B klagede for A over at Arbejdsmarkedets Ankenævn havde tiltrådt en afgørelse fra Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, hvorved A ikke var anset for berettiget til overgangsydelse.
Af sagen fremgik det at A var født den 23. april 1936. Den 22. april 1986 udfyldte og underskrev hun en begæring om optagelse i Arbejdsløshedskassen C. Ifølge arbejdsløshedskassens modtagelsesstempel modtog kassen anmodningen den 24. april 1986.
Den 7. februar 1992 sendte arbejdsløshedskassen til A en "foreløbig orientering om de nye regler for efterløn, der træder i kraft den 1. marts 1992". I orienteringen blev de nye regler om overgangsydelse for personer mellem 55 og 59 år beskrevet. Det blev oplyst at en af betingelserne for at modtage overgangsydelse var, at medlemmet "skal have medlemsanciennitet til at man kan gå på efterløn, når man bliver 60 år."
Den 13. maj 1992 ansøgte A om overgangsydelse.
I et brev af 22. juli 1992 afslog arbejdsløshedskassen ansøgningen fra A om overgangsydelse. Afgørelsen blev begrundet som følger:
"Baggrunden for dette afslag er, at De ikke opfylder lovens krav om at man - for at være berettiget til overgangsydelse - skal have været medlem af en arbejdsløshedskasse længe nok til at kunne gå på efterløn den dag man fylder 60 år. Da De er indmeldt inden den 1.4.1992, skal De den 23.4.1996 - hvor De fylder 60 år - have sammenlagt 10 års medlemsanciennitet af en arbejdsløshedskasse inden for de seneste 15 år.
De er imidlertid først indmeldt i (C) den 24.4.1986, jf. vedlagte kopi af Deres optagelsesbegæring, hvorfor De mangler 1 dag i at opfylde lovens anciennitetskrav.
(C) må derfor som nævnt ovenfor beklageligvis meddele Dem afslag på Deres ansøgning om overgangsydelse."
Den 25. juli 1992 klagede A til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen over arbejdsløshedskassens afgørelse. I klagen anførte A følgende:
"Undertegnede tillader sig hermed at indsende klage over (C's) afslag af min ansøgning om overgangsydelsen.
Den 13.5.92 ansøgte jeg (C) om overgangsydelsen.
" 14.7.92 fik jeg afslag " " te(le)fonisk.
" 22.7.92 " " " " " skriftligt.
Baggrunden for afslaget er, at jeg er tilmeldt (C) d. 24.4.86 i st.f. d. 23.4.86 (min 50-års fødselsdag). Altså 1 dag for sent.
Baggrunden for min klage er:
1. Jeg har underskrevet min begæring om optagelse i (C) d. 22.4.86. Den blev sendt samme dag i forretningsåbningstiden (vi var ikke hjemme hele dagen d. 23.4.86 på min 50-års-fødselsdag). Derfor har mit brev formodentlig ligget 1 dag hos (C), før det blev åbnet.
2. Fra (C) i (X) modtog jeg allerede d. 7.2.92 en skrivelse fra dec. 91 om overgangsydelsen.
Lige fra overgangsydelsen kom på tale har jeg over for (C) i (Y-by) udtrykt mit ønske om at tage imod denne ydelse. Både personligt, telefonisk og skriftligt har jeg fået accept for den. Men jeg skulle bare blive ved at søge job, fik jeg at vide. Senere fik jeg tilsendt ansøgningsskema, men jeg skulle først bruge det efter et jobtilbud. Sidste gang jeg var på (C) i (Y-by) var først i maj måned. Da var jeg hos en anden dame, end jeg plejede. Hun undredes over, at jeg var tilmeldt d. 24.4. og ikke den 23.4.86. Men hun nævnte ingen konsekvens heraf. Tværtimod sagde hun: "Jeg kan godt forstå, at du vil tage imod overgangsydelsen. Nu skal du, så snart du kommer hjem, gå på AF i (Z-by) og sige, at de ikke behøver at finde job til dig. Du får heller ikke et nyt jobskema af mig, for du skal ikke søge mere."
3. AF havde jeg allerede underrettet, men jeg gik derned igen. Jo, det stod på skærmen, at jeg gik ind under overgangsydelsen, men de skulle finde et job til mig først. Få dage efter blev jeg tilbudt et kursus fra AF og et kursus fra jobservice, som begge skulle påbegyndes 25.5.92. Jeg ringede til begge og annullerede dem, og begge svarede, at overgangsydelsen også stod påtegnet mine papirer.
4. I 7 måneder (fra dec. 91) har jeg været indstillet på at gå på overgangsydelsen og hele tiden har (C) bakket mig op i dette. Så får jeg afslag 2 dage før mine dagpenge ophører på grund af en dato, som ingen havde gjort mig opmærksom på og som jeg ikke selv er skyld i.
Jeg anmoder om, at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen vil tage vel imod min klage og indse, at jeg er blevet uretmæssigt behandlet af (C) og har krav på overgangsydelsen."
I anledning af A's klage udtalte arbejdsløshedskassen i en skrivelse af 5. august 1992 bl.a. følgende:
"...
For så vidt angår medlemmets begrundelse for anken, hvor denne angiver, at optagelsesbegæringen blev underskrevet og sendt d. 22/4-1986, er det medlemmets risiko, at denne først modtages i (C) d. 24/4-1986.
Den skrivelse, medlemmet skriver om, som denne modtog d. 7/2-1992, om overgangsydelse var en generel oplysningsskrivelse til medlemmet, som var i den aldersgruppe, som overgangsydelsen vedrører.
Medlemmet har i sin anke fremført, at hun, lige siden overgangsydelsen kom på tale, over for (C) har udtrykt ønske om at tage imod denne ydelse og har fået accept for den og er blevet bakket op af (C).
(C) har ingen notater om nogle sådanne samtaler med medlemmet. Det skal i øvrigt bemærkes, at (C) lægger stor vægt på at orientere medlemmerne om, at de skal have 10 års anciennitet indenfor 15 år, på det tidspunkt medlemmet fylder 60 år."
Den 7. september 1992 traf Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen følgende afgørelse:
"Ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 i, stk. 1, nr. 3, er det blandt andet en betingelse for ret til at overgå til overgangsydelse, at pågældende ved et fortsat medlemsskab ville kunne opfylde anciennitetskravet for at kunne gå på efterløn ved det fyldte 60. år.
Det følger endvidere af § 6, stk. 2, i direktoratets bekendtgørelse nr. 588 af 14. august 1990 om optagelse i en anerkendt arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende, at optagelsen tidligst kan få virkning fra det tidspunkt, hvor arbejdsløshedskassen har modtaget en skriftlig anmodning om optagelse.
Denne bestemmelse er i overenstemmelse med den gældende praksis før bekendtgørelsens ikrafttræden.
Direktoratet finder på grundlag af den nævnte lovregel, at det er en forudsætning for ret til overgangsydelse, at medlemmet kan opfylde anciennitetskravet for ret til efterløn på den dag, hvor pågældende fylder 60 år.
Da De efter det oplyste først opfylder anciennitetskravet om 10 års sammenlagt medlemsskab inden for 15 år den 24. april 1996, dvs. senere end Deres 60-års fødselsdag, er direktoratet enig med kassen i, at De ikke opfylder betingelserne for at overgå til overgangsydelse.
Det bemærkes, at der ikke i loven er givet hjemmel til, at direktoratet kan dispensere fra den nævnte bestemmelse.
Direktoratet tiltræder således kassens afgørelse."
Den 15. september 1992 klagede A over direktoratets afgørelse til Arbejdsmarkedets Ankenævn. I klagen gentog A de synspunkter hun havde gjort gældende over for direktoratet i klagen over arbejdsløshedskassens afgørelse.
Den 15. februar 1993 traf Arbejdsmarkedets Ankenævn følgende afgørelse i sagen:
"Ankenævnet tiltræder Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse af 7. september 1992 med den af direktoratet givne begrundelse.
Det bemærkes, at ankenævnet ikke finder holdepunkt for at antage, at arbejdsløshedskassen ikke skulle have stemplet optagelsesbegæringen som modtaget, den dag hvor kassen rent faktisk modtog begæringen."
Den 1. marts 1993 modtog jeg en klage fra A's ægtefælle B. På baggrund heraf bad jeg Arbejdsmarkedets Ankenævn og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om en udtalelse og om udlån af sagens akter. I min skrivelse til myndighederne anførte jeg bl.a. følgende:
"...
Jeg beder myndighederne oplyse, hvorfor direktoratets bekendtgørelse nr. 86 af 7. februar 1992 med tilhørende vejledning nr. 28 af 27. februar 1992 tilsyneladende ikke er inddraget i direktoratets og ankenævnets afgørelser, især i relation til (A's) klage over A-kassens vejledning i og behandling af hendes sag, jf. Arbejdsmarkedsnævnets afgørelse (...) "Medlemmet havde allerede den 7. februar 1992 modtaget et brev..."
..."
Den 29. marts 1993 udtalte Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen følgende:
"Vedrørende ombudsmandens forespørgsel om, hvorfor direktoratets bekendtgørelse nr. 86 af 7. februar 1992 om overgangsydelse med tilhørende vejledning ikke er inddraget i afgørelsen, skal direktoratet henvise til, at bekendtgørelsen for så vidt angår betingelserne for ret til overgangsydelse i § 1 er enslydende med lovens formulering i § 75 i, stk. 1.
Direktoratet har derfor ikke fundet anledning til også at nævne bekendtgørelsens § 1 i afgørelsen.
Ombudsmanden har samtidig stillet spørgsmål om medlemmets klage over kassens vejledning og behandling af hendes sag set i relation til bekendtgørelsens regler og kassens brev af 7. februar 1992.
Direktoratet forudsætter, at der herved er tænkt på reglerne i bekendtgørelsens kapitel 8 om arbejdsløshedskassernes vejledningspligt.
Det bemærkes, at kassens brev af 7. februar 1992, som også påpeget af kassen, er en generel skrivelse til alle medlemmer af kassen, som var i den aldersgruppe, som overgangsydelsen vedrører.
Skrivelsen er udformet i december 1991, dvs. forinden reglernes ikrafttræden og forinden der i direktoratets bekendtgørelse blev stillet krav om skriftlig information og vejledning af medlemmer, der opfylder betingelserne for at overgå til overgangsydelse.
Det fremgår udtrykkeligt af orienteringsskrivelsen, at der er tale om en "foreløbig orientering", ligesom det fremgår, at det er en betingelse for ret til overgangsydelse, at "man skal have medlemsanciennitet til, at man kan gå på efterløn, når man bliver 60 år."
Det er herefter direktoratets opfattelse, at kassens orienteringsskrivelse må ses som et initiativ fra kassens side for så tidligt som muligt foreløbigt at informere generelt om de nye regler.
Direktoratet finder, at medlemmet ikke, som skrivelsen er udformet, med rette har kunnet udlede, at hun konkret skulle være berettiget til overgangsydelse.
Det er endvidere direktoratets opfattelse, at det faktum, at kassen beklageligvis først meget sent i forløbet meddeler medlemmet, at hun ikke opfylder betingelserne for overgangsydelse, ikke kan medføre, at medlemmet skal stilles bedre end det følger af arbejdsløshedsforsikringslovens regler.
Erstatningskrav mod kassen på grund af eventuelle økonomiske tab i denne anledning må således indbringes som civilt søgsmål for de almindelige domstole."
Den 17. maj 1993 udtalte Arbejdsmarkedets Ankenævn følgende:
"Som svar på ombudsmandens brev af 8. marts 1993 skal ankenævnet oplyse, at den konkrete sag fremtrådte som en klage over optagelsestidspunktet i forsikringen. Det var det spørgsmål, direktoratet havde behandlet, og det, som ankenævnet tog stilling til.
Ankenævnet har haft lignende sager omhandlende efterløn, hvor enkelte dage efter omstændighederne kan bevirke, at et medlem ikke får en ydelse, medmindre optagelsestidspunktet rykkes tilbage. I den slags sager drejer det sig om, hvorvidt der måtte være begået fejl mange år tilbage. Det har nævnet ikke ment var tilfældet i denne sag, og derfor har man ikke fundet grundlag for at pålægge kassen at regulere optagelsestidspunktet.
Medlemmet var i sin klageskrivelse inde på, at hun havde indrettet sig på, at hun skulle have overgangsydelse, og at hun i kassen helt frem til begyndelsen af maj måned var blevet behandlet, som om hun opfyldte betingelserne.
Der er hverken i direktoratet eller ankenævnets afgørelser taget udtrykkeligt stilling til konsekvenserne af den mangelfulde vejledning, hun må siges at have fået omkring sin ret til overgangsydelsen.
Ankenævnet har for så vidt været opmærksom på reglerne om kassens vejledningspligt i den nævnte bekendtgørelse, men har ikke søgt yderligere oplysninger omkring dette spørgsmål, fordi det fremgik af sagen, at medlemmet løbende havde haft kontakt med kassen, og fordi en korrekt vejledning efter nævnets opfattelse heller ikke ville have givet medlemmet det, hun ønskede, nemlig overgangsydelse.
Om et eventuelt videre forløb af sagen skal ankenævnet pege på, at (A) i stedet skulle have haft mulighed for at vælge et arbejdstilbud og derved få mulighed for at bevare sin dagpengeret og dermed få mulighed for at overgå til efterløn, når hun er fyldt 60 år.
Det er arbejdsformidlingskontorene, som tager stilling til, om et medlem er berettiget til et arbejdstilbud efter indberetning fra den pågældende kasse. Arbejdsformidlingskontorets afgørelse kan indbringes for det stedlige Arbejdsmarkedsnævn, hvis afgørelse er endelig. Dette spørgsmål falder således uden for ankenævnets kompetence.
Ankenævnet har den 15. april 1993 telefonisk fra medlemmets kasse fået oplyst, at medlemmet har været sygemeldt siden 16. juli 1992.
Sagen har været drøftet på nævnets møde den 29. april 1993.
Ankenævnet vil på baggrund af sagens forløb, pege på, at medlemmet, når hun måtte blive raskmeldt, kan henvende sig til kassen med henblik på, at kassen i samarbejde med arbejdsformidlingen overvejer at fremskaffe medlemmet et arbejdstilbud, uanset om hun må være faldet for det almindelige arbejdskrav og således ikke længere er dagpengeberettiget."
I en skrivelse til B udtalte jeg herefter følgende:
"Afgørelserne fra Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn er truffet på grundlag af bestemmelserne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b, stk. 1 og stk. 2, og § 75 i, stk. 1, sammenholdt med § 1 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 86 af 7. februar 1992 om overgangsydelse. Bestemmelserne er sålydende:
Arbejdsløshedsforsikringsloven (jf. nu LB nr. 16 af 11. januar 1994):
"§ 75 b. Ret til efterløn har medlemmer af anerkendte arbejdsløshedskasser,
1) som er fyldt 60 år,
2) som har været medlem i mindst 20 år inden for de sidste 25 år, jf. dog stk. 2,
3) som ved overgang til efterløn opfylder betingelserne for ret til dagpenge, modtager dagpenge efter § 55, stk. 4, eller modtager overgangsydelse, og
4) som har bopæl her i riget bortset fra Færøerne og Grønland.
Stk. 2. Medlemmer, der er født før den 1. marts 1952, kan tillige opfylde kravet om medlemsskab, jf. stk. 1, nr. 2, ved uafbrudt medlemsskab fra 31. marts 1992 til overgangen til efterløn. Medlemsperioden skal dog mindst udgøre 10 år inden for de sidste 15 år.
...
- 75 i. Ret til at overgå til overgangsydelse har indtil udgangen af 1998 medlemmer af anerkendte arbejdsløshedskasser,
1) som er i alderen 55-59 år,
2) som har ret til arbejdstilbud efter lov om arbejdstilbud til ledige,
3) som ved fortsat medlemsskab ville kunne opfylde anciennitetskravet for at kunne gå på efterløn ved det fyldte 60. år, og
4) som har bopæl her i riget bortset fra Færøerne og Grønland."
Bekendtgørelse nr. 86 af 7. februar 1992 om overgangsydelse:
"§ 1. Ret til at overgå til overgangsydelse har indtil udgangen af 1995 medlemmer af anerkendte arbejdsløshedskasser,
1) som er i alderen 55-59 år,
2) som har ret til, og som er indberettet til, et arbejdstilbud til ledige,
3) som ved fortsat medlemsskab ville kunne opfylde anciennitetskravet for at kunne overgå til efterløn ved det fyldte 60. år, og
4) som har bopæl her i riget bortset fra Færøerne og Grønland."
Det følger af bestemmelserne, at udbetaling af overgangsydelse bl.a. er betinget af, at ansøgeren ved overgang til overgangsydelsen har været medlem af en arbejdsløshedskasse så længe, at vedkommende ved fortsat medlemskab til det 60. år opfylder betingelserne for at gå på efterløn, dvs opfylder kravet om 10 års medlemskab inden for de sidste 15 år.
Deres ægtefælles optagelsesbegæring af 22. april 1986 blev ifølge arbejdsløshedskassens modtagelsesstempel modtaget i kassen den 24. april 1986.
- 7, stk. 1, i den standardvedtægt, der var gældende for de anerkendte arbejdsløshedskasser ved Deres ægtefælles indmeldelse i april 1986 (Arbejdsdirektoratets cirkulære nr. 72 af 22. september 1978 som ændret ved direktoratets cirkulære nr. 1 af 6. januar 1981), indeholdt følgende bestemmelse:
"Optagelse i arbejdsløshedskassen er ikke gyldig før hovedledelsens godkendelse foreligger."
Hovedledelsens godkendelse af optagelsen kunne tidligst ske ved kassens modtagelse af Deres ægtefælles optagelsesbegæring.
Spørgsmålet er herefter, om arbejdsløshedskassen - som hævdet af Deres ægtefælle - modtog optagelsesbegæringen den 23. april 1986. Efter det oplyste finder jeg ikke at kunne kritisere, at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn har lagt til grund, at Deres ægtefælles optagelsesanmodning først blev modtaget af arbejdsløshedskassen den 24. april 1986. Postforsendelsen af anmodningen må således have varet 2 dage, hvis Deres ægtefælles forklaring om at have afsendt brevet den 22. april 1986 ligeledes lægges til grund.
Efter min gennemgang af sagen kan jeg heller ikke kritisere, at myndighederne ved deres afgørelser ikke har fundet, at spørgsmålet om arbejdsløshedskassens vejledning af Deres ægtefælle har afgørende betydning for Deres ægtefælles ret til overgangsydelse. Jeg har herved lagt vægt på, at Deres ægtefælle - selvom hun var blevet vejledt korrekt fra arbejdsløshedskassens side - ikke kunne have opfyldt lovens krav til at få overgangsydelse. Det skyldes således ikke mangelfuld vejledning fra arbejdsløshedskassen, at Deres ægtefælle ikke har kunnet få overgangsydelse.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen har imidlertid i sin afgørelse af 7. september 1992, som Arbejdsmarkedets Ankenævn stadfæstede den 15. februar 1993, ligeledes henvist til § 6, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 588 af 14. august 1990 om optagelse i en anerkendt arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende, idet direktoratet har anført, at bestemmelsen "er i overenstemmelse med den gældende praksis før bekendtgørelsens ikrafttræden." § 6 i den nævnte bekendtgørelse indeholder følgende bestemmelser:
"Optagelse kan ske fra det tidspunkt, hvor personen
1) dokumenterer at have påbegyndt egentlig virksomhedsudøvelse ved mindst et af følgende forhold
...
2) godtgør, at beskæftigelseskravet i § 1, stk. 1, nr. 4, er opfyldt.
Stk. 2. Optagelsen kan tidligst få virkning fra det tidspunkt, hvor arbejdsløshedskassen har modtaget en skriftlig anmodning om optagelse. Personen skal ved anmodningen om optagelse udfylde en særlig optagelsesblanket, der er udarbejdet eller godkendt af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen.
Stk. 3. Når særlige forhold har medført, at arbejdsløshedskassen har modtaget den skriftlige optagelsesanmodning med forsinkelse, kan direktøren for arbejdsløshedsforsikringen tillade, at optagelsen tillægges virkning fra det tidspunkt, hvor arbejdsløshedskassen under normale omstændigheder ville have modtaget anmodningen."
Jeg går ud fra, at bestemmelsen i bekendtgørelsens § 6, stk. 3, ligeledes er en kodifikation af tidligere gældende praksis.
Samtidig med ovennævnte bekendtgørelse udsendte Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen vejledning nr. 159 af 14. august 1990 om optagelse i en anerkendt arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende. Af denne vejledning fremgår bl.a. (jf. Ministerialtidende 1990, s. 917):
"§ 6, stk. 2.
Når den optagelsessøgende har fremlagt den i stk. 1 nævnte dokumentation, sker optagelsen tidligst med virkning fra det tidspunkt, hvor arbejdsløshedskassen har modtaget en skriftlig anmodning om optagelse.
Optagelse i en arbejdsløshedskasse kræver altid en skriftlig anmodning fra den optagelsessøgende. Da modtagelsen i arbejdsløshedskassen er af afgørende betydning for optagelsens effektuering, skal arbejdsløshedskassen altid påføre anmodningen en modtagelsesdato, uanset i hvilken form den skriftlige anmodning foreligger.
Hvis optagelsesbetingelserne er opfyldt på den anførte modtagelsesdato, vil den optagelsessøgende blive optaget med virkning fra denne dato.
...
Bestemmelsen er kun tænkt anvendt i helt ekstraordinære situationer, fx ved poststrejker o.l., hvor den optagelsessøgende ikke har nogen indflydelse på, at den skriftlige optagelsesanmodning fremkommer i arbejdsløshedskassen med forsinkelse."
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn har ved afgørelserne i Deres ægtefælles sag, som det fremgår ovenfor, udtalt, at der ikke kan dispenseres fra lovens krav om 10 års medlemsanciennitet. Heri er jeg enig. Spørgsmålet om fastsættelsen af Deres ægtefælles medlemsanciennitet bliver herefter afgørende i sagen. Nærmere betegnet bliver fastsættelsen af begyndelsesdatoen for Deres ægtefælles medlemsperiode af afgørende betydning. Dette spørgsmål er ikke reguleret i arbejdsløshedsforsikringsloven (jf. særligt dennes kapitel 8), men derimod i regler udstedt i medfør af loven. I relation hertil har direktoratet og ankenævnet truffet afgørelse om modtagelsestidspunktet for Deres ægtefælles optagelsesanmodning, jf. nu § 6, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 588 af 14. august 1990. Myndighederne har således lagt til grund, at der ikke - som anført af Deres ægtefælle - kan antages at være sket en fejl i forbindelse med arbejdsløshedskassens modtagelsesstempling af optagelsesanmodningen. Dette finder jeg som ovenfor anført ikke at kunne kritisere.
Derimod ses direktoratet og ankenævnet ikke at have taget stilling til, hvorvidt Deres ægtefælle af andre grunde bør tillægges medlemsanciennitet fra den 23. april 1986, jf. nu § 6, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 588 af 14. august 1990, der angår særlige forhold, som har medført, at arbejdsløshedskassen "har modtaget den skriftlige anmodning med forsinkelse". Dette finder jeg beklageligt. Jeg har samtidig hermed meddelt Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn min opfattelse og har henstillet til direktoratet, at det tager sagen op igen og nu træffer afgørelse om det nævnte dispensationsspørgsmål, jf. nu bekendtgørelsens § 6, stk. 3. Efter min opfattelse må direktoratet herved i første række tage stilling til, om modtagelsestidspunktet for Deres ægtefælles optagelsesanmodning må antages at skyldes en postforsinkelse, som kan anses for et dispensationsbegrundende forhold.
..."
Med skrivelse af 27. december 1994 orienterede Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen mig om, at direktoratet den 23. s. m. havde truffet en ny afgørelse i forhold til A. Efter at have indhentet oplysninger fra postvæsenet, A's mand og A's revisor fandt direktoratet ikke at kunne antage, at arbejdsløshedskassens modtagelse af A's begæring om optagelse var blevet forsinket på grund af ekstraordinære forhold i forbindelse med postbesørgelsen i dagene fra den 22. til den 24. april 1986. Direktoratet fandt ikke, at ekstraordinær postforsinkelse eller andre ekstraordinære forhold, som A ikke havde haft indflydelse på, havde medført, at arbejdsløshedskassen havde modtaget A's optagelsesbegæring senere end det tidspunkt, hvor kassen under normale omstændigheder ville have modtaget begæringen. Direktoratet fandt herefter ikke grundlag for at tillægge A medlemsanciennitet fra den 23. april 1986.
Jeg meddelte herefter Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, at jeg havde taget til efterretning, at direktoratet havde truffet en ny afgørelse i forhold til A, og at jeg på det foreliggende grundlag ikke foretog videre i sagen.