FOB 94.413

Klagevejledning.

01-01-1994

I forbindelse med behandlingen af en konkret sag blev ombudsmanden opmærksom på den klagevejledning som Færdselsstyrelsen (FS) havde anført i afgørelsen. Til brug for overvejelser om at rejse en sag af egen drift bad ombudsmanden FS om en udtalelse om hvorvidt vejledningen var udtryk for en standardvejledning, og om vejledningens indhold.

FS udtalte at styrelsen var enig i, at udformningen af vejledningen i den konkrete sag ikke var tilstrækkelig præcis. FS havde på den baggrund i en intern instruks fastlagt administrative retningslinier for en mere dækkende beskrivelse af klagemuligheden i sager af samme karakter som den foreliggende sag. Ombudsmanden tog det oplyste til efterretning. (J. nr. 1994-1691-609).