En landboforening i X-by klagede på vegne af A over en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Ankenævn, hvorefter A ikke var berettiget til arbejdsløshedsdagpenge.
Af sagens akter fremgik, at A og dennes ægtefælle i fællesskab drev landbrugsvirksomhed med en animalsk produktion på ca. 175 smågrise, ca. 250-300 slagtesvin og 6,2 ha markjord.
Det var oplyst, at A's arbejdsfunktioner bestod i at få søerne med smågrise og passe smågrisene, indtil de vejede 30 kg og overgik til slagtestalden.
I forbindelse med ægteparrets salg af landbrugsvirksomheden, med overdragelse pr. 1. februar 1989, blev svinebesætningen i perioden fra januar til 10. november 1988 reduceret til 175 slagtesvin på 40 til 80 kg, der skulle passes af A's ægtefælle. Den 3. oktober 1988 indgav A en ledighedserklæring til Selvstændige Erhvervsdrivendes Arbejdsløshedskasse (ASE) og søgte om arbejdsløshedsdagpenge med virkning fra den 10. november 1988 under henvisning til, at hendes arbejdsfunktioner ophørte fra denne dag.
I skrivelse af 21. november 1988 meddelte ASE, at man kunne anerkende A som ledig pr. 1. februar 1989, under hensyn til at det var dokumenteret, at landbrugsejendommen blev solgt den 1. februar 1989.
ASE lagde til grund, at reduktionen af svinebesætningen ikke kunne betragtes som ophør af virksomhed, men derimod som en afvikling af virksomheden frem til den endelige afvikling den 1. februar 1989.
I samme skrivelse bad ASE A forklare, hvorledes hun havde fastsat den angivne ophørsdato, da denne ikke stemte overens med den dokumenterede ophørsdato - 1. februar 1989.
I skrivelse af 26. november 1988 oplyste A, at den manglende overensstemmelse mellem ledighedstidspunkt og salgstidspunkt skyldtes, at hun som medarbejdende ægtefælle ophørte mere end midlertidigt med sit arbejde ved reduktionen af avlsdyr den 10. november 1988.
ASE meddelte herefter A, at såfremt hun ønskede sin ansøgning om dagpenge behandlet efter reglerne om ægtefælles udtræden af selvstændig virksomhed, og virksomheden fortsattes af den anden ægtefælle, skulle hun fremsende en udførlig beskrivelse af sine og ægtefællens arbejdsfunktioner. A skulle endvidere fremsende dokumentation for salg af besætningen og oplyse, om der efter den 10. november 1988 forefandtes nogen besætning på ejendommen, og i givet fald angive arten.
A oplyste i skrivelse af 13. december 1988, at hendes arbejdsfunktion bestod i at få søerne med grise og at passe smågrisene, indtil de vejede 30 kg og overgik til slagtesvinestalden.
Ægtefællen fodrede og gjorde rent ved både søer og slagtesvin samt passede markerne.
Salget af søerne blev dokumenteret ved afregningsfakturaer fra et slagteri. Besætningen ville efter den 10. november 1988 bestå af 175 slagtesvin på 40 til 85 kg, og disse slagtesvin ville være væk i løbet af januar 1989.
I skrivelse af 17. januar 1989 meddelte ASE, at A ikke kunne anerkendes som dagpengeberettiget fra den 10. november 1988. ASE anførte i sin afgørelse bl.a. følgende:
"...
Retten til arbejdsløshedsdagpenge for et medlem af en A-kasse, der har drevet virksomhed sammen med ægtefællen, er betinget dels af, at medlemmets arbejde i virksomheden ophører mere end midlertidigt og dels, at ophøret kan tilskrives en af de i § 4, i bekendtgørelse om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, anførte 4 ophørsgrunde.
I Deres situation er den relevante ophørsgrund et mere end midlertidigt bortfald af medlemmets arbejdsfunktioner.
Denne ophørsgrund betinger, at der foretages en omlægning af virksomheden således at de arbejdsopgaver som den udtrædende ægtefælle har haft ophører, hvilket klart skal kunne dokumenteres."
X-by landboforening påklagede på vegne af A afgørelsen til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen (DfA), der i skrivelse af 7. februar 1990 traf følgende afgørelse:
"Direktoratet lægger til grund, at De og Deres ægtefælle i fællesskab har drevet selvstændig landbrugsvirksomhed.
Direktoratet finder ikke, at Deres deltagelse/arbejdsfunktion her har været således afgrænset og klart beskrevet, at det har været muligt at konstatere funktionens bortfald efter reglen i den nævnte § 4, stk. 1, nr. 2, i direktoratets ophørsbekendtgørelse.
Direktoratet tiltræder derfor kassens afgørelse om, at De først anses for ophørt efter hovedreglen i bekendtgørelsens § 2 ved landejendommens salg den 1. februar 1989.
..."
Landboforeningen påklagede afgørelsen til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der i skrivelse af 20. juni 1990 tiltrådte Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse med samme begrundelse.
Landboforeningen gjorde i sin klage til mig gældende, at A havde beskrevet sine arbejdsfunktioner og disses fordeling mellem hende og ægtefællen på en måde, så det var dokumenteret, at hendes arbejdsfunktioner var bortfaldet mere end midlertidigt den 10. november 1988.
I en skrivelse af 20. august 1990 til næstformanden for ASE redegjorde Arbejdsministeriet for baggrunden for Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens fortolkning af ophørsbekendtgørelsen. Ministeriet oplyste bl.a.:
"...
Direktoratet har i anledning af din henvendelse oplyst, at det efter praksis forud for 1988 var hovedreglen, at der ikke kunne udbetales dagpenge ved ægtefælleudtræden.
Ved direktoratets bekendtgørelser i 1988 og 1989 blev denne praksis - ligesom praksis ved ophør i øvrigt - lempet, således at der i dag er en række forhold, der kan medføre dagpengeret og ret til efterløn ved ægtefælleudtræden.
Da dagpenge ikke må virke som erhvervsstøtte og for at undgå fejludbetalinger, kræves det i ophørsbekendtgørelsen generelt, at medlemmet skal dokumentere ophøret, og at dette ophør er mere end midlertidigt. Ved ægtefælleudtræden, hvor virksomheden fortsætter, kan denne dokumentation være meget vanskelig, og man valgte derfor i bekendtgørelsen udtømmende at opremse de ydre, dokumenterbare forhold, der kunne sandsynliggøre, at medlemmet er ophørt med sin beskæftigelse i virksomheden.
Direktoratet har endvidere oplyst, at DfA-meddelelser udsendes om principielle, konkrete afgørelser i direktoratet og Arbejdsmarkedets Ankenævn. De udgør et supplement til de regler, der er fastsat i arbejdsløshedsforsikringsloven og bekendtgørelser, men kan aldrig gå forud for disse regler. Der skal derfor også i sager om traditionelle landbrug ske en konkret vurdering af, om betingelserne i ophørsbekendtgørelsens § 4 er opfyldt.
Direktoratet har som eksempel herpå henvist til en ankenævnsafgørelse af 20. juni 1990, som jeg vedlægger til din orientering.
For så vidt angår fortolkningen af den nævnte regel i ophørsbekendtgørelsen, har direktoratet peget på, at reglen forudsætter andet og mere end en aftale imellem ægtefællerne om fordelingen af det fælles arbejde. Der er således i vejledningen til reglen tilkendegivet, at den anvendes i forbindelse med delvis lukning eller en driftsomlægning, hvorved det klart skal kunne konstateres, at der ikke fortsat er behov for medlemmets arbejdskraft. Reglen er derfor kun sjældent anvendelig på den type selvstændig virksomhed, som eksempelvis traditionelle landbrug, der er karakteriseret ved en flerhed af blandede og til dels ufaglærte arbejdsopgaver, som alle kræver daglig udførelse, og hvor det for så vidt er uden betydning, om arbejdet udføres af den ene eller den anden af ægtefællerne.
..."
Den omtalte meddelelse nr. 21/90 fra Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen har følgende indhold:
"...
Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse, om at medlemmet ikke kunne anses for ledig, idet det ikke kunne anses for fyldestgørende dokumenteret, at medlemmets hidtidige arbejdsfunktion var endelig bortfaldet.
Direktoratet havde herved lagt vægt på, at pasning af svinebesætningen var en del af medlemmets samlede arbejdsfunktion som medarbejdende ægtefælle på gården, ligesom direktoratet ikke fandt, at der ved salg af kvægbesætningen var sket en driftsomlægning, hvorved det klart kunne konstateres, at der ikke fortsat var behov for medlemmets arbejdskraft i virksomheden.
Ankenævnet lagde til grund for sin tiltrædelse af direktoratets afgørelse, at der var tale om et traditionelt landbrug, hvor der ikke kan ske en skarp opdeling af arbejdsfunktionerne mellem de beskæftigede."
I min afsluttende skrivelse udtalte jeg følgende:
"Arbejdsmarkedets Ankenævns afgørelse blev truffet på grundlag af arbejdsløshedsforsikringslovens § 57, stk. 3, og direktoratets dagældende bekendtgørelse nr. 272 af 25. april 1988, § 4, stk. 1, nr. 2, jf. § 2, der har følgende ordlyd:
"En selvstændig erhvervsdrivende anses for ledig, når hans personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt."
"Et medlem, der ophører med sit personlige arbejde i en virksomhed, der fortsættes af ægtefællen, anses for ledig, når medlemmet kan dokumentere, at ophøret skyldes ét af nedennævnte forhold:
1) Medlemmet er påbegyndt lønarbejde på over 30 timer i gennemsnit pr. uge, uden at dette arbejde på forhånd er bestemt til at være af kortere varighed.
2) Medlemmets hidtidige arbejdsfunktion er bortfaldet mere end midlertidigt.
3) Medlemmets personlige arbejde er overtaget mere end midlertidigt af anden arbejdskraft end ægtefællen på grund af
- a) virksomhedens behov for særlige, faglige kvalifikationer, eller
- b) virksomhedens ændrede ejerforhold.
4) Medlemmet har ophævet samlivet med sin ægtefælle i forbindelse med separation eller skilsmisse.
Det er en betingelse, at medlemmet bringer sin eventuelle skattemæssige status som medarbejdende ægtefælle til ophør."
"Ved overdragelse eller lukning af en selvstændig virksomhed anses medlemmet for ledig, når medlemmet endeligt har afhændet virksomheden eller af andre grunde er afskåret fra fortsat at drive denne, jf. dog stk. 2. Medlemmet skal være afmeldt offentlige registre som selvstændig erhvervsdrivende, med mindre medlemmet godtgør, at den fortsatte registrering ikke skyldes fortsat udøvelse af selvstændig virksomhed."
I vejledningen til bekendtgørelsens § 4 bemærkes følgende:
"Det forudsættes, at medlemmets hidtidige deltagelse/arbejdsfunktion er således afgrænset og klart beskrevet, at det er muligt at konstatere funktionens bortfald.
Reglen anvendes i forbindelse med delvis lukning eller en driftsomlægning, hvorved det klart kan konstateres, at der ikke fortsat er behov for medlemmets arbejdskraft. Driftsomlægningen vil oftest være begrundet i indførelse af ny teknologi eller i manglende indtjening.
..."
I den foreliggende sag har spørgsmålet været, om (A) opfyldte dokumentationskravet i bekendtgørelsens § 4, nr. 2. Ved anvendelsen af denne bestemmelse må det tages i betragtning, at bestemmelsen indebærer en lempelse af en tidligere ordning, hvorefter ægtefæller, der udtræder af en virksomhed, ikke havde ret til dagpenge, og at der som følge heraf må stilles krav om en sikker dokumentation for, at anse ægtefællens beskæftigelse for ophørt. For en sådan restriktiv fortolkning af bestemmelsen taler desuden, at de øvrige i bestemmelsen opregnede dokumentationsformer netop har en sådan bevismæssigt set sikker karakter.
Som sagen foreligger oplyst for mig, har jeg ikke grundlag for at kritisere, at Arbejdsmarkedets Ankenævn ikke fandt det dokumenteret, at (A's) arbejdsfunktioner var ophørt allerede den 10. november 1988, og jeg har således ikke grundlag for kritik af ankenævnets afgørelse."