I skrivelse af 15. januar 1992 klagede A over, at Industriministeriets Erhvervsankenævn havde opkrævet gebyr for behandling af A's klage over Finanstilsynets afslag af 16. oktober 1991 på aktindsigt. A klagede endvidere over Finanstilsynets afgørelse af 19. december 1991 om overdragelse af livsforsikringsbestanden fra X forsikringsselskab til Y forsikringsselskab.
Det fremgik af sagens akter, at A ved skrivelse af 14. oktober 1991 anmodede Finanstilsynet om aktindsigt i tilsynets sag vedrørende overdragelse af livsforsikringsbestanden. A anmodede samtidig om udsættelse af overdragelsessagens behandling, indtil han havde haft lejlighed til at afgive uddybende kommentarer.
Finanstilsynet meddelte ved skrivelse af 16. oktober 1991 afslag på aktindsigt. Tilsynet gav følgende begrundelse herfor:
"...
Finanstilsynet anser normalt alene de institutioner, som tilsynet fører tilsyn med, som parter i forhold til tilsynet og dermed omfattet af partsbegrebet i forvaltningsloven, jf. denne lovs § 9. Institutionens kunder har efter Finanstilsynets opfattelse således ikke ret til aktindsigt i medfør af forvaltningsloven, medmindre de i den enkelte sag skønnes at have en sådan konkret individuel og væsentlig retlig interesse i at få de ønskede oplysninger udleveret, at de skal tildeles partsbeføjelser. En sådan interesse foreligger ikke efter Finanstilsynets skøn i det foreliggende tilfælde.
For god ordens skyld tilføjes det, at det ønskede materiale heller ikke kan udleveres i medfør af offentlighedsloven. Det skyldes, at Finanstilsynets ansatte bl.a. i henhold til lov om forsikringsvirksomhed § 240, stk. 4, er undergivet en særlig tavshedspligt, hvorfor tilsynet som altovervejende hovedregel ikke kan meddele aktindsigt efter reglerne i lov om offentlighed i forvaltningen, jf. lovens § 14.
..."
Ved skrivelse af 5. november 1991 påklagede A Finanstilsynets afslag på aktindsigt til Industriministeriets Erhvervsankenævn.
Den 14. november 1991 skrev Erhvervsankenævnet følgende til A:
"...
Efter § 7 i bekendtgørelse nr. 204 af 29. marts 1988 om Industriministeriets Erhvervsankenævn er der fastsat et gebyr på kr. 2.000,- for behandling af klager, således at klagen afvises, såfremt gebyret ikke betales inden en fastsat frist.
I den anledning skal man anmode Dem om at indbetale kr. 2.000,- til Industriministeriets Erhvervsankenævn.
..."
A indbetalte gebyret den 10. december 1991 og anførte samtidig:
"Beløbet indbetales under protest, da det ikke er oplyst fra Finanstilsynet i ankevejledningen, at gebyret skal medsendes og tillige er det fra klagers side uforståeligt, at Finanstilsynet kan nægte adkomst til forsikringstekniske oplysninger, da dette fremgår klart af Livsforsikringsselskabets vedtægter mrk 11/1 - 1985 § 3.
..."
Ved skrivelse af 6. januar 1992 fremsendte A til Erhvervsankenævnet et brev af 9. december 1991, som jeg havde sendt til et medlem af Folketinget vedrørende A's sag. I brevet skrev jeg bl.a. følgende:
"...
Sagen rejser et problem, som jeg tidligere har taget stilling til.
Til din orientering vedlægges kopi af s. 86-87 i min beretning for 1990.
Som det ses, gav jeg i denne sag udtryk for, at Konkurrencenævnet i en tilsvarende situation var uberettiget til at opkræve klagegebyr.
Denne opfattelse tiltrådte såvel Konkurrencenævnet som Industriministeriet.
Det er nærliggende at antage, at gebyrreglen i § 7, stk. (2), i bekendtgørelse nr. 204 af 29. marts 1988 om Industriministeriets Erhvervsankenævn skal fortolkes på samme måde.
..."
Under henvisning til ovenstående brev anmodede A om, at det erlagte gebyr blev tilbagebetalt.
Efter at A havde indgivet klage til mig, meddelte Erhvervsankenævnet ved skrivelse af 17. januar 1992 A følgende:
"...
Ankenævnet forstår Deres skrivelse af 20. december 1991 derhen, at der er tale om to nye selvstændige klager, dels en klage over at Finanstilsynet ved brev af 19. december 1991 til (X forsikringsselskab) har truffet beslutning om, at overdragelsen af forsikringsbestanden kan finde sted, og dels en klage over at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen den 19. december 1991 skulle have registreret det selskab, der skal overtage forsikringsbestanden ...
...
Man beder Dem meddele nævnet, om der - som nævnt ovenfor - er tale om nye klager, og i bekræftende fald anmodes De om at uddybe klagerne nærmere.
Det tilføjes, at ankenævnet ikke herved har taget stilling til, om ankenævnet kan behandle klager af det nævnte indhold fra Dem, lige som ankenævnet ikke har taget stilling til, om klagerne kan behandles inden for det allerede betalte gebyr.
I anledning af Deres skrivelse af 6. januar 1992 skal man oplyse, at ankenævnet er bekendt med den sag vedrørende Konkurrencenævnet, som Ombudsmanden henviser til, ligesom nævnet er bekendt med Industriministeriets udtalelse i sagen.
Ankenævnets pligt til at opkræve gebyr for behandling af klager indgivet før 1. januar 1992 fremgår af Industriministeriets bekendtgørelse nr. 204 af 29. marts 1988 om Industriministeriets Erhvervsankenævn § 7, stk. 2, jfr. § 7 i lov nr. 858 af 23. december 1987 om Erhvervsankenævnet.
Ankenævnet anser klager, der angår afgørelser truffet efter den særlige tavshedspligt i lov om forsikringsvirksomhed, for omfattet af klageadgangen til nævnet efter de enkelte love, jfr. førnævnte lov om Erhvervsankenævnet § 1, jfr. bekendtgørelsens § 7, stk. 2.
Da ankenævnet bl.a. anser Deres klage af 5. november 1991 som værende en klage over, at Finanstilsynet den 16. oktober 1991 traf beslutning om ikke at meddele Dem aktindsigt med henvisning til § 240, stk. 4, i lov om forsikringsvirksomhed, er nævnet forpligtet til at opkræve gebyr.
Det indbetalte gebyr kan derfor ikke tilbagebetales.
..."
Erhvervsankenævnet henviste i skrivelsen af 17. januar 1992 til en udtalelse af 31. oktober 1991, som Erhvervsankenævnet havde afgivet til mig i forbindelse med en anden sag. Her udtalte Erhvervsankenævnet følgende:
"Ankenævnets pligt til at opkræve gebyr for behandling af en klage til nævnet fremgår af Industriministeriets bekendtgørelse nr. 204 af 29. marts 1988 om Industriministeriets Erhvervsankenævn § 7, stk. 2, jf. § 7 i den fornævnte lov om Erhvervsankenævnet.
Det tilføjes, at ankenævnet også anser klager, der angår afgørelser truffet efter de særlige tavshedspligtsbestemmelser i realkreditloven, bank- og sparekasseloven, lov om Københavns Fondsbørs, lov om forsikringsvirksomhed m.fl. for omfattet af klageadgangen til ankenævnet efter de enkelte love, jf. lov om Industriministeriets Erhvervsankenævn § 1, jf. bekendtgørelse nr. 204 af 29. marts 1988 § 7, stk. 2.
Som svar på Deres spørgsmål om, hvorvidt ankenævnet vil afkræve en klager gebyr for en klage, der vedrører afslag på aktindsigt efter forvaltningslovens kap. 4, skal man meddele, at ankenævnet er bekendt med skrivelsen af 7. december 1990 fra Industriministeriets departement til Konkurrenceankenævnet. Erhvervsankenævnet har siden modtagelsen af skrivelsen administreret gebyrreglerne i bekendtgørelsen om Erhvervsankenævnet i overensstemmelse hermed."
Jeg skrev herefter bl.a. følgende til A:
"I anledning af Deres brev af 15. januar 1992 skal jeg meddele, at jeg samtidig har anmodet Industriministeriets Erhvervsankenævn om en udtalelse vedrørende Deres klage over, at De er blevet afkrævet gebyr for behandling af Deres klage over Finanstilsynets afslag på aktindsigt."
Samtidig skrev jeg følgende til Erhvervsankenævnet:
"...
Jeg udbeder mig en udtalelse om (A's) klage over at være blevet afkrævet gebyr for behandling af klagen over afslag på aktindsigt.
I den forbindelse beder jeg ankenævnet fremkomme med en nærmere begrundelse for, at ankenævnet har fundet, at aktindsigtsafgørelsen blev truffet i henhold til lov om forsikringsvirksomhed og ikke på grundlag af § 14 i lov om offentlighed i forvaltningen. Jeg henleder i denne forbindelse ankenævnets opmærksomhed på, at Finanstilsynet i afslagsskrivelsen af 16. oktober 1991 har henvist til § 14 i offentlighedsloven. Jeg skal endvidere pege på, at § 240 i lov om forsikringsvirksomhed for så vidt ikke regulerer borgernes adgang til at forlange dokumenter udleveret, og at bestemmelsen derfor kun indirekte i kraft af § 14 i offentlighedsloven har relevans for aktindsigtsspørgsmålet."
Efter at A over for Erhvervsankenævnet havde præciseret, at hans klage vedrørte spørgsmålet om aktindsigt og udsættelse af sagen efter reglerne i forvaltningsloven, skrev Erhvervsankenævnet den 9. marts 1992 følgende til mig:
"Efter en fornyet gennemgang af sagen, og navnlig efter at klageren i skrivelse af 8. februar 1992 har præciseret sit formål med klagen, finder Erhvervsankenævnet, at klagen må forstås således, at klager kun ønsker, at ankenævnet skal tage stilling til, om han som part i sagen har krav på aktindsigt og krav på udsættelse af sagens afgørelse efter reglerne i forvaltningsloven. Da klageadgangen i det således foreliggende tilfælde må betragtes som beroende på forvaltningsloven, ikke på lov om forsikringsvirksomhed, skal der i overensstemmelse med skrivelsen fra Industriministeriets departement af 7. december 1990 ikke afkræves klageren gebyr.
Ankenævnet har derfor samtidig hermed meddelt klageren, at gebyret snarest vil blive tilbagebetalt.
Det tilføjes, at der efter ankenævnets opfattelse skal opkræves gebyr, hvis klagen senere udvides, således at ankenævnet skal tage stilling til rækkevidden af Finanstilsynets tavshedspligt efter lov om forsikringsvirksomhed § 240, jf. herved nævnets skrivelse til ombudsmanden af 31. oktober 1991.
..."
Efter at Erhvervsankenævnet således havde meddelt mig, at nævnet ikke fandt, at der skulle opkræves klagegebyr, og at dette derfor ville blive tilbagebetalt A, fandt jeg ikke grundlag for at foretage mig videre i anledning af dette spørgsmål. Dette meddelte jeg A og Erhvervsankenævnet ved skrivelser af 19. marts 1992.