A klagede over Den Sociale Ankestyrelses (DSA's) afgørelse vedrørende hans berettigelse til ménerstatning og erstatning for tab af erhvervsevne som følge af udsættelse for organiske opløsningsmidler. Ankestyrelsen vurderede, at A var hjerneskadet svarende til en méngrad på 60%, og at A havde et erhvervsevnetab på 60%. Ankestyrelsen vurderede imidlertid, at halvdelen af méngraden og erhvervsevnetabet kunne henføres til en selvstændig hjernelidelse hos A, der var udløst af opløsningsmiddeludsættelsen, men som i øvrigt udviklede sig uafhængigt af opløsningsmiddeludsættelsen, hvorfor der ikke blev givet erstatning herfor.
Ombudsmanden udtalte, at efter almindelige erstatningsretlige regler kan en skadevolder almindeligvis også gøres ansvarlig for skader, som skyldes skadelidtes særlige sygdomsanlæg, der udløses ved det ansvarspådragende forhold. På baggrund af DSA's langvarige praksis og en ændring af arbejdsskadeforsikringsloven samt bemærkningerne hertil, fandt ombudsmanden dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at foretage videre vedrørende DSA's praksis.
Ombudsmanden fandt imidlertid, at det lægelige grundlag for at foretage en reduktion i erstatningen måtte karakteriseres som spinkelt og derfor mindre foreneligt med den omvendte bevisbyrderegel i arbejdsskadeforsikringsloven. Ombudsmanden fandt ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for kritik af afgørelsen, men meddelte, at han var indstillet på at henstille til Civilretsdirektoratet, at der blev givet A fri proces til sagsanlæg mod DSA, såfremt A ønskede dette. (J. nr. 1990-1656-031).