A klagede over Sundhedsstyrelsens afslag på en ansøgning om medicintilskud.
Det fremgik af sagens akter, at A's læge ved indsendelse af ansøgningsskema af 12. februar 1991 på A's vegne ansøgte Sundhedsstyrelsen, Medicintilskudsnævnet, om tilskud til præparatet Effortil Prolongatum, der er et lægemiddel til behandling af lavt blodtryk.
Med skrivelse af 26. februar 1991 returnerede Sundhedsstyrelsen ansøgningen med anmodning om yderligere oplysninger, som blev meddelt ved A's læges påtegning på ansøgningen den 15. marts 1991.
Ansøgningen blev behandlet af det under Sundhedsstyrelsen nedsatte medicintilskudsnævn den 23. april 1991. På grundlag af nævnets indstilling meddelte Sundhedsstyrelsen afslag på det ansøgte. Afgørelsen blev meddelt ved returnering af ansøgningsskemaet til A's læge med afkrydsning i en fortrykt rubrik med formuleringen "Ansøgningen imødekommes ikke".
I brev af 17. maj 1991 anmodede A Sundhedsstyrelsen om en skriftlig begrundelse for afgørelsen.
I skrivelse af 27. juni 1991 gav Sundhedsstyrelsen A følgende begrundelse for afgørelsen:
"...
Baggrunden for Medicintilskudsnævnets indstilling er den, at der ikke er dokumenteret et blodtryksniveau signifikant lavere end normalt. Der er endvidere ikke dokumenteret et signifikant ortostatisk blodtryksfald, og specielt er hjertefrekvensen i forbindelse med det ortostatiske forsøg ikke nævnt. Blodtrykniveauet på Effortilbehandlingen er ikke signifikant forskellig fra niveauet uden behandling, og patientens gener uden behandling støtter ikke mistanken om ortostatisk hypotension.
Sundhedsstyrelsen kan tilslutte sig Medicintilskudsnævnets indstilling.
..."
I klagen til mig anførte A bl.a., at A først med Sundhedsstyrelsens skrivelse af 27. juni 1991 fik en begrundelse for afgørelsen. Det var endvidere A's opfattelse, at afgørelsen var truffet på et mangelfuldt grundlag. A anførte hertil bl.a., at A ikke i flere år havde fået taget sit blodtryk uden pilleindtagelse.
Sundhedsstyrelsen redegjorde i en udtalelse af 27. november 1991 i anledning af A's klage for sagsforløbet (som refereret ovenfor) og anførte følgende vedrørende begrundelsen for afgørelsen:
"...
Sundhedsstyrelsen behandlede i 1990 ca. 60.000 enkelttilskudsansøgninger. Afslag på ansøgninger sendes efter Sundhedsstyrelsens praksis kun til ansøgeren - d.v.s. den behandlende læge. Fyldigere afslagsbegrundelser sendes til lægen, såfremt denne eller dennes patient fremsætter ønske derom.
..."
Sundhedsstyrelsens udtalelse blev forelagt A, og i brev af 7. januar 1992 anførte A bl.a., at behandlingen med det pågældende præparat var nødvendig for A.
A kritiserede endvidere Sundhedsstyrelsens praksis vedrørende begrundelser for afslag på ansøgninger om medicintilskud og anførte følgende:
"Det nuværende system trækker sagerne i langdrag. Skriftlig afslagsbegrundelse straks vil give lægen mulighed for sammen med patienterne at skønne om afslagene kan tilføres uddybende/manglende oplysninger.
Praksis idag medfører selvfølgelig, at et vist antal patienter ikke har kræfter til at protestere og affinder sig med afslaget.
..."
I forbindelse med min gennemgang af sagen indhentede jeg nærmere oplysninger fra Sundhedsstyrelsen om sagsbehandlingen af ansøgninger om enkelttilskud til medicin.
Sundhedsstyrelsen oplyste bl.a. følgende:
Ansøgningerne om enkelttilskud, i 1990 ca. 60.000, behandledes i første række i Sundhedsstyrelsen på grundlag af retningslinier udarbejdet af Medicintilskudsnævnet. Langt den overvejende del af ansøgningerne (mere end 95%) blev imødekommet umiddelbart uden forelæggelse for Medicintilskudsnævnet. Sagsbehandlingstiden var ca. 2-3 uger. Afgørelsen blev meddelt den ansøgende læge med oplysning, om tilskuddet blev ydet med 75 eller 50% efter henholdsvis § 7, stk. 1, og § 7, stk. 2, i lov om offentlig sygesikring.
De øvrige ansøgninger (knap 5%) blev tilsendt medlemmerne af Medicintilskudsnævnet forud for nævnets møder, der afholdtes én gang månedligt. På grundlag af nævnets indstilling traf Sundhedsstyrelsen herefter afgørelse, der i de fleste tilfælde ikke imødekom det ansøgte.
Afgørelsen om ikke at give tilskud blev meddelt den ansøgende læge ved returnering af ansøgningsskemaet med afkrydsning i rubrikken "ansøgningen imødekommes ikke". I mere end halvdelen af tilfældene blev afgørelsen ledsaget af en følgeskrivelse med en begrundelse for afslaget. Der var i vidt omfang tale om standardprægede begrundelser.
De øvrige afslag blev ikke samtidigt begrundet. Sundhedsstyrelsen oplyste, at man arbejdede på, at alle ikke-imødekomne enkelttilskudsansøgninger fremover blev ledsaget af en skriftlig begrundelse og henviste til ressourceproblemer som baggrunden for, at dette ikke hidtil havde været tilfældet.
I min afsluttende skrivelse til A udtalte jeg følgende:
"1) Sundhedsstyrelsens afgørelse.
Sundhedsstyrelsens afgørelse om ikke at imødekomme Deres ansøgning er truffet i medfør af § 7 i lov om offentlig sygesikring. § 7, stk. 1-2, er sålydende:
"Stk. 1. Amtskommunen afholder 75 pct. af udgiften til lægemidler, som er ordineret af lægen (eller af tandlægen i det omfang, denne har ret til ved recept at ordinere lægemidler), og som er optaget på en af indenrigsministeren udsendt fortegnelse over lægemidler, der omfattes af denne bestemmelse. Det kan i fortegnelsen bestemmes, at amtskommunens afholdelse af 75 pct. af udgiften til visse arter af lægemidler er betinget af, at lægemidlet ordineres til bestemte sygdomme. I ganske særlige tilfælde kan sundhedsstyrelsen bestemme, at 75 pct. af udgiften til andre lægemidler, der af lægen er ordineret en bestemt patient, også afholdes af amtskommunen. Sundhedsstyrelsens afgørelse herom kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Amtskommunen afholder 50 pct. af udgiften til lægemidler, som er ordineret af lægen (eller af tandlægen i det omfang, denne har ret til ved recept at ordinere lægemidler), og som er optaget på en af indenrigsministeren udsendt fortegnelse over lægemidler, som omfattes af denne bestemmelse. Det kan i fortegnelsen bestemmes, at amtskommunens afholdelse af 50 pct. af udgiften til visse arter af lægemidler er betinget af, at lægemidlet ordineres til bestemte sygdomme. Sundhedsstyrelsen kan bestemme, at 50 pct. af udgiften til andre lægemidler, der af lægen er ordineret en bestemt patient, også afholdes af amtskommunen efter denne bestemmelse. Sundhedsstyrelsens afgørelse herom kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed."
Afgørelsen om, hvorvidt tilskud til lægemidler, der ikke er optaget på den fortegnelse, der er nævnt i bestemmelserne, ydes med 75 eller 50 % efter henholdsvis stk. 1 eller stk. 2, beror på et lægefagligt skøn, som jeg som ombudsmand ikke har forudsætninger for at efterprøve. Jeg vil derfor ikke kunne kritisere et sådant skøn, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Ved min gennemgang af sagen har jeg ikke fundet, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at jeg vil kunne kritisere Sundhedsstyrelsens afgørelse.
2) Sundhedsstyrelsens begrundelse for afgørelsen.
a)Ifølge forvaltningslovens § 22 skal en afgørelse, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende medhold.
b)En begrundelse skal ifølge lovens § 24 bl.a. indeholde "en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet ...".
ad a)
Sundhedsstyrelsen har vedrørende den manglende samtidige begrundelse henvist til det store antal ansøgninger om enkelttilskud til medicin og dermed de ressourcemæssige problemer, der er forbundet med at begrunde alle afslagsafgørelser. Jeg skal hertil bemærke, at der ikke i forvaltningsloven er gjort undtagelse fra pligten til samtidig begrundelse af den grund, styrelsen anfører.
Jeg må derfor finde det beklageligt, at afgørelsen om at afslå Deres ansøgning ikke var ledsaget af en begrundelse.
Jeg har gjort Sundhedsstyrelsen bekendt med min opfattelse. Herudover har jeg ikke fundet grundlag for at foretage videre, idet jeg har noteret mig, at styrelsen selv har taget initiativ til at ændre praksis, således at alle afslag på ansøgninger om medicintilskud meddeles med en samtidig skriftlig begrundelse.
ad b)
Som anført foran under 1) blev Sundhedsstyrelsens afgørelse truffet på grundlag af § 7 i lov om offentlig sygesikring. Styrelsens begrundelse for afgørelsen i skrivelsen af 27. juni 1991 burde derfor have indeholdt en henvisning hertil med angivelse af, om afgørelsen blev truffet i medfør af stk. 1 eller stk. 2.
Navnlig i betragtning af, at begrundelsen efter forvaltningsloven skulle være givet samtidig med afgørelsen, finder jeg det herudover beklageligt, at styrelsen først den 27. juni 1991 besvarede Deres anmodning af 17. maj 1991 om en begrundelse for afgørelsen.
Jeg har gjort Sundhedsstyrelsen bekendt med min opfattelse."
I en skrivelse af 15. juni 1992 meddelte Sundhedsstyrelsen, at det i udtalelsen anførte var taget til efterretning.