes begyndelse. Endvidere havde det været mest korrekt, om det af afgørelsen var fremgået, hvorvidt og i givet fald hvordan oplysningerne om (A's) arbejdsforhold og udsættelse for opløsningsmidler, som ankestyrelsen selv havde suppleret, var indgået i vurderingen af afgørelsen, jf. herved pkt. 134 i Justitsministeriets vejledning til forvaltningsloven (1986). Når en faktisk oplysning er omstridt, bør myndigheden nærmere redegøre for sin opfattelse (bevismæssige bedømmelse) af forholdet.
Jeg har samtidig hermed gjort ankestyrelsen bekendt med min opfattelse.
Herudover har jeg ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at foretage videre i sagen. Jeg henviser i den forbindelse til den uddybende begrundelse, som ankestyrelsen efterfølgende har givet i skrivelserne af 19. juni og 16. august 1989."