A klagede som advokat for B-Tivoli og E-Tivoli over Direktoratet for Udlændinges (DfU's) behandling af hans klienters sager om ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 3, til 3 polske statsborgere, herunder DfU's afslag på at behandle ansøgningerne under henvisning til at de skulle indgives til en dansk repræsentation i ansøgernes hjemland.
Efter udlændingebekendtgørelsens § 36 skal ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse som hovedregel indgives til en dansk repræsentation i ansøgerens hjemland. Når særlige forhold taler for det, kan ansøgning indgives i Danmark. Ved indgivelse af ansøgning i Danmark giver bestemmelsen i § 36 således anledning til at der må træffes to særskilte afgørelser:
1) om ansøgningen kan tages under behandling (kompetenceafgørelse)
2) om der i givet fald kan meddeles opholds- og arbejdstilladelse (realitetsafgørelse).
Ombudsmanden udtalte at hvis DfU afviser at tage sagen under realitetsbehandling, må denne beslutning anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Ombudsmanden fandt derfor at DfU's afslag på at behandle de nævnte ansøgninger burde have indeholdt en begrundelse for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 22, og en klagevejledning, jf. forvaltningslovens § 25. (J. nr. 1993-1764-643).