A klagede til mig over, at et arbejdsmarkedsnævn ved skrivelse af 28. maj 1990 havde afvist at behandle en klage over den aflønning, han modtog i et arbejdstilbud.
A anførte bl.a. i sin klage, at arbejdsmarkedsnævnet ifølge bekendtgørelse om arbejdstilbud m.v. nr. 403 af 30. maj 1989, § 18, kan afgøre, hvorvidt et arbejdstilbud er rimeligt.
Baggrunden for A's henvendelse til nævnet var, at han var arbejdsløs revisor, og at Arbejdsformidlingen i Y-Region havde givet ham tilbud som langtidsledig som assistent til assistentløn i Y Amtskommunes tekniske forvaltning. A gjorde over for nævnet gældende, at han havde udført konsulent- og rådgivningsarbejde og derfor havde et krav på 231.239 kr. udover de 108.511 kr., han havde fået i assistentløn. Dette spørgsmål afslog nævnet at behandle.
Arbejdsmarkedsnævnet fandt, at nævnet ikke havde kompetence til at fastsætte lønnen i et arbejdstilbud og henviste i den forbindelse til vejledningen til Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 373 af 6. juli 1984 "ad § 5, stk. 1". Denne bekendtgørelses § 5, stk. 1, er enslydende med § 11, stk. 1, i den nugældende bekendtgørelse nævnt ovenfor. I vejledningen findes følgende retningslinier med hensyn til spørgsmål omkring løn- og arbejdsvilkår.
"Uenighed om, hvilken kollektiv overenskomst for tilsvarende arbejde der skal anvendes, og om hvad der er sædvanlige løn- og arbejdsvilkår, afgøres ved forhandling mellem de involverede parter og organisationer. Kan der ikke opnås enighed, kan det aftales, at spørgsmålet afgøres ved voldgift. I øvrigt afgøres sådanne sager i mangel af andre muligheder af de almindelige domstole."
I skrivelse af 25. juni 1991 anmodede jeg Arbejdsmarkedsnævnet for Y Amt, Arbejdsmarkedsstyrelsen samt Arbejdsministeriet om at udtale sig om følgende:
"...
Baggrunden for min - foreløbige - opfattelse er ordlyden i § 1, stk. 6, i lov om arbejdstilbud. Efter denne bestemmelse skal nævnet træffe afgørelse om, hvorvidt "et afgivet arbejdstilbud er rimeligt". Mine overvejelser har koncentreret sig om en fortolkning af ordet "rimeligt". Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at man med bestemmelsen primært tænkte på, at nævnet skulle tage stilling til, hvilken type arbejde den enkelte var berettiget til (at afslå), idet det i den forbindelse anføres, at der skal lægges vægt på den enkeltes arbejdsmæssige og uddannelsesmæssige forudsætninger, jf. Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 4826. Efter min umiddelbare opfattelse bør der udover en vurdering af den enkeltes arbejdsmæssige og uddannelsesmæssige forudsætninger sammenholdt med arbejdets karakter indgå vurdering af den løn, den enkelte tilbydes for sit arbejde i nævnets samlede bedømmelse af et arbejdstilbuds rimelighed. Jeg henviser herved til, at niveauet for aflønningen af en bestemt type arbejde i almindelighed opfattes som en afspejling af de arbejds- og uddannelsesmæssige kvalifikationer, som arbejdet forudsætter.
Herudover har sagen efter min opfattelse et retssikkerhedsaspekt. Den enkelte arbejdsløse arbejdstager vil normalt være i en situation, hvor konsekvensen af at afslå arbejdstilbuddet er meget indgribende - mere indgribende for den enkelte end for andre arbejdstagere, som afslår et ledigt job. At lovgiver har været opmærksom på, at markedsmekanismerne i disse situationer er sat ud af kraft, viser sig også i lovens opbygning, særligt det forhold, at loven konstituerer en særlig klagemyndighed, som skal tage stilling til arbejdstilbuddets "rimelighed".
Det forhold, at der findes en vejledning til Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 373 af 6. juli 1984 om arbejdstilbud til ledige, og at denne vejledning ad § 5, stk. 1, udtaler, at uenighed om, hvilken kollektiv overenskomst for tilsvarende arbejde, der skal anvendes og om, hvad der er sædvanlige løn- og arbejdsvilkår, skal afgøres ved forhandling mellem de involverede parter og organisationer, kan ikke ændre min umiddelbare opfattelse af, hvordan ordet "rimelighed" i lovens § 1 skal fortolkes.
..."
Nævnet svarede i skrivelse af 25. juli 1991 og fastholdt afgørelsen af 28. maj 1990.
Arbejdsmarkedsstyrelsen fremsatte i skrivelse af 21. august 1991 følgende bemærkninger til de af mig rejste spørgsmål:
"...
Efter arbejdsmarkedsstyrelsens opfattelse er de dagældende og nugældende regler om arbejdstilbud til ledige baseret på en klar adskillelse imellem på den ene side lønspørgsmålet, og på den anden side spørgsmålet om hvorvidt arbejdstilbudet kan anses for rimeligt.
I forbindelse med placering af arbejdstilbud, påser arbejdsformidlingen jf. § 18, stk. 1 i arbejdsministeriets bekendtgørelse om arbejdstilbud (tidligere § 13, stk. 1), at arbejdstilbudet er et i forhold til den enkelte langtidsledige rimeligt arbejdstilbud, under hensyntagen til arbejdsmæssige og uddannelsesmæssige forudsætninger, til afstand fra bopæl samt andre personlige forhold.
Endvidere påser arbejdsformidlingen, at lønnen - hvis der er overenskomst på området - er i overensstemmelse med overenskomsten, der er gældende for det pågældende arbejde.
Hvis arbejdet ikke er omfattet af kollektiv overenskomst, eller findes der ingen kollektiv overenskomst for tilsvarende arbejde, vil arbejdsformidlingen tage initiativ til at løse lønspørgsmålet igennem en forhandling med de involverede parter og organisationerne. Løses lønspørgsmålet ikke ad denne vej vil placering i arbejdstilbud i praksis ikke finde sted.
Efter placering i arbejdstilbud vil arbejdsformidlingen efter anmodning herom fra pågældende være forpligtet til at gribe ind, såfremt arbejdet ud fra et genoptræningssynspunkt viser sig at være et mindre egnet arbejde end det, der fremgår af den arbejdsbeskrivelse, der har dannet grundlag for placeringen i arbejdstilbud.
Såfremt arbejdet - som i den foreliggende sag - efterfølgende viser sig at være et arbejde med større genoptræningsværdi, og hvor problemet derfor vil være spørgsmålet om en bedre aflønning, bør arbejdsformidlingen (og arbejdsmarkedsnævnet) efter styrelsens opfattelse afvise at behandle sagen, idet spørgsmålet, således som anført i nævnte vejledning til ad § 5, stk. 1, skal behandles ad fagretlig vej eller af de almindelige domstole.
Begrundelsen for denne forskel i behandling af henholdsvis lønspørgsmål og spørgsmål om arbejdets indhold ("rimelighed") er bl.a., at AF-systemet ikke har den faglige baggrund, der er forudsætningen for at vurdere lønspørgsmål.
Styrelsen finder endelig at måtte være enig med arbejdsmarkedsnævnet i, at arbejdsmarkedsnævnet - såfremt spørgsmålet om aflønning kan henføres under begrebet "rimelighed" - vil kunne afvise at behandle sagen under henvisning til den klare overskridelse af klagefristen."
Arbejdsministeriet afgav udtalelse i skrivelse af 11. oktober 1991 og anførte bl.a. følgende:
"...
Som det fremgår af udtalelsen, finder styrelsen, at reglerne om arbejdstilbud baserer sig på en klar adskillelse imellem på den ene side lønspørgsmålet og på den anden side spørgsmålet om, hvorvidt arbejdstilbudet kan anses for rimeligt.
Denne adskillelse skal bl.a. ses i sammenhæng med den hidtil anvendte fortolkning af begrebet "rimelig". Ved anvisning af arbejde til ledige skelnes der mellem rimeligt og passende arbejde i regelsættet for arbejdsløshedsforsikring, mens der i regelsættet for arbejdstilbud til ledige kun anvendes begrebet rimeligt.
Ifølge lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. § 63, stk. 1, har ledige dagpengemodtagere pligt til at tage et passende arbejde, som arbejdsformidlingen har anvist. Efter de gældende rådighedsregler lægges der, ved bedømmelsen af om et arbejde er passende, vægt på medlemmets hidtidige beskæftigelse, uddannelse og kvalifikationer.
Efter arbejdstilbudslovens § 1 har langtidsledige krav på et arbejdstilbud. Dette skal være et i forhold til den enkelte ledige rimeligt arbejdstilbud, under hensyntagen til arbejds- og uddannelsesmæssige forudsætninger, til afstand fra bopæl og andre personlige forhold. Ved arbejdsmarkedsnævnets afgørelse om tilbuddet er rimeligt, skal der altså tages hensyn til den enkeltes arbejds- og uddannelsesmæssige forudsætninger, samt transporttid og øvrige personlige forhold, "men den ledige må indstille sig på at få tilbudt et arbejde, der ikke ligger inden for pågældendes tidligere arbejdsområde." (jf. Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 4826).
Efter ændring af arbejdsløshedsforsikringsloven i 1989 anvendes begrebet "rimeligt arbejde" nu også i rådighedsreglerne. Fra det tidspunkt, hvor en ledig er indberettet til et arbejdstilbud efter lov om arbejdstilbud til ledige, dvs. efter ca. 18 måneders ledighed, har den pågældende således også pligt til at tage et rimeligt arbejde. Ved bedømmelse af om et arbejde er rimeligt, tages der hensyn til de samme forhold, som ved bedømmelse af et arbejdstilbud, dvs. arbejds- og uddannelsesmæssige forudsætninger, afstand fra bolig og personlige forhold.
Imidlertid repræsenterer anvendelsen af begrebet "rimeligt arbejde" i arbejdsløshedsforsikringsreglerne ud over en udvidelse af det faglige område også en udvidelse af det geografiske. Jævnfør lovbemærkningerne til L55 (Forslag til Lov om ændring af lov om arbejdstilbud til ledige, af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. og af lov om en arbejdsmarkedsuddannelsesfond), hvori det hedder, ".. at medlemmerne efter en længere ledighedsperiode får pligt til at stå til rådighed for et bredere fagligt og geografisk område end dækket af begrebet passende arbejde."
Anvendelsen af begrebet "rimelig" i disse sammenhænge har tilsigtet en udvidelse af det faglige arbejdsområde og - indenfor arbejdsløshedsforsikringsreglerne - også det geografiske område. "Rimelighedsområdet" repræsenterer således en udvidelse af "det passende område" og er altså fastlagt i forhold til det fagligt passende og ikke ud fra en eventuel sproglig forståelse af selve ordet rimelig.
Uanset om det arbejde, der tilbydes eller anvises, kategoriseres som enten rimeligt eller passende, skal det gives på løn- og arbejdsvilkår, der svarer til den gældende overenskomst for dette eller et tilsvarende arbejde. Er der endvidere tale om et arbejdstilbud, hvor der ikke findes en kollektiv overenskomst, skal det gives på sædvanlige løn- og arbejdsvilkår for det pågældende arbejde. Der henvises i den forbindelse endvidere til Arbejdsmarkedsstyrelsens udtalelse.
Det vil være meget uheldigt og af vidtrækkende betydning for arbejdsministeriets administration af arbejdstilbudsloven, hvis lønspørgsmålet fremover skal indfortolkes i rimelighedsbegrebet.
..."
I et brev til A udtalte jeg følgende:
"Arbejdsmarkedsnævnets afgørelse i sagen skal ses på baggrund af § 1, stk. 1 og stk. 6, i lov om arbejdstilbud til ledige (lovbekendtgørelse nr. 122 af 24. februar 1989) samt bekendtgørelse nr. 403 af 30. maj 1989 om arbejdstilbud m.v., § 18. Bestemmelserne har følgende indhold:
"§ 1. Med henblik på genplacering på arbejdsmarkedet har langtidsledige medlemmer under 60 år af en anerkendt arbejdsløshedskasse krav på et rimeligt tilbud om arbejde i mindst 9 måneder. Tilbudet skal herudover gives til medlemmer, der mister retten til nedsatte dagpenge efter § 60 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. Tilbudet skal gives i god tid før retten til dagpenge ophører efter §§ 55 og 72 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v., og så vidt muligt efter et års ledighed.
....
Stk. 6. Arbejdsmarkedsnævnet har den endelige administrative afgørelse af, om et afgivet arbejdstilbud er rimeligt, eller om en afgørelse efter stk. 4, nr. 4, er rimelig."
"§ 18. Arbejdstilbuddet skal så vidt muligt gives inden for den lediges sædvanlige arbejdsområde. Det skal være et i forhold til den enkelte ledige rimeligt arbejdstilbud, under hensyntagen til arbejds- og uddannelsesmæssige forudsætninger, til afstand fra bopæl samt andre personlige forhold. Vurderingen af et arbejdstilbuds rimelighed omfatter tillige undervisning indlagt i arbejdstilbudsperioden i henhold til § 23, stk. 1.
Stk. 2. Arbejdsformidlingens afgørelse efter stk. 1 kan inden 4 uger indbringes for Arbejdsmarkedsnævnet. Arbejdsmarkedsnævnet træffer afgørelse om, hvorvidt et afgivet arbejdstilbud er rimeligt. Nævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed."
Bestemmelsen i bekendtgørelsens § 1 har endvidere betydning. Denne bestemmelse har følgende ordlyd:
"§ 1. Arbejdstilbudsloven har 3 hovedformål. For det første at genoptræne og vedligeholde den lediges arbejdsevne, hvilket kan ske ved at give den ledige et arbejdstilbud på en almindelig arbejdsplads. For det andet at give den ledige mulighed for at uddanne sig eller at etablere sig som selvstændig erhvervsdrivende. Og for det tredje at udvide den samlede beskæftigelse i samfundet."
Sagen angår umiddelbart spørgsmålet, om arbejdsmarkedsnævnene kan tage stilling til lønfastsættelsen i forbindelse med langtidsjobs. Om dette er tilfældet beror på, om lønspørgsmål indgår som et element i vurderingen af, om et arbejdstilbud er rimeligt, idet nævnene har den endelige administrative afgørelse af dette spørgsmål.
Ved fortolkningen af udtrykket "rimelig" må der efter min mening lægges afgørende vægt på, at formålet med reglerne om arbejdstilbud er at sikre en genplacering på arbejdsmarkedet af langtidsledige, og at det i denne henseende i første række er tilbuddets revalideringsmæssige funktion, der er sigtet til, jf. herved § 1 og § 18 i bekendtgørelsen om arbejdstilbud.
Dertil kommer, at det fremgår af forarbejderne til arbejdstilbudsreglerne, som i 1978 blev indsat i arbejdsløshedsforsikringsloven, og som er videreført i lov om arbejdstilbud, at den ledige må indstille sig på at få tilbudt et arbejde, der ikke ligger inden for pågældendes tidligere arbejdsområde. Det er således klart forudsat, at rimelighedsvurderingen skal foretages på baggrund af andre forhold end de almindelige markedsmæssige faktorer, som er afgørende for fastsættelse af løn og arbejdsvilkår.
Dertil kommer som anført af Arbejdsmarkedsstyrelsen, at arbejdsmarkedsnævnene ikke har de nødvendige fagkundskaber til at afgøre lønspørgsmål, og at dette spørgsmål derfor mest hensigtsmæssigt løses ad fagretlig vej.
Herefter finder jeg ikke at have tilstrækkeligt holdepunkt for at kritisere, at Arbejdsmarkedsnævnet for (Y) region ikke anså sig for kompetent til at tage stilling til aflønningen af Dem i forbindelse med, at De blev beskæftiget i arbejdstilbud som kontorassistent ved Amtsgården i (X-by)."