A, der var læge og leder af en privat behandlingsinstitution, klagede over at Sundhedsministeriet (SU) havde udleveret en rapport fra embedslægeinstitutionen i X Amt til pressen. Rapporten indeholdt en indstilling om at indlede strafferetlig forfølgning mod A for overtrædelse af lægelovens § 18.
Ombudsmanden udtalte at oplysningerne om indledning af strafferetlig forfølgning mod A var omfattet af offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, og at SU derfor ikke havde haft pligt til at meddele aktindsigt i oplysningerne. Ombudsmanden fandt at oplysningerne tillige var omfattet af bestemmelserne om tavshedspligt i forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, og at SU som følge heraf havde været afskåret fra at meddele aktindsigt i henhold til meroffentlighedsprincippet i offentlighedslovens § 4, stk. 1, nr. 2. (J. nr. 1993-321-403).