A klagede over, at Skatteministeriet (SKM) afslog at godkende en forening B i henhold til § 8 A i ligningsloven. SKM henviste i sit afslag til, at B's styrelse var selvsupplerende, hvilket efter praksis udelukkede den omhandlede godkendelse. Kravet var opstillet med henblik på at skabe en vis garanti for, at foreningens eller institutionens midler forvaltes i overensstemmelse med almenvelgørende eller almennyttige formål.
A gjorde over for ombudsmanden gældende, at afslaget var udtryk for usaglig forskelsbehandling, idet andre foreninger med selvsupplerende styrelser var blevet godkendt i henhold til § 8 A.
Ombudsmanden anså det for beklageligt, at SKM - uden at have undersøgt spørgsmålet nærmere - ukorrekt tilkendegav, at der kun i et fåtal af tilfældene var forekommet fravigelser fra det faste krav om, at bestyrelserne ikke er selvsupplerende. Ombudsmanden fandt endvidere, at SKM ved den træghed, hvormed ministeriet erkendte fravigelser, ikke levede op til kravene om god forvaltningsskik.
B gjorde gældende, at ombudsmanden var inhabil, men ombudsmanden fandt ikke grundlag for at erklære sig inhabil i sagen. (J. nr. 1990-1112-220).