Højesteret tilkendte moderen B forældremyndigheden over datteren D; Faderen A blev af Højesteret tilkendt forældremyndigheden over sønnen C. A og C var bosiddende i Texas, USA, hvor A ved dom havde fået tilkendt forældremyndigheden over D.
Civilretsdirektoratet (CD) tilsluttede sig statsamtets (S's) afgørelse om afvisning af samkvemsret for A med D dels under henvisning til A's manglende samarbejdsvilje med hensyn til B's samkvem med C dels under henvisning til faren for, at A ville bringe D ud af landet. Ombudsmanden fandt ikke anledning til at kritisere denne afgørelse.
Ombudsmanden fandt endvidere ikke holdepunkter for at antage, at S skulle have pålagt A at antage en advokat.
Sagens dokumenter fandtes ikke at give belæg for at antage, at sagsbehandleren i S under samværsbesøgene i S skulle have taget parti for B.
Ombudsmanden fandt, at S før sin afgørelse burde have afventet A's skriftlige bemærkninger i forbindelse med partshøring over en skrivelse fra B. CD burde have påtalt dette forhold.
CD burde have partshørt A over et notat udarbejdet af S i forbindelse med CD's behandling af sagen.
Ombudsmanden kunne under henvisning til faren for, at A tog D med ud af landet, ikke kritisere, at samværsbesøgene blev gennemført i S. (J. nr. 1990-800-63).