Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at A var fuldtidsforsikret medlem af en arbejdsløshedskasse og havde deltidsansættelse som hjælpepræst. A rettede henvendelse til arbejdsministeren i anledning af, at arbejdsformidlingen havde kontaktet A om et arbejdstilbud. Baggrunden for henvendelsen var, at A havde modtaget supplerende dagpenge i næsten 78 uger og derfor stod foran at ville miste retten til supplerende dagpenge. Arbejdstilbudet var et fuldtidsjob, hvilket betød, at A for at bevare dagpengeretten måtte påtage sig det tilbudte arbejde og samtidig sige sin stilling som hjælpepræst op. Dette fandt A urimeligt og samtidig i strid med hidtidig praksis. A henviste i den forbindelse til en sag fra Y-by, hvor en deltidsansat havde fået et arbejdstilbud på deltid.
Arbejdsministeren anførte til A's henvendelse bl.a. følgende:
"...
Jeg kan dog oplyse Dem om, at den tidligere mulighed for at tilbyde de deltidsarbejdende fuldtidsforsikrede medlemmer et arbejdstilbud på deltid ikke længere er til stede, idet reglen om, at de supplerende dagpenge bortfalder efter 78 uger, betyder, at medlemmet herefter må vælge, om deltidsarbejdet skal beholdes, uden at der kan udbetales supplerende dagpenge, eller om medlemmet vil have et arbejdstilbud på fuld tid.
..."
Arbejdsmarkedsstyrelsen gav A afslag på en anmodning om dispensation fra de gældende arbejdstilbudsregler. Styrelsen anførte bl.a.:
"...
På Arbejdsformidlingen er De blevet orienteret om, at De må opsige Deres deltidsarbejde, da det arbejdstilbud De kan få tilbudt i forbindelse med ophør af ret til supplerende dagpenge er på fuld tid.
De klager derfor over, at være tvungen til at opsige Deres deltidsstilling som hjælpepræst. De oplyser videre, at der p.t. arbejdes på at få ændret Deres nuværende stilling til en fuldtidsstilling, men at De næppe kan betragtes som en naturlig kandidat til den kommende fuldtidsstilling, såfremt De forinden tvinges til at opsige den nuværende deltidsstilling.
Endvidere henviser De til en afgørelse truffet af arbejdsministeren den 22. januar i forhold til et deltidsbeskæftiget HK arbejdsløshedskassemedlem fra (Y-by), der fik dispensation, således at medlemmet fik et arbejdstilbud på deltid samtidig med, at medlemmet fortsatte i sin hidtidige deltidsbeskæftigelse. De forventer derfor, at nævnte afgørelse kan danne præcedens i Deres sag, hvorved De kan modtage et arbejdstilbud på deltid samtidig med, at De fortsætter i Deres hidtidige deltidsstilling.
I denne anledning skal styrelsen indledningsvis oplyse, at man ved skrivelse af 14. marts 1990 bekræftede modtagelse af Deres dispensationsansøgning samtidig med, at man oplyste, at man ville vende tilbage med et svar snarest muligt. Begrundelse for at De ikke umiddelbart kunne få en afgørelse var, at Arbejdsministeriet - desuagtet den konkrete afgørelse af 22. januar 1990 - fortsat havde visse principielle overvejelser omkring sammensatte arbejdstilbud til fuldtidsforsikrede medlemmer, der er deltidsbeskæftigede.
Disse overvejelser er nu tilendebragt og Arbejdsministeriet har ved skrivelse af 7. maj 1990 meddelt styrelsen, at den tidligere praksis hvor det var muligt at give fuldtidsforsikrede medlemmer, der var deltidsbeskæftigede, et sammensat arbejdstilbud, ikke længere er gældende efter indførelsen af § 60 i arbejdsløshedsforsikringsloven.
Arbejdstilbud til fuldtidsforsikrede men deltidsbeskæftigede, der mister retten til supplerende dagpenge, skal derfor være på overenskomst- eller sædvanemæssig fuld arbejdstid. .....
Således foranlediget skal styrelsen meddele, at man ikke kan imødekomme Deres anmodning om dispensation fra reglen om, at medlemmer, der mister retten til supplerende dagpenge, skal tilbydes et arbejdstilbud på overenskomst- eller sædvanemæssig fuld arbejdstid.
Man skal dog samtidig oplyse Dem om, at De har mulighed for at afslå arbejdstilbuddet samtidig med at De anmoder om en fortrydelsesret på 6 måneder at regne fra det tidspunkt, hvor De afslår arbejdstilbuddet. Inden for den 6 måneders fortrydelsesperiode kan De anmode Arbejdsformidlingen om et arbejdstilbud på fuld tid.
De har således mulighed for at fortsætte i Deres hidtidige deltidsstilling - dog uden supplerende dagpenge - og kan, såfremt stillingen ikke indenfor de 6 måneder ændres til en fuldtidsstilling, opsige stillingen og modtage et arbejdstilbud i henhold til førnævnte § 60.
..."
Denne afgørelse stadfæstede arbejdsministeren. Han bemærkede, med henblik på at A i en klage til ministeren havde gjort gældende, at A var udsat for, at der blev tillagt reglen tilbagevirkende kraft, følgende:
"...
De henviser til, at der den 22. januar 1990 er truffet konkret positiv afgørelse om dispensation i en lignende sag fra (Y-by). De mener derfor, at Arbejdsmarkedsstyrelsens afslag af 25. maj 1990 på dispensation er en afgørelse med tilbagevirkende kraft til ugunst for ansøger.
Jeg kan for så vidt godt forstå Deres synspunkt og er enig i, at der ikke bør træffes afgørelser med tilbagevirkende kraft til ugunst for ansøger.
Det er der da heller ikke tale om i dette tilfælde. Sagen forholder sig således:
Den 22. januar 1990 træffes der ganske rigtigt en konkret afgørelse i (Y-by), hvorefter det er muligt for den pågældende fuldtidsforsikrede at få sit deltidsjob suppleret med et deltidsarbejdstilbud.
Denne afgørelse er ikke en dispensation, men en afgørelse, der er i overensstemmelse med den dagældende praksis.
Afgørelsen bringer imidlertid denne praksis i søgelyset og der rejses spørgsmål om, hvorvidt praksis er i overensstemmelse med arbejdsløshedsloven efter indførelsen af § 60 i loven, der begrænser retten til supplerende dagpenge.
Mens dette spørgsmål overvejes i Arbejdsministeriet træffes der ikke nogen nye afgørelser, hvilket er i overensstemmelse med almindelig forvaltningspraksis, når en praksisændring overvejes.
Som De tidligere er blevet orienteret om, blev resultatet af overvejelserne, at praksis ikke var i overensstemmelse med lovens § 60 og det betyder for Dem, at et arbejdstilbud skal være på fuld tid.
..."
I klagen til mig henviste A til, at afgørelserne om A's dagpengeret var urimelige samt i strid med den praksis, der var gældende, da A rejste sagen over for arbejdsministeren.
I en udtalelse til mig har Arbejdsmarkedsstyrelsen uddybet baggrunden for sin afgørelse således:
"...
I denne anledning skal styrelsen udtale, at man traf afgørelse i ovennævnte sag den 25. maj 1990, efter at Arbejdsministeriet ved skrivelse af 7. maj 1990 havde meddelt styrelsen, at gældende praksis vedrørende mulighed for arbejdstilbud på nedsat tid til fuldtidsforsikrede medlemmer nu var blevet ændret, således at der ikke længere var mulighed for at afgive sådanne arbejdstilbud til fuldtidsforsikrede medlemmer.
Forinden styrelsen traf ovennævnte afgørelse, blev sagen stillet i bero, idet man afventede resultatet af ministeriets overvejelser omkring en eventuel praksisændring vedrørende arbejdstilbud på nedsat tid.
Behovet for en praksisændring opstod på grund af ministeriets afgørelse af 22. januar 1990, hvor ministeriet afgjorde, at et bestemt medlem, der stod over for afgivelse af et arbejdstilbud efter ophør af ret til supplerende dagpenge, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 60, kunne modtage et arbejdstilbud på nedsat tid, således at medlemmet samtidig med afviklingen af dette arbejdstilbud kunne bibeholde sit hidtidige ustøttede deltidsarbejde.
Da styrelsen fik kendskab til afgørelsen af 22. januar 1990, orienterede man departementet om, at man fandt denne afgørelse uforenelig med lovmotiverne til § 60 i arbejdsløshedsforsikringsloven. Arbejdsministeriet overvejede herefter den førte praksis i forhold til motiverne bag lovændringen i 1989. Disse overvejelser førte til en praksisændring.
Denne praksisændring har stillet fuldtidsforsikrede medlemmer lige med hensyn til manglende ret til arbejdstilbud på nedsat tid, hvad enten medlemmerne har ret til arbejdstilbud efter § 1, stk. 1, 1. pkt. eller 2. pkt. i lov om arbejdstilbud til ledige. Dette princip understøttes af arbejdsløshedsforsikringslovens § 60 og lovmotiverne hertil, hvoraf det fremgår, at man så vidt muligt har tilstræbt identisk administrativ praksis, uanset om arbejdstilbuddene afgives efter førnævnte § 1, stk. 1, 1. pkt. eller 2. pkt.
..."
Arbejdsministeriet sendte mig et notat, hvori ministeriet gjorde rede for de retlige overvejelser bag ministeriets praksisændring. I notatet anførtes bl.a.:
"...
Ændringerne i hhv. lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v., § 60, og lov om arbejdstilbud til ledige, § 1, kom ind i lovene sent under forhandlingerne i forbindelse med ændring af lov om arbejdstilbud til ledige, jf. tillægsbetænkning afgivet den 16. december 1988. Lovene trådte i kraft 1. januar 1989.
Baggrunden for ændringerne skyldtes et ønske om at begrænse udbetalingen af dagpenge til de fuldtidsforsikrede, deltidsbeskæftigede ledige, der inden ændringen kunne modtage supplerende dagpenge i 2½ år - kun afbrudt af et arbejdstilbud, når dagpengeperioden var ved at udløbe.
Med hensyn til muligheden for et supplerende deltidsarbejdstilbud var praksis efter lov om arbejdstilbud til ledige, at fuldtidsforsikrede - men deltidsbeskæftigede - personer, der var ved at miste retten til de supplerende dagpenge, kunne kombinere et deltidsarbejde med et deltidsarbejdstilbud, således at arbejdet sammenlagt med det hidtidige arbejde opfyldte de timemæssige krav til heltidsarbejde. Denne praksis var baggrunden for den trufne afgørelse af 22. januar 1990 ("(Y-by)-sagen").
Afgørelsen af 22. januar 1990 bragte imidlertid den hidtidige praksis i søgelyset set i forhold til de nye regler om begrænsning af udbetalingen af supplerende dagpenge.
Arbejdsministeriet tog derfor den hidtidige praksis op til overvejelse.
Overvejelserne resulterede herefter i, at den tidligere praksis ændredes, således at retstilstanden blev bragt i overensstemmelse med forudsætningerne i de nye regler. I overvejelsesperioden blev alle konkrete sager om spørgsmålet stillet i bero. Der har således ikke været tale om, at der er blevet truffet en afgørelse med tilbagevirkende kraft, hvilket også er blevet oplyst overfor (A).
..."
Jeg udtalte herefter følgende i en skrivelse til A's advokat:
"Arbejdsmarkedsstyrelsens afgørelse blev truffet på baggrund af § 1, stk. 3, nr. 5, i lov om arbejdstilbud til ledige (lovbekendtgørelse nr. 122 af 24. februar 1989) samt § 60 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring (lovbekendtgørelse nr. 510 af 19. juli 1989). Bestemmelserne har følgende indhold:
"§ 60. Når et medlem har fået udbetalt nedsatte dagpenge i sammenlagt 78 uger inden for de sidste 2 år, bortfalder retten til nedsatte dagpenge, indtil medlemmet har haft 26 ugers arbejde med mere end 30 timer i hver uge inden for 12 måneder.
Stk. 2. Et medlem, hvis ret til dagpenge er bortfaldet efter stk. 1, bevarer uanset stk. 1 retten til nedsatte dagpenge, indtil medlemmet påbegynder et arbejdstilbud efter § 1, stk. 1, 2. pkt., eller § 1, stk. 4, nr. 5, i lov om arbejdstilbud til ledige eller har afslået arbejdstilbudet.
Stk. 3. Et medlem, hvis dagpengeret bortfalder efter stk. 1, og som ikke benytter sig af retten til et arbejdstilbud efter § 1, stk. 1, 2. pkt., eller § 1, stk. 4, nr. 5, i lov om arbejdstilbud til ledige, har ved fuld ledighed alene ret til dagpenge som deltidsforsikret. Retten til dagpenge som fuldtidsforsikret genindtræder, når medlemmet har haft mere end 300 timers beskæftigelse inden for en periode på 10 uger eller et arbejdstilbud.
..."
"§ 1.
....
Stk. 3. Ledige, der har haft et arbejdstilbud, har ikke ret til et nyt arbejdstilbud. Dette gælder dog ikke:
....
5) Ledige, som mister retten til nedsatte dagpenge efter § 60 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v."
Bestemmelserne blev indsat i loven ved en lovændring i december 1988. I Arbejdsmarkedsudvalgets betænkning af 16. december 1988 blev bestemmelsen i § 60 bl.a. kommenteret således:
"...
Retten til supplerende dagpenge kan generhverves ved et arbejdstilbud eller 26 ugers arbejde med mere end 30 timer i hver uge inden for 12 måneder.
Med henblik på at sikre en mere fast og varig tilknytning til arbejdsmarkedet får medlemmer, der mister retten til supplerende dagpenge, ret til et arbejdstilbud på fuld tid, jf. bemærkningerne til nr. 1, 3 og 4.
Retten til arbejdstilbud indtræder, før retten til supplerende dagpenge bortfalder. Hvis medlemmer mod forventning ikke får et arbejdstilbud, inden retten til supplerende dagpenge bortfalder, jf. bemærkningerne til nr. 1, 3 og 4, kan der gives supplerende dagpenge, indtil arbejdstilbud gives.
Det må forventes, at arbejdstilbudet væsentligt vil forbedre medlemmets muligheder for at opnå varig beskæftigelse på fuld tid.
Hvis medlemmet trods arbejdstilbudet kun opnår deltidsbeskæftigelse, har medlemmet ret til på ny at modtage supplerende dagpenge i 78 uger inden for en periode på 2 år.
..."
(Folketingstidende 1988/89, tillæg B, sp. 606).
På baggrund af ordlyden i § 60, af forarbejderne til bestemmelsen samt sammenhængen mellem lov om arbejdstilbud og arbejdsløshedsforsikringsloven er det mest nærliggende, som Arbejdsministeriet og Arbejdsmarkedsstyrelsen nu har gjort, at fortolke reglerne således, at arbejdstilbud til heltidsforsikrede skal vedrøre jobs på fuld tid, og at den tidligere praktiserede ordning med deltidsarbejdstilbud til deltidsansatte må anses for uforenelig med lovens intentioner.
Herefter kan det ikke give mig grundlag for kritik, at Arbejdsmarkedsstyrelsen ikke underkendte arbejdsformidlingens arbejdstilbud til Dem om fuldtidsbeskæftigelse.
Det forhold, at Arbejdsministeriets retsopfattelse blev afklaret i forbindelse med bl.a. Deres sag, og at ministeriet i januar 1990 godkendte, at der i en konkret sag blev givet arbejdstilbud på deltid, kan efter min mening ikke føre til et andet resultat. Ministeriets tilkendegivelser i sagen må forstås således, at afgørelsen af januar 1990 efter ministeriets ændrede retsopfattelse må anses for at være i strid med § 60, hvilket i sig selv bevirkede, at De ikke kunne støtte ret på afgørelsen. Dertil kommer, at De, allerede da arbejdsformidlingen fremsatte arbejdstilbudet, blev behandlet i overensstemmelse med den praksis, som ministeriet fastlagde i maj 1990. De har således ikke på noget tidspunkt modtaget meddelelser fra de relevante myndigheder, der har kunnet give Dem en forventning om at blive behandlet efter andre retningslinier end sket."