En erhvervsdrivende fond A klagede til ombudsmanden over, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (ESS) som fondsmyndighed havde pålagt A at stille en bankgaranti på 2,4 mio. kr. i anledning af et af A oparbejdet underskud.
Ombudsmanden fandt det kritisabelt, at ESS ikke havde besvaret en forespørgsel fra A om, med hvilken hjemmel ESS havde stillet krav om garantistillelse. I sit svar til ombudsmanden henviste ESS som hjemmel til Lov om erhvervsdrivende fonde § 42. Ombudsmanden fandt ikke, at denne bestemmelse gav sikker hjemmel for at påbyde en fondsbestyrelse at foretage dispositioner, som ikke tog sigte på en regulering af fondens uddeling eller overskudsdisponering. Da A selv hæftede for den stillede bankgaranti, måtte garantien antages alene at sikre A's kreditorer og ikke dens formue. Ombudsmanden fandt på det grundlag ikke, at den afleverede garanti kunne sidestilles med et krav om øget konsolidering eller lignende til sikring af fondens formål, hvorfor ombudsmanden fandt det kritisabelt, at ESS havde pålagt A at stille den omhandlede garanti.
Ombudsmanden kritiserede endvidere ESS for fejlagtigt at have meddelt A, at en klage til ombudsmanden i henhold til Lov om erhvervsdrivende fonde ikke kunne tillægges opsættende virkning. Afgørelsen om opsættende virkning beroede i det hele på ESS's eget skøn. Afslutningsvis bad Ombudsmanden ESS tage stilling til, hvorvidt der i den foreliggende sag var grundlag for at statuere erstatningsansvar for det offentlige for A's tab i forbindelse med den afkrævede garantistillelse. (J. nr. 1992-175-319).