En tamilsk asylansøger A klagede over den tid der var medgået til Flygtningenævnets (FN's) behandling af hans sag, herunder at FN's koordinationsudvalg senest havde besluttet at sætte behandlingen af bl.a. A's sag i bero på indgåelse af en aftale mellem den danske og srilankanske regering om tilbagesendelse af srilankanske statsborgere til hjemlandet under betryggende forhold.
Ombudsmanden udtalte at udgangspunktet i en situation som den foreliggende måtte være, at FN måtte træffe afgørelse i sagen på grundlag af de indhentede oplysninger om forholdene i A's hjemland. Hvis der herefter blev meddelt A asyl, og forholdene i hans hjemland efterfølgende bedredes, ville en inddragelse af opholdstilladelsen medføre at bestemmelserne i udlændingelovens § 19, jf. § 26, kunne komme på tale. Efter ombudsmandens opfattelse var det kun i de situationer hvor en væsentlig bedring af forholdene i asylansøgerens hjemland syntes umiddelbart forestående, og hvor det således måtte forekomme formalistisk at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 for kort tid efter at inddrage den, at det ville være foreneligt med bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7, 19 og 26 at afvente en sådan udvikling i asylansøgerens hjemland i en kortere periode. I modsat fald ville udlændingens retskrav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 og den retsbeskyttelse af flygtninge der har fundet udtryk i udlændingelovens § 19, herunder 3 (2) årsgrænsen for inddragelse af opholdstilladelse, og i § 26, ikke blive respekteret.
Ombudsmanden lagde i udtalelsen til grund at det ved beslutningen om at sætte bl.a. A's sag i bero, måtte henstå som usikkert, om og i givet fald hvornår en aftale mellem den danske regering og den srilankanske regering om tilbagesendelse af de tamilske asylansøgere under betryggende forhold ville kunne indgås. Ombudsmanden fandt det på den baggrund kritisabelt at FN havde besluttet at udsætte sagernes behandling på indgåelse af den pågældende aftale. (J. nr. 1994-1178-600).