I skrivelse af 28. januar 1991 klagede A over den tid, der var medgået til behandlingen af A's sag i Sundhedsstyrelsen og Sundhedsvæsenets Patientklagenævn samt over, at A's rykkerskrivelser ikke var blevet besvaret.
Om ekspeditionerne i sagen fremgik det, at A i skrivelse af 2. juni 1989 klagede til Patientklagenævnet over speciallægeerklæringer udfærdiget af 3 navngivne læger.
I skrivelse af 9. juni 1989 meddelte Patientklagenævnet A, at man havde anmodet Sundhedsstyrelsen om at undersøge sagen nærmere. Patientklagenævnet oplyste i den forbindelse, at det var en "...ganske grundig undersøgelse, der sættes i gang. Vi beder Dem derfor have forståelse for den tid, det vil tage, inden Patientklagenævnet kan træffe afgørelse i Deres sag..."
Sundhedsstyrelsen indhentede gennem embedslægen erklæringer fra de implicerede læger samt journalmateriale m.m. I skrivelse af 3. november 1989 meddelte Sundhedsstyrelsen A, at embedslægen havde afsluttet sin undersøgelse, og at Sundhedsstyrelsen nu ville behandle sagen. Styrelsen kunne ikke sige, hvornår udtalelsen til Patientklagenævnet ville foreligge, men oplyste generelt, at selv behandlingstiden i "helt enkle sager" kunne vare mindst 3 måneder. Hvis sagen var "mere omfattende", kunne der gå mellem 3 og 12 måneder, i nogle tilfælde mere end et år.
I skrivelse af 11. december 1989 anmodede A Patientklagenævnet om aktindsigt i sin sag. Patientklagenævnet fremsendte i skrivelse af 21. december 1989 anmodningen til Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen sendte med skrivelse af 4. januar 1990 sagens akter til A.
I skrivelse af 1. februar 1990 til Patientklagenævnet anmodede A om aktindsigt i Rigshospitalets journaler fra 1986. Sundhedsstyrelsen besvarede anmodningen i skrivelse af 23. marts 1990, idet styrelsen oplyste, at man ikke var i besiddelse af de ønskede akter. Styrelsen henviste A til at rette henvendelse til Rigshospitalet.
A fremsatte i skrivelse af 9. april 1990 til Sundhedsstyrelsen på ny ønske om at få udleveret akterne fra Rigshospitalet. Hertil svarede Sundhedsstyrelsen i skrivelse af 1. maj 1990, at man ikke ville indhente de omhandlede akter, som man ikke fandt var af væsentlig betydning for vurderingen af, om der var begået fejl eller forsømmelighed vedrørende den del af A's klage, som ikke var forældet.
A rettede i skrivelse af 18. maj 1990 igen henvendelse til Sundhedsstyrelsen om akterne fra Rigshospitalet. Denne henvendelse blev ikke besvaret af styrelsen.
I skrivelser af 14. august 1990 og 10. september 1990 forespurgte A Sundhedsstyrelsen om sagens videre forløb. Kun skrivelsen af 10. september 1990 ses at være modtaget i Sundhedsstyrelsen. Skrivelsen blev ikke besvaret af styrelsen.
I klagen til mig anførte A, at Sundhedsstyrelsen endnu ikke havde besvaret A's henvendelse af 18. maj 1990. A havde rykket for svar i skrivelser af 14. august 1990, 10. september 1990 og i december 1990 uden reaktion fra Sundhedsstyrelsen.
Jeg anmodede Patientklagenævnet om en udtalelse i anledning af klagen (efter forud indhentet erklæring fra Sundhedsstyrelsen). Jeg bad bl.a. Patientklagenævnet om at tage stilling til, i hvilket omfang der påhviler nævnet en pligt til at rykke Sundhedsstyrelsen for svar i sager som den foreliggende.
Sundhedsstyrelsen udtalte herefter bl.a. følgende:
"...
Ved skrivelse af 18. maj 1990 kommenterede (A) Sundhedsstyrelsens afgørelse samt gentog sit ønske om at inddrage diverse materiale fra 1986 i sagen.
Idet der henvises til Sundhedsstyrelsens førnævnte skrivelse af 1. maj 1990 fandt Sundhedsstyrelsen ikke at henvendelsen af 18. maj 1990 krævede svar.
Sundhedsstyrelsen har herefter den 12. september 1990 modtaget skrivelse fra (A), hvori der ønskes svar på hvorpå sagen beror. Denne skrivelse er på grund af arbejdspres desværre ikke blevet besvaret overfor (A), hvilket Sundhedsstyrelsen skal beklage.
Det understreges, at Sundhedsstyrelsen ikke har modtaget de af (A) i skrivelse af 28. januar 1991 til Folketingets Ombudsmand omtalte erindringsskrivelser af henholdsvis den 14. august 1990 og december 1990.
..."
Patientklagenævnet udtalte bl.a. følgende til mig:
"...
Det fremgår ikke ..., i hvilket omfang, klager har modtaget orientering i overensstemmelse med Justitsministeriets vejledning om orientering af ansøgere og klagere, når en sag trækker ud, men det fremgår af Patientklagenævnets antagelsesbrev af 9. juni 1989, at en sagsbehandlingstid af længere varighed må forventes.
Med hensyn til spørgsmålet om, i hvilket omfang der påhviler Patientklagenævnet en pligt til at rykke Sundhedsstyrelsen for svar i sager, som er sendt til forundersøgelse, kan oplyses, at nævnet ikke hidtil har følt sig forpligtet til at rykke i henhold til en fast procedure.
Sagsgangen er sådan, at nævnssekretariatet efter visitation af sagerne almindeligvis sender de antagne sager til forundersøgelse i den lokale embedslægeinstitution, som efter endt forundersøgelse sender sagen til Sundhedsstyrelsen, der foretager sin egen sagkyndige behandling af sagen. På denne baggrund udarbejder Sundhedsstyrelsen sin udtalelse til Patientklagenævnet, og udtalelsen sendes - som ovenfor anført - først til partshøring.
Når en sag er til forundersøgelse, ved Patientklagenævnet ikke umiddelbart, om sagen befinder sig i embedslægeinstitutionen eller i Sundhedsstyrelsen, og hvilken af disse instanser, der i givet fald skal rykkes. Nævnssekretariatet orienteres ikke løbende om Sundhedsstyrelsens sagsbehandling, herunder om sagen sendes til embedslægeinstitutionen til yderligere undersøgelse, om den forelægges for styrelsens særlige sagkyndige og/eller Retslægerådet samt om anmodninger om aktindsigt m.v. jfr. nævnets forretningsorden § 7, stk. 8.
Spørgsmålet om, i hvilket omfang Patientklagenævnet er forpligtet til at rykke for de sager, som er under behandling uden for Patientklagenævnet, må i øvrigt ses i sammenhæng med den samlede administrative indsats, som ydes med henblik på at reducere sagsbehandlingstiden for patientklager og dermed antallet af uafsluttede sager. Det kan i den forbindelse oplyses, at Patientklagenævnet ved udgangen af 1990 kunne konstatere, at der for første gang i en længere periode var færre verserende klagesager end ved årets begyndelse, nemlig et fald på ca. 270 og en sagsmængde på ca. 1400.
Situationen følges løbende, og nævnssekretariatet søger at komme de længste sagsbehandlingstider til livs gennem et journalmæssigt samarbejde med Sundhedsstyrelsen.
..."
Den 14. juni 1991 forelå Sundhedsstyrelsens foreløbige udtalelse om sagen. Udtalelsen blev sendt til partshøring og herefter den 30. august 1991 sendt til Patientklagenævnet som Sundhedsstyrelsens endelige udtalelse. Patientklagenævnet traf afgørelse i sagen den 4. december 1991.
I et brev til A udtalte jeg følgende:
"1. Forinden Sundhedsvæsenets Patientklagenævn træffer afgørelse i en sag, skal nævnet, jf. lov nr. 397 af 10. juni 1987 om Sundhedsvæsenets Centralstyrelse § 19, stk. 1, indhente en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen.
Fra Sundhedsstyrelsen modtog Deres klage i juni 1989, og indtil styrelsens udtalelse forelå i august 1991, gik der over 2 år.
Jeg må lægge til grund, at sagen i det væsentlige var færdigoplyst, da Sundhedsstyrelsen havde fået sagen tilbage fra (embedslægen) og underrettede (A) herom i skrivelse af 3. november 1989. Sundhedsstyrelsen har herefter kun foretaget enkelte ekspeditioner af formel karakter, særlig vedrørende aktindsigt, indtil realitetsbehandlingen i sommeren 1991.
Vurderet efter omfanget af det indhentede undersøgelsesmateriale, erklæringer og journaler m.v. og efter indholdet af Sundhedsstyrelsens udtalelse har der ikke været tale om nogen særlig omfattende eller kompliceret sag.
På den baggrund og set i forhold til Sundhedsstyrelsens egen tilkendegivelse i skrivelsen af 3. november 1989 må jeg anse behandlingstiden i denne sag for at være unødigt lang. Dette sammenholdt med den generelt set meget lange behandlingstid - ca. 2 år - finder jeg meget beklageligt.
Jeg har gjort Sundhedsstyrelsen bekendt med min opfattelse.
2. Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven pkt. 206-208 om orientering af ansøgere og klagere, når sagsbehandlingen trækker ud, har følgende ordlyd:
"206. Hvis en forvaltningsmyndighed som følge af sagens karakter eller den almindelige sagsbehandlingstid for den pågældende myndighed ikke kan træffe afgørelse inden kortere tid efter sagens modtagelse, bør myndigheden give den, der er part i sagen, underretning om, hvorpå sagen beror, og så vidt muligt oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan foreligge.
207. Myndigheden bør endvidere give den, der er part i sagen, underretning, når behandlingen af den konkrete sag på grund af særlige omstændigheder vil tage længere tid end sædvanligt.
208. Rykkerskrivelser fra den, der er part i sagen, og som er rimeligt begrundet i sagsbehandlingstiden, bør i almindelighed besvares med det samme. Besvarelsen bør indeholde oplysning om, hvorpå sagen beror og så vidt muligt oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan foreligge."
Sundhedsstyrelsen har i udtalelsen til mig beklaget, at man ikke besvarede (A's) rykkerskrivelse af 10. september 1990. Jeg kan tilslutte mig denne beklagelse og henviser herved til Justitsministeriets vejledning til forvaltningsloven pkt. 208.
Det tilføjes, at Sundhedsstyrelsen i øvrigt - selv om man ikke havde modtaget en rykkerskrivelse - efter min opfattelse omkring dette tidspunkt på eget initiativ burde have underrettet (A) om, at behandlingen af sagen trak ud, jf. Justitsministeriets vejledning til forvaltningsloven pkt. 207.
Jeg har gjort Sundhedsstyrelsen bekendt med min opfattelse.
3. Med hensyn til det spørgsmål, som jeg rejste i min høringsskrivelse over for Patientklagenævnet vedrørende en eventuel pligt til at rykke Sundhedsstyrelsen, skal jeg bemærke følgende:
Sundhedsstyrelsen kan ikke i disse klagesager betragtes som sekretariat for Patientklagenævnet, jf. sagen omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1989, s. 188 ff. Nævnet har tilsvarende ikke instruktions- og tilsynsbeføjelser som overordnet i forhold til Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen handler som selvstændig myndighed med en særlig lovbestemt medvirkningspligt i forhold til Patientklagenævnet baseret på Sundhedsstyrelsens lægefaglige kompetence og administrative ressourcer.
Klagerne bliver efter fast praksis af Patientklagenævnet underrettet om, at sagen overgives til Sundhedsstyrelsen til nærmere undersøgelse.
På den baggrund påhviler der efter min opfattelse Sundhedsstyrelsen en selvstændig pligt til i overensstemmelse med reglerne i vejledningen til forvaltningsloven, pkt. 206-208, at give underretning til klageren, hvis sagen trækker ud og til at besvare rykkere.
Tilsvarende har Sundhedsstyrelsen efter min opfattelse et selvstændigt ansvar for, at sagsbehandlingstiden (indtil afgivelse af udtalelse til Patientklagenævnet) ikke trækker længere ud end nødvendigt, jf. mine bemærkninger ovenfor.
Dette udelukker imidlertid ikke en pligt for Patientklagenævnet til at rykke Sundhedsstyrelsen for svar, når sagen trækker ud.
Patientklagenævnet er afgørelsesmyndighed i sagen og fremstår i forhold til klageren som den myndighed, der har hovedansvaret for sagens behandling. Jeg går bl.a. ud fra, at rykkerskrivelser fra klageren ofte vil være stilet til Patientklagenævnet. Selv om nævnet ikke har retlige beføjelser til at fremskynde behandlingen i Sundhedsstyrelsen, har Patientklagenævnet efter min mening en pligt over for klageren til at holde sagen i erindring og til at gøre sit til at forhindre, at sagsbehandlingen i Sundhedsstyrelsen forsinkes unødigt. Det kan bl.a. ske ved, at eventuelle rykkerskrivelser fra klageren videresendes til Sundhedsstyrelsen, ved at nævnet i samme anledning selv spørger nærmere til sagen, samt ved, at nævnet, når sagen trækker mere ud end sædvanligt, på eget initiativ beder Sundhedsstyrelsen om en forklaring.
I en sag som den foreliggende burde Patientklagenævnet således efter min mening selv have rykket Sundhedsstyrelsen for udtalelsen - eller oplysninger om, hvornår den kunne forventes færdig - på et tidspunkt, senest en gang i efteråret 1990, hvor der var gået mere end et år efter, at sagen var oversendt til Sundhedsstyrelsen og omkring 12 måneder efter, at sagen var klar til realitetsbehandling i styrelsen, jf. Sundhedsstyrelsens skrivelse af 3. november 1989 til (A).
Jeg har gjort Patientklagenævnet bekendt med min opfattelse."