A klagede til mig over manglende begrundelse i Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses afgørelser vedrørende tilkendelse af erstatning for varigt mén som følge af B's arbejdsskade. Afgørelsen, der var dateret den 1. november 1990, havde bl.a. følgende indhold:
"Arbejdsskaden skønnes ikke at have medført varigt mén på mere end 25%.
Ankestyrelsen tiltræder således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse."
Arbejdsskadestyrelsen havde den 14. marts 1990 meddelt B følgende afgørelse:
"Varigt mén vurderes til en mén grad på: 25 %
Erstatning for varigt mén: 73.734,- kr."
På min anmodning uddybede ankestyrelsen i skrivelse af 12. februar 1991 til A begrundelsen for afgørelsen således:
"Ankestyrelsen har ved afgørelsen af, hvor stort et mén, der er påført (B) som følge af faldet ned i lasten på en trawler den 21. december 1987 tillagt det betydning, at det af de lægelige oplysninger fremgår, at han forud for ulykken har været behandlet på sygehus flere gange. Det er tillagt betydelig vægt, at det ud fra en lægelig vurdering måtte antages, at de lidelser, der var årsag til disse behandlinger har haft betydning for hans nuværende tilstand.
Ankestyrelsen skal endvidere pege på, at det af de lægelige oplysninger tillige fremgår, at (B's) tilstand efter ulykken er blevet forværret af en lidelse, som er opstået uafhængig af arbejdsulykken."
A rettede atter henvendelse til mig og fastholdt sin oprindelige klage over manglende begrundelse, idet det af ankestyrelsens skrivelse fremgik, at der var taget forbehold for andre, forudbestående lidelser ved udmålingen af erstatningen. Endvidere uddybede A klagen som en klage over, at det af ankestyrelsens begrundelsesskrivelse af 12. februar 1991 ikke fremgik, hvilke konkrete, forudbestående lidelser ankestyrelsen havde lagt vægt på, men at ankestyrelsen i begrundelsen alene havde henvist til lægelige akter.
Jeg anmodede herefter ankestyrelsen om en udtalelse om sagen samt om udlån af sagens akter. Ankestyrelsen indhentede i anledning af min anmodning en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen. Udtalelsen var vedlagt ankestyrelsens skrivelse af 17. juni 1991 til mig, idet ankestyrelsen henholdt sig hertil. Arbejdsskadestyrelsen oplyste heri, at styrelsen allerede på anerkendelsestidspunktet normalt oplyste om, at der ved eventuel fastsættelse af erstatning ville blive taget hensyn til relevante, forudbestående/konkurrerende lidelser. Samtidig oplyste Arbejdsskadestyrelsen, at man i den foreliggende sag ikke på anerkendelsestidspunktet havde lægelige oplysninger om sådanne lidelser, og det anførtes videre:
"Af de senere indhentede lægelige oplysninger i sagen fremgår det imidlertid, at også andre forhold end de direkte følger efter arbejdsskaden har haft indflydelse på skadelidtes nuværende tilstand - såvel helbredsmæssigt som beskæftigelsesmæssigt.
Erstatningen for varigt mén og tab af erhvervsevne er således fastsat ud fra en vurdering af de direkte følger efter arbejdsskaden, idet der herved er taget hensyn til skadelidtes forudbestående og konkurrerende lidelser."
I skrivelsen af 17. juni 1991 anførte ankestyrelsen bl.a. følgende:
"Med hensyn til spørgsmålet om fastsættelsen af méngraden henvises til Ankestyrelsens svar til (A) af 12. februar 1991, hvoraf det fremgår, at der efter arbejdsskadeforsikringsloven kun gives erstatning for den skade, der skyldes arbejdsskaden.
(B) har ved arbejdsskaden pådraget sig en skulderlæsion, en let indskrænket lungefunktion og følger efter en hjernerystelse. Ved vurderingen af mén-graden for disse skader har Ankestyrelsen tillagt det betydning, at (B) tidligere har været udsat for hovedtraumer. Med hensyn hertil henvises bl.a. til udskrivningsbrev fra (Y) amts sygehusvæsen vedrørende en indlæggelse i juli 1976. Dette bilag er nævnt i afgørelsen af 1. november 1990 blandt de lægelige oplysninger, der har ligget til grund for vurderingen af de helbredsmæssige følger af arbejdsskaden.
Som nævnt i Ankestyrelsens brev af 12. februar 1991 til (A) har Ankestyrelsen endvidere ved vurderingen af sagen været opmærksom på, at (B's) tilstand er blevet forværret efter arbejdsulykken af forhold der er opstået uafhængig af denne, idet han i april 1990 er blevet opereret for mavekræft.
Det fremgår af sagen, at (B) gennem sin advokat (C) fra Arbejdsskadestyrelsen har fået kopi af det lægelige materiale i sagen.
Det beror efter Ankestyrelsens opfattelse på et skøn over omstændighederne i den konkrete sag, i hvilket omfang de egentlige diagnoser skal oplyses over for ansøgere og i hvilket omfang det er tilstrækkeligt at angive, hvilket lægeligt materiale der har dannet grundlag for Ankestyrelsens afgørelse."
I en skrivelse til A udtalte jeg følgende:
"Udformningen af Den Sociale Ankestyrelses ledsagende begrundelse til afgørelsen i skrivelsen af 1. november 1990 må efter min mening anses for klart utilstrækkelig i forhold til de krav til en begrundelses udformning, der er fastsat i forvaltningslovens § 24, jf. § 22. Det var baggrunden for, at jeg oversendte (A's) første henvendelse til ankestyrelsen med henblik på, at styrelsen kunne meddele (A) en nærmere begrundelse.
I den forbindelse bemærker jeg, at ankestyrelsen i afgørelsen alene opregnede de faktiske oplysninger, styrelsen var i besiddelse af, herunder hvilke lægelige akter der dannede grundlag for styrelsens behandling af sagen. Derimod var der i afgørelsen ikke anført nogen begrundelse, hvoraf det fremgår, hvilke af de opregnede oplysninger der var lagt vægt på, herunder om ankestyrelsen ved fastsættelsen af ménerstatningen reducerede under hensyn til forudbestående og/eller konkurrerende lidelser - og i givet fald, med hvilken andel erstatningen blev reduceret, jf. Folketingets Ombudsmands beretning 1990, s. 491.
Ved afgørelsen om reduceret erstatning på grund af forudbestående og/eller konkurrerende lidelser hører det endvidere efter min mening med til en fyldestgørende begrundelse, at det i begrundelsen anføres, hvilke af de foreliggende lidelser som henholdsvis kan henføres/ikke kan henføres til den anmeldte arbejdsskade. En begrænsning af begrundelsen på dette punkt til blot en henvisning til sagens lægelige akter vil efter min opfattelse kun undtagelsesvis være acceptabel. Som altovervejende hovedregel må begrundelsen indeholde en klar og entydig oplysning om fordelingen af lidelserne, da en sådan fordeling sjældent vil fremgå med tilstrækkelig tydelighed af de lægelige akter. Hertil kommer, at indholdet af de lægelige akter ofte er vanskeligt forståeligt for personer uden en sundhedsfaglig baggrund. Begrundelsen skal således også opfylde et kommunikationsbehov.
Det følger af det anførte, at jeg ikke uden videre kan tilslutte mig ankestyrelsens bemærkning i skrivelsen af 17. juni 1991, hvorefter det beror på et skøn over omstændighederne i den konkrete sag, i hvilket omfang de egentlige diagnoser skal oplyses over for ansøgerne, og i hvilket omfang det er tilstrækkeligt at angive, hvilket lægeligt materiale der har dannet grundlag for ankestyrelsens afgørelse. På den baggrund kan begrundelsen for afgørelsen i skrivelsen af 1. november 1990, heller ikke når den sammenholdes med de yderligere begrundelser i ankestyrelsens efterfølgende skrivelser af 12. februar og 17. juni 1991, anses for fyldestgørende.
I begge skrivelser savnes således stadig en angivelse af, med hvilken andel ménerstatningen er reduceret, ligesom skrivelserne ikke tilstrækkeligt klart angiver en fordeling af de lidelser, som henholdsvis kan henføres til/ikke henføres til arbejdsulykken den 21. december 1987. Ved en gennemgang af de lægelige akter fremgår det alene, at det ved aktuelle undersøgelser af (B) er konstateret, at han tidligere har været under lægebehandling. Imidlertid fremgår det tilsyneladende intetsteds med blot nogen tydelighed, om tidligere lægebehandling har haft betydning for vurderingen af (B's) nuværende tilstand. I skrivelsen af 17. juni 1991 henviste ankestyrelsen til udskrivningsbrev fra 1976. Ved en gennemgang heraf fremgår, at der alene er stillet en diagnose "obs pro", og i epikrisen anføres bl.a.: "Alle undersøgelser har således været normale." Udskrivning af (B) er sket med et råd til (B) om "at tage den lidt med ro" og ifølge det oplyste uden yderligere behandling.
Det er således min opfattelse, at det alene ved en gennemgang af de lægelige oplysninger ikke heraf fremgår tilstrækkeligt klart og entydigt, hvilke forudbestående lidelser ankestyrelsen har lagt vægt på, og med hvilken fordeling de forudbestående og konkurrerende lidelser optræder.
Jeg har samtidig hermed gjort Den Sociale Ankestyrelse bekendt med min opfattelse. Endvidere har jeg henstillet til ankestyrelsen, at styrelsen nu meddeler (A) en nærmere begrundelse for afgørelsen af ménerstatningen.
Det tilføjes, at jeg alene har taget stilling til Den Sociale Ankestyrelses begrundelse for den trufne afgørelse. Jeg beder (A) afvente, at ankestyrelsen nærmere begrunder afgørelsen, før (A) tager stilling til, om der er grundlag for at klage til mig på ny."
Efter fornyet behandling af sagen meddelte Den Sociale Ankestyrelse i skrivelse af 18. september 1992 til A:
"...
Af speciallægeerklæring af 1. februar 1989 fra overlæge (...), Neurokirurgisk afdeling, (S) Sygehus fremgår, at (B) ved overlægens undersøgelse fremkom med følgende klager: åndenød ved fysisk anstrengelse, nedsat funktion af højre arm, lændesmerter ved foroverbøjning og belastning af ryggen, nedsat hørelse og dårligere hukommelse end tidligere.
Som meddelt i brev af 17. juni 1991 fandt Ankestyrelsen ved sin afgørelse, at de blivende følger efter arbejdsskaden den 21. december 1987 var en skulderlæsion, en let indskrænket lungefunktion og følger efter en hjernerystelse.
På baggrund af den seneste lægekonsulentdrøftelse kan det oplyses, at 15% af méngraden på 25% kan henføres til den højresidige skulderlæsion, 5% til den lette lungefunktionsforstyrrelse, der kun er subjektiv, og 5% til læsionen vedrørende hjernen.
Vedrørende skulderlidelsen er det oplyst, at der på reumatologisk ambulatorium i (Z) i august 1989 blev fundet tydelig parese af 2 skuldermuskler og let lammelse af et par andre. Der var ingen føleforstyrrelse i højre skulder og bevægeligheden blev fundet helt normal. En skade af denne art er ikke direkte omfattet af Arbejdsskadestyrelsens vejledende méntabel. Til orientering vedlægges kopi af afsnittet vedrørende skulderlidelser.
For så vidt angår lungelidelsen foreligger 2 helt normale lungefunktionsundersøgelser fra september 1988. På (Z) Sygehus vurderes, at muskellammelsen i skulderen kunne have betydning for hans subjektive fornemmelse af nedsat lungefunktion.
For så vidt angår vurderingen af méngraden som følge af læsionen vedrørende hjernen har Ankestyrelsen lagt afgørende vægt på, at (B) tidligere har haft hjernemæssige funktionsforstyrrelser og flere kranietraumer. Han havde således St. Veitsdans som barn og kranietraumer i 1965, 1967 og i 1970. I 1969 og 1970 uvarslede tilfælde med bevidsthedstab, hvilket gentog sig i 1976, hvor (B) blev indlagt på (V) Sygehus.
Postcommotionelt syndrom, dvs. følger efter hjernerystelse giver efter méntabellen en mengrad på 8-10%. Den forudbestående del af lidelsen er således vurderet til ca. halvdelen.
(B's) klage over nedsat hørelse er undersøgt i september 1989 på Høreklinikken, (W) Sygehus, hvor hørelsen blev fundet helt normalt.
..."
Ankestyrelsen sendte mig en kopi af skrivelsen og oplyste samtidig, at "...Ankestyrelsen i samarbejde med Arbejdsskadestyrelsen vil tage spørgsmålet op om en generel udbygning af begrundelser i sager, hvor der optræder konkurrerende lidelser i forhold til arbejdsskaden."
"...
Jeg meddelte herefter ankestyrelsen, at jeg ikke foretog videre i anledning af den konkrete sag, og at jeg ville sætte pris på at blive underrettet om resultaterne af de generelle overvejelser om en udbygning af begrundelserne i denne type sager.
Note:
(*1) Jf. FOB 1990, s. 458 (s. 491).