A klagede over K Kommunes (K's) og Dagpengeudvalgets (DPU's) afgørelser i hendes sag om ophør med udbetaling af sygedagpenge. K havde i sin første afgørelse som betingelse for fortsat opfølgning af sygedagpengesagen krævet at A lod sig behandle af en psykiater. K genoptog senere sagen, og A indvilgede da i en psykiatrisk undersøgelse der afkræftede formodningen om, at A var psykisk syg. I en ny afgørelse afviste K at genoptage opfølgningen idet A ikke kunne anses for fuldt uarbejdsdygtig. DPU stadfæstede K's afgørelse, men undlod at tage stilling til spørgsmålet om K havde været berettiget til at stille krav om psykiatrisk behandling.
Ombudsmanden kunne ikke kritisere K's og DPU's afgørelser om at A ikke var fuldt uarbejdsdygtig og derfor ikke længere berettiget til sygedagpenge. Ombudsmanden fandt det derimod yderst kritisabelt at K uden nogen form for accept fra A's side og uden forudgående speciallægeundersøgelse havde stillet kravet om psykiatrisk behandling. Ombudsmanden bemærkede i den forbindelse at der er grund til at udvise særlig varsomhed med anvendelse af psykiatriske diagnoser og/eller behandlingskrav. Ombudsmanden kritiserede endvidere at DPU ikke i sin afgørelse havde taget stilling til spørgsmålet om K's ret til at fastsætte krav om psykiatrisk behandling som betingelse for fortsat opfølgning af sygedagpengesagen. Endelig kritiserede ombudsmanden K for ikke at have partshørt A om indholdet af K's telefoniske samtaler med A's egen læge og en speciallæge, samt for manglende klagevejledning. (J. nr. 1993-620-025).