A, der havde insulinbehandlet sukkersyge, klagede over Trafikministeriets (TM's) afgørelse om afslag på hans ansøgning om udvidelse af hans kørekort til erhvervsmæssig personbefordring i stor personbil. I begrundelsen for afgørelsen anførte TM bl.a. at A efter de foreliggende lægelige oplysninger ikke opfyldte de helbredsmæssige betingelser for at få kørekort til erhvervsmæssig personbefordring til stor personbil.
Ombudsmanden forelagde sagen for Retslægerådet (RL). På baggrund af RL's udtalelse fandt ombudsmanden ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere TM's afslag på ansøgningen om udvidelse af A's kørekort. I færdselslovens § 56 og i § 3, stk. 1, i kørekortsbekendtgørelsen er det forudsat at der ved afgørelsen af om en person opfylder de helbredsmæssige betingelser for at få udstedt kørekort foretages et konkret skøn. Ombudsmanden havde imidlertid ved gennemgangen af A's sag forstået at der generelt i alle sager om udstedelse af kørekort til erhvervsmæssig personbefordring i stor personbil, og hvor ansøgeren havde insulinbehandlet sukkersyge, blev meddelt afslag på ansøgningen. TM havde således ved den fastlagte praksis for behandlingen af de nævnte ansøgninger sat skøn under regel. Dette fandt ombudsmanden meget kritisabelt.
På baggrund af nogle generelle bemærkninger i RL's udtalelse om risikoen for at patienter med insulinbehandlet sukkersyge er mindre agtpågivende i trafikken end befolkningen iøvrigt, henstillede ombudsmanden til TM at overveje behovet for en revision af de fastsatte retningslinier for behandlingen af de nævnte sager. Ombudsmanden henstillede i den forbindelse samtidigt til TM - efter en eventuel ændring af praksis på området - at genoptage behandlingen af A's sag. (J. nr. 1993-1036-612).