A optog i 1972 og 1973/74 lån i Statens Uddannelsesstøtte (SU). Lånene var rentefri i den normale uddannelsestid, men forrentedes derefter med 1% over den af Danmarks Nationalbank til enhver tid fastsatte diskonto. Fra 1976 begyndte SU at tilskrive lånene renter.
I maj 1989 gjorde A over for SU indsigelse om, at der var tilskrevet renter på hans studielån med urette. SU og Ankenævnet for Uddannelsesstøtten afviste at genoptage sagen under henvisning dels til, at A var blevet gjort opmærksom på, at saldoen skulle kontrolleres og indsigelse fremsættes kort tid herefter, dels til den lange tid, der var gået, før A anmodede om genoptagelse af sagen.
Ombudsmanden udtalte, at det måtte lægges til grund, at rentetilskrivningen på A's statslån var sket i strid med de dagældende regler. Ombudsmanden fandt ikke, at A's krav på tilbagebetaling af renter kunne være forældet i henhold til 1908-loven, og heller ikke, at A's tilbagebetalingskrav kunne anses for bortfaldet ved passivitet. Ombudsmanden henstillede til Ankenævnet for Uddannelsesstøtten at genoptage sagen til fornyet behandling.
Samtidig anførte ombudsmanden, at han fandt det generelt betænkeligt, at styrelsen på grund af ressourcemangel generelt afviser at genoptage sager, når der er hengået "længere tid", selv om den pågældende støttemodtager fremkommer med væsentlige nye oplysninger eller påpeger fejl i forbindelse med den trufne afgørelse. Ombudsmanden henstillede, at denne praksis blev ændret. (J. nr. 1989-1641-713).