I 1992 fik A en tidsbegrænset opholds- og arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2 (samliv med herboende). Tilladelsen blev senest forlænget til den 28. februar 1994. Den 10. maj 1994 klagede A til ombudsmanden over den tid der indtil da var medgået til Direktoratet for Udlændinges (DfU's) behandling af A's ansøgning af 3. februar 1994 om forlængelse af hendes opholds- og arbejdstilladelse. Den 11. maj 1994 modtog A sin opholds- og arbejdstilladelse.
Efter DfU's praksis kunne A få en tidsubegrænset opholdstilladelse den 30. april 1994, og direktoratet ville først udstede en ny opholdstilladelse på dette tidspunkt. A's sag lå imidlertid klar til afgørelse allerede den 3. februar 1994. A ville således være uden opholdstilladelse i en periode.
Ombudsmanden fandt det kritisabelt at DfU i de sager hvor der ikke var behov for yderligere oplysningsskridt, undlod at give tilladelsen, før ansøgeren havde krav på en tidsubegrænset opholds- og arbejdstilladelse. Ombudsmanden bemærkede at det kunne være forbundet med en ikke uvæsentlig gene, f.eks. vedrørende ferierejser og jobsøgning, ikke i en periode at have en egentlig opholds- og arbejdstilladelse. (J. nr. 1994-1124-600).