En journalist (A) klagede over den tid der var medgået til Undervisningsministeriets (UM's) behandling af hans anmodning om aktindsigt i en konkret sag. I UM's svar til A henviste ministeriet blandt andet til at der på grund af efterårsferie først kunne tages endelig stilling til A's anmodning efter den 25. oktober.
Ombudsmanden kritiserede at UM var knapt 6 uger om at tage stilling til aktindsigtsanmodningen. Endvidere tilkendegav ombudsmanden at ferie ikke kan begrunde udsættelse med en afgørelse om aktindsigt, samt at UM ikke burde have anvendt 12 dage til at forsøge at kontakte A telefonisk med henblik på en afklaring af begæringens omfang.
Ombudsmanden kritiserede videre at UM ikke havde gjort notat om, at UM under en telefonsamtale med A havde oplyst at svar på aktindsigtsanmodningen først kunne forventes efter 10-dages fristen i offentlighedslovens § 16 og om årsagen hertil. Endelig fandt ombudsmanden det uheldigt at UM sidst i svaret til A havde anført, at UM "dog samtidig (vil) beklage, at vi ikke i perioden hørte fra Dem trods gentagne forsøg på at kontakte Dem". Formuleringen indeholdt efter ombudsmandens opfattelse en bebrejdelse og lagde ansvaret for en del af forsinkelsen over på A, hvad der ikke var holdepunkter for. (J. nr. 1993-2557-700).