FOB 90.114

Inspektionsbesøg i arresthuset og detentionen i Silkeborg

05-06-1990

Efter et inspektionsbeøg i Arresthuset i Silkeborg (ARH) udtalte ombudsmanden bl.a., at arresthuset, der er opført i 1922, som helhed bar præg af, at der ikke var foretaget moderniseringer eller renoveringer i de senere år - også på trods af, at den umiddelbare vedligeholdelsestilstand (bortset fra visse af cellerne) syntes god, især i henseende til maling m.v.  

Ombudsmanden fandt det utilfredsstillende, at der ikke var adgang til et dagligt bad, og henstillede til Direktoratet for Kriminalforsorgen (DFK), at de nødvendige foranstaltninger i så henseende blev truffet.  

Ombudsmanden fandt det endvidere ikke tilfredsstillende, at der kun fandtes ét besøgsværelse, og at dette rum var det eneste rum til alle former for samtaler m.v. Ombudsmanden ville tage spørgsmålet om indretning af et yderligere rum til forsvarer- og forsorgssamtaler og lægeundersøgelser op under et møde med DFK.  

Ombudsmanden fandt ikke overvågningsforholdene i detentionen fuldt tilfredsstillende og ville drøfte mulige løsninger på dette problem - og dets tilsvarende forekomst i andre detentioner - med Justitsministeriet.

(J. nr. 1990-1518-615).