A klagede over, at en afgørelse, truffet af Arbejdsskadestyrelsen (ASK) vedrørende erstatning for skade i forbindelse med afgivelse af blod som bloddonor, ikke kunne påklages i sin fulde udstrækning til Sundhedsministeriet (SUM) eller til Den Sociale Ankestyrelse (DSA).
Det retlige grundlag for afgørelser om erstatning for bloddonorskader var indeholdt i en tekstanmærkning til de årlige finanslove. Kompetencen var herved henlagt til SUM. SUM havde efter aftale med Socialministeriet (SM) delegeret kompetencen til ASK - der hørte under SM's departement - således at SUM skulle varetage overordnelsesbeføjelserne.
Ombudsmanden fandt delegationen lovlig, uanset at retsgrundlaget ikke indeholdt bestemmelser om delegationen, da ASK var i besiddelse af den ekspertise, som sager om bloddonorerstatninger forudsætter, og da ASK normalt står i underordnelsesforhold til et departement.
Ombudsmanden fandt det ej heller kritisabelt, at ASK's afgørelse ikke kunne påklages i fuldt omfang til en højere administrativ instans, idet SUM ikke var i besiddelse af den fornødne lægelig sagkundskab og derfor var afskåret fra at efterprøve ASK's lægelige vurdering, der lå til grund for fastlæggelsen af méngraden.
Ombudsmanden lagde herved vægt på, a adgangen til påklage ikke var reguleret i tekstanmærkningerne, a det var forudsat, at afgørelserne om erstatning til bloddonorer alene blev behandlet af én administrativ instans, og at ASK var i besiddelse af fornøden ekspertise til at træffe afgørelse om erstatning. (J. nr. 1990-1627-09).