A, der var fuldtidsforsikret medlem af en arbejdsløshedskasse og i perioder havde modtaget supplerende dagpenge ved siden af sin indtægt som deltidsansat husholdningslærer, klagede over at Arbejdsmarkedets Ankenævn (AA) havde tiltrådt Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens (DfA's) afgørelse om, at hun ikke kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Som begrundelse for afgørelsen havde DfA og AA anført at A havde afslået et rimeligt arbejdstilbud og henvist til bestemmelserne i §§ 60 og 62, stk. 1, nr. 5, i den dagældende lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring mv.
Efter en gennemgang af sagen anmodede ombudsmanden DfA og AA om supplerende udtalelser, idet det var uklart hvordan afgørelsen skulle forstås. Ombudsmanden anførte i den forbindelse at han umiddelbart måtte mene, at A's afslag på at modtage arbejdstilbuddet efter bestemmelsen i § 60, stk. 3, alene skulle have medført, at A herefter måtte betragtes som deltidsforsikret - og ikke have haft den yderligere konsekvens, at hun helt mistede sin dagpengeret.
DfA erkendte i en senere udtalelse til AA at lovhenvisningen i DfA's afgørelse kunne forekomme misvisende, idet DfA's afgørelse alene var truffet på baggrund af en konkret rådighedsvurdering i henhold til § 62, stk. 1, nr. 5.
AA genoptog herefter sagen og traf en ny afgørelse, hvorved AA - under henvisning til bestemmelsen i § 60, stk. 3 - fandt, at A's afslag på arbejdstilbuddet alene skulle medføre, at hun var udelukket fra at modtage dagpenge som fuldtidsforsikret, men således at hun ved fuld ledighed fra sit deltidsarbejde ville være berettiget til dagpenge som deltidsforsikret.
Ombudsmanden meddelte herefter AA at han ikke foretog videre i sagen. (J. nr. 1992-987-022).