A's klage vedrørte Det Sociale Amtsankenævn for Y Amt, som havde tiltrådt et afslag fra K Kommune på udbetaling af sygedagpenge.
Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at A modtog arbejdsløshedsdagpenge indtil den 8. maj 1989, hvor A blev ansat som juridisk medarbejder i Y Amtskommune, Beskæftigelsessekretariatet. Ansættelsen, der blev gennemført i henhold til lovgivningen om arbejdstilbud for ledige, skete og gjaldt for 7 måneder, dvs. indtil 7. december 1989.
Amtskommunen opsagde A fra stillingen med fratræden den 30. september 1989. Begrundelsen for denne afgørelse var alvorlige samarbejdsvanskeligheder. A's arbejdsløshedskasse ikendte i den anledning A 5 ugers karantæne (1. oktober 1989 - 4. november 1989). Denne afgørelse havde jeg tidligere taget stilling til og ikke fundet anledning til at kritisere.
Efter Lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. § 55, stk. 1, ville A efter de foreliggende oplysninger miste sin ret til arbejdsløshedsdagpenge den 5. november 1989. Den 21. september 1989 udeblev A fra sit arbejde. I en skrivelse til amtskommunen, dateret 26. september 1989, meddelte A, at han havde influenza samt betændelse i en lymfeknude, og at dette var årsagen til A's udebliven. Den 26. april 1990 raskmeldte A sig i forhold til arbejdsformidlingen. A ansøgte den 3. december 1989 K Kommune om udbetaling af sygedagpenge. Kommunen afslog, og ved skrivelse af 21. august 1990 stadfæstede Det Sociale Amtsankenævn for Y Amt K Kommunes afslag.
Amtsankenævnet anførte bl.a.:
"...
Nævnet skal indledningsvis bemærke, at betingelserne for udbetaling af sygedagpenge i henhold til dagpengelovens §§ 1 og 17 er, at ansøgeren som følge af fuld uarbejdsdygtighed på grund af sygdom lider et indtægtstab. Dagpengene ophører den dag, at den sikrede er arbejdsdygtig, uanset om pågældende raskmelder sig, jfr. lovens § 25.
Ved afgørelsen af spørgsmålet om Deres ret til sygedagpenge efter 1. oktober 1989 må det lægges til grund som fastslået af de hertil kompetente myndigheder, at De ikke var berettiget til sygedagpenge fra arbejdsgiveren, ligesom De ikke ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, idet De i perioden 1. oktober - 4. november 1989 var idømt karantæne, og idet Deres ret til arbejdsløshedsdagpenge ophørte med virkning fra 5. november 1989 på grund af varighedsbegrænsning.
Uanset, om De måtte kunne godtgøre, at De havde været syg i hele den pågældende periode, ville De herefter ikke være berettiget til sygedagpenge, beregnet på grundlag af mistet arbejdsløshedsunderstøttelse. Der ses ej heller fra Deres side at være fremført noget, som kan sandsynliggøre, at De ville have haft andre indtægter i perioden, hvis De ikke havde været syg.
..."
Ved skrivelse af 24. oktober 1990 anerkendte A's arbejdsløshedskasse, at A efter raskmeldingen den 26. april 1990 var berettiget til arbejdsløshedsdagpenge. Denne afgørelse skal ses på baggrund af § 3 i bekendtgørelse nr. 451 af 11. oktober 1985 med ændring i bekendtgørelse nr. 633 af 17. september 1987. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
"§ 3. De i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55 angivne perioder, inden for hvilke arbejdskravet skal være opfyldt, forlænges med op til samlet 2 år, hvis der i disse perioder forekommer følgende forhold:
- a) Dokumenteret sygdom og uarbejdsdygtighed.
.....
Stk. 2. Arbejdsfrihed i henhold til lov om barselorlov m.v. forlænger ligeledes de perioder, inden for hvilke arbejdskravet skal være opfyldt, men dette forhold indgår ikke i 2-års-begrænsningen efter stk. 1.
Stk. 3. Det er en betingelse for anvendelse af stk. 1 og 2, at det enkelte fravær har en varighed på over 4 uger."
A anmodede herefter Det Sociale Amtsankenævn for Y Amt om at genoptage sin sag. Nævnet afslog og anførte i en skrivelse af 23. april 1991 bl.a.:
"...
Af de grunde, som er anført i nævnets afgørelsesskrivelse af 21.8.1990 finder nævnet fortsat, at De ikke er berettiget til sygedagpenge som følge af Deres sygdom.
Nævnet finder således ikke, at arbejdsløshedskassens ændrede afgørelse har betydning for nævnets afgørelse. Nævnet henviser til, at det fremgår af arbejdsløshedskassens afgørelse, at De ikke har mistet ret til dagpenge som følge af Deres sygdom, men at sygdommen alene har medført en tidsmæssig forskydning af den periode på 5 uger, som resterede af Deres dagpengeret.
Som følge heraf finder nævnet fortsat ej heller grundlag for at foretage en nærmere vurdering af de lægelige oplysninger i sagen.
Nævnet finder således, at der ikke er fremkommet nye oplysninger, som kan tillægges betydning for amtsankenævnets afgørelse, hvorfor nævnet afviste at genoptage sagen.
..."
I en skrivelse til A udtalte jeg herefter følgende:
"Amtsankenævnets afgørelse blev truffet på baggrund af bestemmelserne i § 1, § 4 og § 17 i den dagældende lov om dagpenge ved sygdom og fødsel, som havde følgende ordlyd:
"§ 1. Dagpenge efter denne lov ydes som erstatning for tab af indtægt ved uarbejdsdygtighed på grund af sygdom, herunder tilskadekomst, eller fødsel.
..."
"§ 4. Ret til dagpenge fra kommunen har lønmodtagere, der
1)har været tilknyttet arbejdsmarkedet i de sidste 13 uger før sygdommens indtræden og i denne periode har været beskæftiget mindst 120 timer samt ikke har ret til dagpenge fra arbejdsgiveren for samme periode og beskæftigelsesforhold eller
2)ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, uddannelses- eller iværksætterydelse eller kursusgodtgørelse ydet som erstatning for arbejdsløshedsdagpenge, jf. § 9, stk. 3, hvis uarbejdsdygtigheden ikke var indtrådt, ..."
"§ 17. Dagpenge ydes ved fuld uarbejdsdygtighed på grund af sygdom.
Stk. 2. Ved delvis uarbejdsdygtighed kan der ydes nedsatte dagpenge efter regler fastsat af chefen for Sikringsstyrelsen."
Som sagen foreligger oplyst for mig, må jeg lægge til grund, at amtsankenævnet ikke har taget stilling til, om det kan anses for godtgjort, at De på grund af sygdom var uarbejdsdygtig i tiden fra den 21. september 1989, til De raskmeldte Dem den 26. april 1990, men begrænset sig til at vurdere, om De i perioden 1. oktober 1989 til 26. april 1990 havde et indtægtstab.
For den relevante periode - 1. oktober 1989 til 26. april 1990 - opfyldte De betingelserne i nr. 1, idet De havde været i beskæftigelse de sidste 13 uger før sygdommens indtræden den 21. september 1989. Herefter må det lægges til grund, at De opfyldte beskæftigelseskravet i § 4.
Af bestemmelserne i §§ 1 og 17 ses, at hovedprincippet bag loven er, at dagpenge skal dække den indtægt, der mistes på grund af sygdom, jf. herved pkt. 8 i Sikringsstyrelsens vejledning af 30. januar 1987 om dagpenge fra det sociale udvalg (vejledningen er nu ophævet). I pkt. 8 anførtes:
"8. Et af hovedprincipperne i dagpengeloven er, at dagpenge ydes som erstatning for den indtægt, der mistes på grund af sygdom. Hvis den pågældende er i beskæftigelse ved sygdommens indtræden, må det som hovedregel forudsættes, at der lides et indtægtstab under hele sygeperioden, medmindre tidligere aftaler etc. om arbejdsophør afkræfter dette. Det er det aktuelle indtægtstab, der lides i sygeperioden, som skal erstattes ved dagpengeudbetalingen. Senere muligheder for efter raskmeldingen at indvinde tabet tages ikke i betragtning.
I tilfælde, hvor der opstår tvivl om der foreligger et indtægtstab - det vil især være tilfælde, hvor sygdommen opstår efter ganske kort tids beskæftigelse - bør socialforvaltningen vurdere såvel lønmodtagerens hidtidige tilknytning til arbejdsmarkedet som den fremtidige tilknytning, dvs. den tilknytning, pågældende ville have haft, hvis sygdommen ikke var indtrådt."
I pkt. 10 er videre anført følgende:
"10. Hvis en arbejdsløshedsforsikret sygemeldes efter at være idømt almindelig karantæne i arbejdsløshedskassen, skal kommunen kun udbetale dagpenge til den sikrede, såfremt den karantæneramte har tilmeldt sig Arbejdsformidlingen eller i øvrigt kan godtgøre at være aktivt arbejdssøgende, således at det ikke kan udelukkes, at pågældende ville have fået et arbejde, hvis uarbejdsdygtigheden ikke var indtrådt.
Er den arbejdsløshedsforsikrede idømt en effektiv karantæne, suspenderes denne ved sygdom, således at bortfaldet af arbejdsløshedsdagpenge udskydes til senere. Det betyder at pågældende lider et indtægtstab på grund af sygdommen og derfor er berettiget til sygedagpenge."
Bestemmelsen i § 1 må på baggrund af § 4 forstås således, at en person, der ved sygdomsperiodens start opfylder beskæftigelseskravet - herunder kravet om at opfylde betingelserne for at få arbejdsløshedsdagpenge - ikke mister retten til sygedagpenge alene som følge af, at den pågældende på et senere tidspunkt mister retten til arbejdsløshedsdagpenge.
Nævnets afgørelse af 21. august 1990 må forstås således, at nævnet har anset Dem for afskåret fra sygedagpenge som følge af, at De ikke længere var berettiget til arbejdsløshedsdagpenge samt under hensyn til, at De ikke havde godtgjort, at De ville have haft andre indtægter i perioden.
Som det ses af pkt. 8 og 10 i vejledningen, beroede afgørelsen af, om De kunne anses at have haft et indkomsttab i perioden på en konkret vurdering af oplysningerne om Deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Dette gælder både den del af perioden, hvori De havde almindelig karantæne samt tiden fra den 5. november 1989 til den 26. april 1990.
Det forhold, at vejledningen synes at gå ud fra, at der påhvilede Dem et skærpet godtgørelseskrav for så vidt angik den periode, hvori De havde almindelig karantæne, fritager ikke kommunen for at undergive de modtagne oplysninger en vurdering eller for at opfordre Dem til at fremkomme med oplysninger om Deres arbejdssøgning.
Ankenævnet ses ikke at have anlagt en sådan konkret vurdering, men har i stedet tillagt det udslaggivende betydning, at De var i karantæne samt - således som sagen forelå oplyst på daværende tidspunkt - fra den 5. november 1989 ikke opfyldte betingelserne for arbejdsløshedsdagpenge.
Set i sammenhæng med, at De opfyldte beskæftigelseskravet i § 4, må jeg anse det for betænkeligt, at dette hensyn har fået en så betydelig vægt i den konkrete afvejning.
Jeg kan således konkludere, at amtsankenævnets afgørelse blev truffet på et for snævert oplysningsgrundlag.
Jeg har samtidig hermed gjort Det Sociale Amtsankenævn for (Y) Amt bekendt med min opfattelse og samtidig henstillet til nævnet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse på grundlag af det, jeg har anført ovenfor."