Statsskattedirektoratet (SSD) og de tyske skattemyndigheder (TS) havde efter den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst indledt forhandlinger for at undgå en dobbeltbeskatning af A. A klagede over SSD's afslag på aktindsigt i korrespondancen mellem SSD og de tyske skattemyndigheder.
SSD fandt ikke, at A kunne anses som part i forhandlingssagen og afviste begæringen med henvisning til offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 2.
Ombudsmanden udtalte, at A måtte anses som part i relation til spørgsmålet om, hvorvidt der kunne ske lempelse af dobbeltbeskatningen og til spørgsmålet om, på hvilken måde lempelsen kunne ske. Ombudsmanden fandt, at resultatet af forhandlingen mellem SSD og TS måtte anses som en afgørelse i forhold til parten. Ombudsmanden udtalte herefter, at A's anmodning om aktindsigt burde have være behandlet efter bestemmelserne i forvaltningsloven. Ombudsmanden fandt, at såfremt der skulle tages stilling til aktindsigtsspørgsmålet efter offentlighedsloven, ville der ikke være tilstrækkeligt grundlag for at anvende bestemmelserne i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 2, alene med henvisning til risikoen for, at den medkontraherende stats skattemyndigheder ville reagere negativt i anledning af, at der i overensstemmelse med de nationale regler meddeltes aktindsigt. Ombudsmanden fandt endvidere, at forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 2, ikke kunne finde anvendelse i en dobbeltbeskatningssag, medens bestemmelsens nr. 4 kun i et ganske begrænset omfang ville kunne finde anvendelse. Endelig udtalte ombudsmanden sig om betydningen af, at skatteyderen antager partsstatus i relation til forvaltningslovens § 19 og § 21. Ombudsmanden henstillede til Told- og Skattestyrelsen, der havde overtaget SSD's beføjelser, at tage aktindsigtsspørgsmålet op til fornyet overvejelse. (J. nr. 1989-1881-220).