C klagede for den thailandske statsborger A over at Indenrigsministeriet havde afslået A's ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, § 9, stk. 2, nr. 1, og § 9, stk. 2, nr. 4.
Af sagens akter fremgik det bl.a. at A den 3. september 1992 ved personlig henvendelse i Direktoratet for Udlændinge ansøgte om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at hendes mor, den thailandske statsborger B, var bosat her i landet. Det blev i den forbindelse oplyst at B ikke var registreret som mor til A i Thailand, da sidstnævnte allerede fra fødslen var blevet passet af B's søster. Den 18. maj 1992 blev A adopteret i Thailand af B. Hun indrejste herefter den 17. juni 1992 i Danmark som visumfri udlænding.
Ved skrivelse af 3. september 1992 meddelte Direktoratet for Udlændinge afslag på ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, idet direktoratet lagde vægt på at der ikke var fremkommet nogen dokumentation for slægtskabet til A's angivelige mor B. Direktoratet meddelte endvidere afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 1, jf. udlændingebekendtgørelsens § 23, da den foretagne adoption ikke var godkendt af Civilretsdirektoratet.
B påklagede afgørelsen til Justitsministeriet.
Ved skrivelse af 29. juni 1993 tilsendte Indenrigsministeriet B kopi af Direktoratet for Udlændinges afgørelse af 3. september 1992 til udtalelse. Ved personlig henvendelse den 5. juli 1993 fremsatte B yderligere bemærkninger til sagen.
Ved personligt fremmøde i Indenrigsministeriet den 8. september 1993 fremsatte C yderligere bemærkninger til sagen.
Det blev under sagen oplyst at Civilretsdirektoratet den 20. april 1993 stadfæstede en afgørelse af 24. september 1992 fra Københavns Statsamt, hvorved der meddeltes afslag på B's ansøgning om tilladelse til at adoptere A.
Ved skrivelse af 1. november 1993 meddelte Indenrigsministeriet A afslag på ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, og § 9, stk. 2, nr. 1 og 4. Indenrigsministeriet anførte i skrivelsen af 1. november 1993 følgende begrundelse for den trufne afgørelse:
"Ifølge udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, gives der efter ansøgning opholdstilladelse til et mindreårigt barn af en i Danmark fastboende person eller dennes ægtefælle, når barnet bor hos forældremyndighedens indehaver.
Indenrigsministeriet finder ikke anledning til at meddele den pågældende opholdstilladelse i medfør af § 9, stk. 1, nr. 3.
Indenrigsministeriet kan i den forbindelse henholde sig til Direktoratet for Udlændinges begrundelse i afgørelsen af 3. september 1992.
I medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 1, kan der efter ansøgning gives opholdstilladelse til andre udlændinge, hvis udlændingen uden for de i stk. 1, nævnte tilfælde har nær familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person.
Det er en forudsætning for anvendelse af denne bestemmelse, at der er tale om en sådan særlig familiemæssig eller lignende tilknytning, der går ud over, hvad selve slægtsforholdet medfører. Det forhold, at en ansøger ikke opfylder betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, kan således ikke i sig selv begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 1.
Formålet med bestemmelsen er, at andre familierelationer end dem, der efter § 9, stk. 1, begrunder et retskrav, efter en konkret vurdering kan begrunde meddelelse af opholdstilladelse. Ud over egentlige adoptions- og plejeforhold kan der være tale om nære slægtninge, der i hjemlandet tilhører samme familiefællesskab som den herboende person. Der kan f.eks. være tale om unge eller ældre slægtninge, som den herboende efter hjemlandets tradition har forsørgerpligt over for, og hvor der på trods af indvandringsstoppet kan anføres vægtige grunde for, at den pågældende optages i den herboendes husholdning.
I medfør af udlændingebekendtgørelsens § 23, gives der opholdstilladelse efter lovens § 9, stk. 2, nr. 1, til mindreårige udlændinge med henblik på varigt ophold hos andre end forældremyndighedens indehaver til
1.adoption, der anbefales af et adoptionssamråd eller af adoptionsnævnet,
2.ophold hos barnets nærmeste familie, når der foreligger en særlig begrundelse for, at barnet ikke kan bo hos forældrene eller andre nære slægtninge i hjemlandet,
3.ophold hos andre, når ganske særlige omstændigheder foreligger, og når plejeforholdet anbefales af det sociale udvalg på grundlag af en tilsvarende undersøgelse som ved adoption af udenlandske børn, eller vedrørende børn over 14 år, når plejeforholdet på grundlag af andre oplysninger må anses for betryggende.
Indenrigsministeriet finder ikke grundlag for at meddele den pågældende opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 1.
Indenrigsministeriet har i den forbindelse lagt vægt på, at den i Thailand foretagne adoption ikke er godkendt af de danske myndigheder. Endvidere foreligger der ikke en særlig begrundelse for, at den pågældende ikke kan bo hos Deres søster i Thailand, og efter det for Indenrigsministeriet oplyste er et plejeforhold ikke anbefalet af det sociale udvalg.
Ifølge udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, kan der efter ansøgning meddeles opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige grunde taler derfor. Afgørelsen beror på en skønsmæssigt præget vurdering, og opholdstilladelse meddeles efter praksis kun, når der foreligger ganske særlige omstændigheder.
Indenrigsministeriet har efter en gennemgang af sagen ikke fundet, at der bør meddeles den pågældende opholdstilladelse efter denne bestemmelse."
C redejorde i skrivelse af 25. september 1993 nærmere for A's opvækst og tilknytning til familiemedlemmer i Thailand samt hendes forhold til B og sidstnævntes personlige forhold.
Indenrigsministeriet henholdt sig i en udtalelse til mig til den trufne afgørelse.
Ved skrivelse af 5. december 1993 rettede C på ny henvendelse til mig vedrørende sagen.
I et brev til C udtalte jeg herefter følgende:
"Udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, nr. 1 og 4, er sålydende:
"Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til
...
3) Mindreårigt barn af en i Danmark fastboende person eller dennes ægtefælle, når barnet bor hos forældremyndighedens indehaver.
...
Stk. 2. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til andre udlændinge:
1) Hvis udlændingen uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde har nær familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person.
...
4) Hvis ganske særlige grunde i øvrigt taler derfor.
..."
Med hensyn til afslaget under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, kan jeg oplyse, at der efter udlændingelovens § 52, stk. 1, nr. 1, er adgang til at kræve sagen indbragt for domstolene. Fristen er 14 dage efter, at afgørelsen er meddelt udlændingen.
Reglen giver således udlændingen i et vist omfang en særlig let adgang til prøvelse af administrative afgørelser i familiesammenføringssager vedrørende børn og forældre. Efter de regler, der gælder for min virksomhed, er jeg ikke i stand til at behandle klager over domstolenes virksomhed. Jeg kan derfor ikke tage stilling til klager over forvaltningens forhold i det omfang, disse er bedømt af domstolene. Jeg undlader endvidere normalt at behandle sager, hvor der som her er foreskrevet en særlig nem mulighed for domstolsprøvelse, uanset om denne mulighed rent faktisk er udnyttet. Jeg har ikke fundet grundlag for i Deres sag at fravige denne praksis, og jeg har derfor ikke taget stilling til, om afslaget på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, var berettiget.
Det fremgår imidlertid af forvaltningslovens § 26, at afgørelser, der kun kan indbringes for domstolene under iagttagelse af en lovbestemt frist for sagens anlæg, skal være ledsaget af oplysning herom. Pligten til at give vejledning om muligheden for at indbringe en afgørelse for domstolene gælder kun i de tilfælde, hvor der er fastsat en lovbestemt frist for sagens anlæg. Det antages endvidere, at det følger af almindelig god forvaltningsskik og af forvaltningslovens § 7, stk. 1, at borgerne i tilfælde, hvor sagsanlæg vil være nærliggende, f.eks. fordi der på det pågældende forvaltningsområde er særlige regler for, at sagen kan indbringes for domstolene, bør vejledes om muligheden for at indbringe sagen for domstolene, jf. Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (1986), pkt. 143, og John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (2. udg. 1992), s. 305f.
Indenrigsministeriets afgørelse af 1. november 1993 burde således efter min opfattelse have indeholdt oplysning om bestemmelsen i udlændingelovens § 52.
Jeg har gjort Indenrigsministeriet bekendt med min opfattelse og har samtidig henstillet til Indenrigsministeriet, at der ikke, såfremt sagen af (A) begæres indbragt for retten, nedlægges påstand om afvisning på grund af overskridelse af den i udlændingelovens § 52 fastsatte 14-dages frist.
Bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 1, blev indsat under Folketingets behandling af forslaget til udlændingelov (lovforslag nr. L 105, fremsat den 20. januar 1983 af justitsministeren) og er enslydende med et forslag fremsat af et mindretal i betænkning nr. 968/1982 om udlændingelovgivningen. I bemærkningerne til denne bestemmelse (betænkningens lovforslags § 9 a) anføres det i betænkningen s. 147 bl.a.:
"Ved udtrykket "anden nær familiemæssig eller lignende tilknytning" i § 9 a, nr. 1, forstås - ud over egentlig adoptions- og plejeforhold - bl.a. nære slægtninge, der i hjemlandet tilhører samme familieskab som den herboende person. Der kan f.eks. være tale om unge eller ældre slægtninge, som den herboende efter hjemlandets tradition har forsørgelsespligt overfor, og hvor det derfor vil være naturligt, at den pågældende slægtning optages i den herboendes husholdning.
..."
I udlændingebekendtgørelsens § 23, som er citeret ovenfor i Indenrigsministeriets skrivelse af 1. november 1993, er der fastsat nærmere retningslinier for meddelelse af opholdstilladelse efter denne bestemmelse.
Bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, er enslydende med en bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 4, i udkastet til udlændingelov i betænkning nr. 968/82 om udlændingelovgivningen. I bemærkningerne til denne bestemmelse anfører udvalgets flertal i betænkningen, s. 142f, følgende:
"De grupper, som bestemmelsen navnlig tager sigte på, vil være udlændinge, der opfylder betingelserne for at kunne gennemføre en uddannelse her i landet, eller som skal gennemgå et højskoleophold, udlændinge, der kommer hertil som led i udveksling af skoleelever, samt udlændinge, der søger midlertidigt ophold her efter den europæiske overenskomst af 24. november 1969 om "au-pair"-ansættelse bekendtgørelse nr. 11 af 20. januar 1972 (Lovtidende C). I særlige tilfælde vil bestemmelsen kunne bringes i anvendelse over for præster, missionærer og andre med lignende opgaver, der skal virke inden for et trossamfund her i landet eller udlændinge, som har væsentlig tilknytning til Danmark, f.eks. i kraft af tidligere langvarigt ophold her i landet eller mangeårigt arbejde for danske interesser i udlandet.
..."
Afgørelsen af, hvorvidt der foreligger en sådan nær familiemæssig eller lignende tilknytning til herboende personer, som kan begrunde opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 1, beror ligesom afgørelsen af, om der foreligger "ganske særlige grunde" som anført i § 9, stk. 2, nr. 4, på et skøn. Et sådant skøn kan jeg efter de regler, der gælder for min praksis, ikke kritisere, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Efter en gennemgang af sagen finder jeg ikke, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at jeg har grundlag for at kritisere Indenrigsministeriets afgørelse om ikke at meddele (A) opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 1 eller 4.
Jeg har ved min gennemgang af sagen lagt de oplysninger til grund, som forelå, da Direktoratet for Udlændinge og Indenrigsministeriet traf afgørelse i sagen. Jeg har således ikke ladet de oplysninger, som De har givet i Deres skrivelse af 5. december 1993 til mig, indgå i min vurdering. Såfremt De mener, at der er tale om oplysninger af væsentlig betydning for afgørelsen i sagen, må jeg henvise Dem til eventuelt at rette henvendelse til Indenrigsministeriet og anmode om, at sagens behandling genoptages.
For så vidt angår spørgsmålet, om der med rette er meddelt afslag på ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, må jeg som ovenfor anført henvise (A) og (B) til eventuelt over
for Direktoratet for Udlændinge eller Indenrigsministeriet at fremsætte begæring om, at dette spørgsmål indbringes for domstolene.
..."