Den Centrale Videnskabsetiske Komite (DCVK) foranledigede at den lovbestemte kompetence til at godkende relevante forsøgsprojekter fra Rigshospitalet blev flyttet fra én regional videnskabsetisk komite til en anden. Begrundelsen var at unavngivne medlemmer af førstnævnte komite angiveligt til pressen havde videregivet oplysninger om en forskers forsøg, og at der herefter ikke bestod det fornødne tillidsforhold mellem forskere på Rigshospitalet og komiteen.
Efter ombudsmandens opfattelse hvilede DCVK's antagelser om brud på tavshedspligten på et utilstrækkeligt grundlag. Ombudsmanden anså dette forhold for meget beklageligt.
Endvidere udtalte ombudsmanden at der efter loven om det videnskabsetiske komitesystem måtte antages at tilkomme de videnskabsetiske komiteer - og komiteernes enkelte medlemmer - en vidtgående adgang til at orientere offentligheden om spørgsmål af principiel videnskabsetisk interesse. Forskernes interesse i hemmeligholdelse af generelle oplysninger om deres projekter måtte derfor tillægges forholdsvis beskeden vægt. Under disse omstændigheder fandt ombudsmanden at DCVK's handlemåde måtte anses for overordentlig beklagelig.
Endelig udtalte ombudsmanden at spørgsmålet om, hvorvidt de regionale videnskabsetiske komiteer har ret til at se referater fra møderne i DCVK, skal afgøres efter reglerne i forvaltningslovens kap. 8 og ikke - som DCVK havde antaget - efter reglerne i offentlighedsloven. (J. nr. 1993-147-429).