A, der var på venteliste til en knæoperation på X Amtssygehus, klagede over at han havde mistet retten til sygedagpenge i medfør af varighedsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 22, stk. 1. Sygehuset havde oplyst at der måtte forventes en ventetid på 14 måneder.
Dagpengeudvalget (DPU) havde ved sin afgørelse fundet at A ikke opfyldte betingelserne i § 48 i Socialministeriets dagældende bekendtgørelse nr. 153 af 5. marts 1990 om at være under lægebehandling eller vente på lægebehandling, der inden 26 uger måtte antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden. Det var således DPU's opfattelse at den samlede udbetalingsperiode ikke ville kunne overstige den maksimale dagpengeperiode, uanset at årsagen til at "26 ugers-reglen" i bekendtgørelsens § 48 ikke kunne overholdes, var ventetid på en operation.
Ombudsmanden udtalte at han fandt det mest nærliggende at forstå bestemmelsen i bekendtgørelsens § 48 således, at dagpengeretten kan forlænges i de tilfælde, hvor den pågældende venter på sygehusbehandling, og hvor ventetiden alene skyldes ressourcemæssige forhold hos det offentlige; dog under den forudsætning at sygehusbehandlingen - når den iværksættes - må være egnet til inden for 26 uger at genskabe arbejdsdygtigheden. Ombudsmanden fandt dog ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere DPU's afgørelse, men henstillede i stedet til DPU at overveje A's sag på ny. Ombudsmanden bemærkede at socialministeren med virkning fra 1. september 1993 havde ændret dagpengebekendtgørelsen og indføjet en ny bestemmelse (§ 49 a), hvorefter der ved afgørelser om forlængelse af dagpengeretten kan bortses fra den periode, hvor den sygemeldte venter på behandling på et offentligt sygehus. (J. nr. 1993-1096-025).