A anmodede Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet (P & T) om aktindsigt i en række nærmere angivne dokumenter. A fik helt eller delvist afslag på aktindsigt i nogle af dokumenterne under henvisning til offentlighedslovens § 7 om interne arbejdsdokumenter og § 12, stk. 1, nr. 2, om oplysninger af væsentlig økonomisk betydning.
Ombudsmanden udtalte, at det bør undersøges, hvorvidt der kan gives delvis aktindsigt i interne arbejdsdokumenter efter offentlighedslovens § 11, stk. 1, vedrørende oplysninger om faktiske omstændigheder af væsentlig betydning for sagsforholdet eller i kraft af meroffentlighedsprincippet i offentlighedslovens § 4, stk. 1.
I forbindelse med nogle af dokumenternes undtagelse fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 7, nr. 2, opstod spørgsmål om, hvorvidt ad hoc-gruppen vedrørende revision af telefonselskabernes regnskabsreglementer samt økonomi- og planlægningsudvalget under Statens Teleråd kunne betragtes som selvstændige myndigheder. Dette fandtes at være tilfældet. Ombudsmanden vurderede navnlig spørgsmålet ud fra organernes sammensætning og funktion, og udtalte sig tillige om betydningen af videregivelse af interne arbejdsdokumenter til andre myndigheder.
Ombudsmanden påpegede, at anvendelse af undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2, forudsætter en konkretisering af den økonomiske tabsrisiko, og at P & T burde have foretaget en sådan konkretisering.
Ombudsmanden henstillede til P & T at tage sagen op til fornyet overvejelse. (J. nr. 1992-982-801).