FOB 92.130

Vejledning af domfældte om reglen i retsplejelovens § 962, stk. 4.

01-01-1992

A, der i underretten var idømt 4 dagbøder á 150 kr., klagede bl.a. over, at han efter at have søgt om tilladelse til at anke underrettens dom til landsretten i henhold til retsplejelovens § 962, stk. 3, var blevet indkaldt til afsoning af bødeforvandlingsstraffen, førend Justitsministeriet havde truffet afgørelse i anledning af ansøgningen om anketilladelse.

Ombudsmanden udtalte, at politimesteren, såfremt han iværksætter fuldbyrdelsen, uanset at den domfældte har ansøgt om anketilladelse, skal sørge for, at den domfældte vejledes om muligheden for at indgive ansøgning til landsrettens præsident om udsættelse eller standsning af straffuldbyrdelsen. Ombudsmanden henstillede til Justitsministeriet at sørge for, at der tilrettelægges en procedure således, at der ikke tages skridt til at fuldbyrde en dom, som er søgt anket, uden at den domfældte vejledes om reglen i retsplejelovens § 962, stk. 4. (J. nr. 1991-1712-610).